Her til formiddag kunne man på eb.dk’s forside under overskriften ”DR-journalist udløste ebola-panik i nat” læse, hvordan en DR-medarbejder natten til fredag var indlagt på Hvidovre Hospital på grund af mistanke om at være smittet med ebola.
Ekstra Bladet bragte både den pågældende journalists navn og billede i artiklen.
Problemet var bare, at vedkommende, de bragte navn og billede på, var den forkerte DR-medarbejder. Det fremgår af den pågældende journalists egen twitterprofil.
Artiklen nåede at ligge på eb.dk i cirka 20 minutter, inden den blev fjernet.
DR fik ingen henvendelser fra EB
Journalisten har været i kontakt med DR-journalisten, der blev hængt ud som ebola-smittet. Hen henviser til sin redaktionschef på DR Nyheder Udland, Thomas Falbe.
Thomas Falbe fortæller, at hverken han eller den pågældende journalist selv blev kontaktet af Ekstra Bladet, inden de bragte artiklen:
»Vi er ikke blevet kontaktet af Ekstra Bladet. Så vidt jeg ved, er ingen i Danmarks Radio blevet kontaktet af Ekstra Bladet, før de smed artiklen på,« siger Thomas Falbe.
Hvad tænker du om det?
»Jeg tænker, at det er dårligt håndværk. De har lavet en grov fejl, og det har de også beklaget over for mig,« siger han.
EB beklager fejlen
Også på eb.dk bliver fejlen beklaget. Det sker i en artikel publiceret klokken 12:21 med rubrikken ”Ekstra Bladet beklager: Bragte forkert navn på DR-medarbejder”.
Det fremgår dog ikke af artiklen, hvordan fejlen opstod, eller hvorfor avisen ikke kontaktede den pågældende DR-medarbejder eller hans chef, inden artiklen blev bragt.
I en mail til Journalisten skriver nyhedsredaktør på eb.dk Mette Fleckner, at Ekstra Bladet ikke har mere at tilføje i sagen.
”Der var tale om en stor misforståelse, og det er vi simpelthen så kede af,” skriver hun i mailen.
DR ønsker ikke at oplyse, hvem den DR-medarbejder, som rent faktisk var mistænkt for at være ebola-smittet, var. Men allerede i morges stod det klart, at vedkommende ikke var smittet med ebola.
3