Der stilles fortsat spørgsmål ved etikken og omstændighederne omkring Ekstra Bladets piratartikler. Poul Madsen afviser kritikken og inviterer kritikerne til at møde journalisten ved et pressemøde.
Hvordan ved Ekstra Bladet at deres journalist var ombord på gidsel-båden? Hvordan ved de, at gidslerne var på samme båd? Hvordan ved de, at journalisten ikke har betalt piraterne penge ud af sig eget honorar?
De kildekritiske og fagetiske spørgsmål står i kø i forbindelse med Ekstra Bladets reportager fra skibet, hvor somaliske pirater holder en dansk familie som gidsler. Journalisten.dk har talt med flere kilder, der stiller sig undrende over for omstændighederne omkring artiklernes tilbliven og den freelance-journalist, der har arbejdet for Ekstra Bladet.
I en Ritzau-artikel bragt på Berlingske.dk undrer flere kilder sig over, at det overhovedet kunne lade sig gøre.
»Jeg kan ikke huske, at det er sket før, at medier er kommet så tæt på gidsler og pirater,« lyder det for eksempel fra Lars Bangert Struwe, piratforsker ved center for Internationale Studier.
Flere journalister med kendskab til stoffet peger over for Journalisten.dk på, at piraterne næppe vil gå med til den slags interview uden at selv at få noget ud af det – enten i form af penge eller fordi de vil ud med et bestemt budskab.
Ekstra Bladets chefredaktør har før forsikret Journalisten.dk om reportagernes uvildighed, og fredag eftermiddag gør han det så igen, om end en smule mere træt i stemmen.
»Det er en mand, vi har tjekket meget grundigt. Vi ved 100 procent sikkert at han har været ombord på båden. Vi har selv talt med piraterne over en satelit-telefon. Til kritikken kan jeg kun sige: det er det rene brødnid og fnadder,« siger Poul Madsen.
Han fortæller, at journalistens identitet samt detaljer og dokumentation omkring artiklerne vil blive lagt frem i Ekstra Bladet i weekenden. Endvidere vil avisen holde et pressemøde søndag kl. 12, hvor journalisten vil være til stede og svare på spørgsmål.
»Vi har intet at skjule, og vi vil fremlægge hans udlægning helt detaljeret,« siger Madsen.
Hvordan kan I vide, at han ikke har betalt piraterne for interviewet ud af sit eget honorar?
»Ekstra Bladet har ikke betalt for interviewet, og vi har sagt til journalisten, at det er en forudsætning, at der ikke bliver betalt for interviewet,« siger Poul Madsen.
I en Ritzau-artikel bragt i flere medier har TV 2-journalisten fortalt, hvordan han under sit ophold i Somalia flere gang blev tilbudt interview med to danske sømænd, der også er gidsler i landet. Til Journalisten.dk siger han dog, at han ikke vil forholde sig til Ekstra Bladets reportager.
»Jeg har udelukkende udtalt mig om egne oplevelser. Jeg har ingen viden om, hvordan Ekstra Bladet har gjort deres arbejde. Jeg kan bare sige, at da jeg var i Somalia, fik jeg talrige tilbud. Nogle af dem var totalt useriøse, andre var ret seriøse. Jeg ved ikke om det kunne have resulteret i et interview. Det er umuligt at vurdere,« siger Tantholdt fra sin mobiltelefon i Syrien.
Han afslog dog høfligt tilbuddene, og han siger, at selvom han havde fået interviewet tilbudt gratis, havde han sagt nej tak.
»Det er der to grunde til. Det ene er det etiske. Jeg har ikke lyst til at tage ud til en rædselsslagen familie og bede om et interview, som de måske ikke har lyst til eller føler sig presset til. Det andet er spørgsmålet om min egen personlige sikkerhed,« siger Tantholdt.
Hans første argument bliver hurtig aktuelt. Fredag eftermiddag udsender Foreningen til Langtursejladsens Fremme på vegne af gidslernes pårørende i en pressemeddelelse, hvor de tager afstand til Ekstra Bladets besøg på gidsel-båden.
"Det virker meget krænkende på os som pårørende. Det er udtryk for mangel på respekt for vore kære, som jo ikke har mulighed for hverken at sige ja eller nej til at medvirke eller på anden måde påvirke det billede, som offentligheden får. Det er uværdigt og tjener først og fremmest piraternes sag samtidig med, at det gør den situation, som vore familiemedlemmer befinder sig i, endnu sværere", hedder det i pressemeddelelsen.
Journalisten.dk nåede desværre ikke at få Poul Madsens kommentar til pressemedelelsen, men over for Ritzau afviser han, at avisen skulle have handlet uetisk.
»De, der mener, at vi ikke skal rapportere fra en situation som denne, synes jeg ikke har forstået journalisternes rolle. Vi kan ikke bare tie en begivenhed som denne ihjel. Vi kan opføre os ordentligt, og det har vi gjort, siger han til Ritzau.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvad kom der ud af det pressemøde? Blev det afholdt? Var der nogen til stede?
Ja, hvor er Heine "Web-TV" Jørgensen med sit uomgøængelige kamera, når der virkelig er brug for det.
Jeg er sikker på, at Heine-drengen ville have skrevet HELE den ledsagende tekst i caps lock for at vide sig sikker på, at det her var HISTORIEN.
PS. EB er jo uikke en avis, men en sekt. Derfor lyder både Madsen og hans undersåtter som de fortabte sjæle i Jonestown.
Det ku' sgu' være sjovt, hvis Ekstra Bladet (og flere andre medier, for den sags skyld) en gang i mellem sagde "det var en fejl - den tager vi på os" om sådan reelle fejl og ikke bare de der "vi var ikke gode nok til at perspektivere historien"-undskyldninger, de lirer af hver søndag på News. Diverse medier har ellers travlt nok med at hænge andre op på gerninger, der langt fra når højder som denne. En opfordring herfra: Prøv at holde jer selv op på de standarder, I pålægger andre. Der er ved at være lidt for meget Komiske Ali over lidt for mange redaktører.
Det' en ommer, Madsen.
Så har Poul Madsen og hans ulækre slæng af skribenter slået til igen.
Igen gemmer Erik Hoffmeyer, Lars Munch, Jørgen Ejbøl og alle de andre noble jakkesæt og pæne mennesker sig bag Poul Madsen. Men det er jo deres ansvar at han får lov at sjakre med andre menneskers liv.
En ting er at han og hans avis smider et uskyldigt menneske på forsiden for pigemord og lyver en gammel mand døden nær. Nu skal folk med EBs mellemmkomst måske udsættes for livsfare for at Poul Madsens kan udføre sin dødsdømte mission med at få EBs oplag en smule i vejret.
Det er en gåde for mig, at fx. en Erik Hoffmeyer ikke forlængst har skåret igennem og har smidt Madsen på porten. Nu lader han ham i stedet bryde nye grænser for uanstændigheden.
Hvordan man kan arbejde på Ekstra Bladet og skrive for avisen, når redaktionen er så fuldstændig mangel på etik, ja det er mig en gåde.
Og det er endnu mere spøjst at politikere mv. i Danmark skal dømmes af mennesker på EB, som tydeligvis ikke har nogen idé om. hvordan man opfører sig ordentligt.
Men det er jo ikke noget DJ har nogen mening om. Man er mere optaget af ændringerne af reglerne for aktindsigt end at tage afstand fra EBs metoder.
Flere