EB: OL-journalister skal bære protest-armbånd

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, opfordrer journalistbranchen til en fælles protest under OL. Armbånd skal signalere, at man tager afstand fra Kinas krænkelser af menneskerettighederne.

Ekstra Bladets chefredaktørPoul Madsen, opfordrer journalistbranchen til en fælles protest under OL. Armbånd skal signalere, at man tager afstand fra Kinas krænkelser af menneskerettighederne.

Danske medier skal ikke boykotte OL, men de skal benytte lejligheden til at sætte fokus på de ting, der foregår, og demonstrere deres utilfredshed.

Sådan lyder det fra Poul Madsen, der nu tager initiativ til en fælles protest blandt de journalister, der skal dække det kommende OL.

»Vi vil rette henvendelse til Dansk Journalistforbund for at prøve at skabe fælles fodslag for en kampagne, der markerer, at vi er opmærksomme på de kinesiske myndigheders krænkelser af menneskerettighederne. Det kunne ske, ved at alle journalister bærer for eksempel et orange armbånd under olympiaden,« siger Poul Madsen.

I første omgang vil Madsen forsøge at udbrede ideen blandt danske medier, men han håber, det vil kunne blive kimen til en international protest. Poul Madsen har henvendt sig om spørgsmålet hos den internationale avisudgiver-forening (WAN), der allerede har gang i lignende tanker, ligesom der er protest-initiativer under opsejling blandt hollandske medier.

Ekstra Bladet vil desuden køre deres egen kampagne for at skabe fokus på menneskerettighederne i Kina. Hver dag under OL vil der ved siden af den almindelige sportsdækning køre en serie med navnet ’Bagsiden af medaljen’, som skal portrættere mennesker, der bliver ramt af myndighedernes overgreb.

»Vi har diskuteret frem og tilbage, hvordan vi kan dække OL, og jeg mener, vi er langt forbi det punkt, hvor danske medier skal boykotte. OL skulle aldrig nogen sinde have været placeret i Kina, men en selvstændig dansk boykot vil være et tomt slag i luften. I stedet skal man tage til Kina og eksponere sin utilfredshed,« siger Poul Madsen.

1 Kommentar

Jakob Nielsen
7. APRIL 2008
Re: EB: OL-journalister skal bære protest-armbånd
Skal Ekstra Bladets journalister på Christiansborg så også til at bære armbånd for at markere, at avisen for det meste er imod krigen i Afghanistan? Eller er det kun, når det er dejligt nemt, at Poul Madsen vil spænde sine journalister for en politisk vogn?