I denne uge kører retssagen mod en 31-årig sygeplejerske, som er tiltalt for drab og drabsforsøg på en række ældre patienter på Nykøbing Falster Sygehus.
De danske medier dækker sagen massivt. Men der er én afgørende forskel: De fleste medier har valgt hverken at bringe den tiltaltes navn eller billede. Det gør Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet har bragt navn og billede af kvinden, efter Østre Landsret i går stadfæstede byrettens kendelse om at ophæve navneforbud.
Ansv. chefredaktør Poul Madsen forklarer, at avisen har den grundholdning, at der bør være åbenhed om retsplejen.
»Vi mener, at der er alt for meget lukket retspleje i Danmark, og der er alt for mange navneforbud. Det er vigtigt for offentligheden at få indsigt i en sag af den her karakter,« siger han til Journalisten.
Men hvorfor bringer I navn og billede af kvinden, når hun ikke er dømt endnu?
»Fordi vi går ind får åben retspleje i Danmark. Det er en meget alvorlig sag, hvor kvinden er anklaget for tre mord og et drabsforsøg. Vi mener, at offentligheden har brug for fuld indsigt i den her sag og må vide, hvem personen, der er anklaget for de her forbrydelser, er,« siger Poul Madsen.
Tjener alle parter bedst
Ifølge de vejledende presseetiske regler bør en sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet.
Poul Madsen understreger, at Ekstra Bladet har gjort sig nøje presseetiske overvejelser i sagen.
»Hvis det havde været en mindre sag, så er det ikke sikkert, vi havde gjort det. Men når vi kommer frem til et retsmøde af den her karakter, så har vi besluttet, at det er vigtigt med fuld åbenhed og offentlighed omkring sagen,« siger Poul Madsen.
Han mener, at åbenhed i retsplejen i sager som denne kan være til gavn for både den anklagede og anklagemyndigheden.
»Det tjener alle parter bedst, da der kan komme nye oplysninger frem i sagen. Også nogle, der gavner den anklagede,« siger Poul Madsen.
Hvilke oplysninger?
»Der kan være nogle, der genkender hende fra afdelingen, som kan tale hendes sag, og som går i mod anklagemyndighedens anklage i sagen.«
Vil ikke slette navn og billede, hvis hun er uskyldig
Poul Madsen forklarer, at Ekstra Bladet har truffet en principiel beslutning i sagen, og at man derfor ikke vil gå ind og slette navn og billede af kvinden med tilbagevirkende kraft, såfremt hun bliver kendt uskyldig.
»Årsagen til, at dommeren har ophævet navnforbuddet er jo, at dommeren ønsker fuld åbenhed omkring sagen. Den åbenhed går vi fuldt og helt ind for,« siger Poul Madsen.
Hvad mener du om, at andre medier hverken bringer navn eller billede?
»Jeg synes, mange medier har mistet fornemmelsen for, hvor vigtigt det er med åbenhed i retsplejen. Selvfølgelig skal vi tage et hensyn. Men hensynet skal tages i de sager, hvor der for eksempel kun er tale om sigtelse eller en meget mild forbrydelse.«
»Jeg bebrejder ikke andre medier, at de gør det på en anden måde. Jeg synes bare, det er vigtigt i den her type sager – der er meget alvorlige – at medierne har det lange lys på og tænker over, hvad det egentlig er for et princip, vi kæmper for,« siger Poul Madsen.
Politiken har ikke bragt navn og billede
Politiken er et af de medier, som ikke har identificeret den drabstiltalte.
»Vores princip er, at vi ikke bringer navne på sigtede og tiltalte. Heller ikke ved meget alvorlige sager. Men vi forbeholder os ret til at bringe navnet, når vedkommende er dømt,« siger ansvarshavende chefredaktør Anne Mette Svane.
»Vi har nogle lidt skrappere etiske retningslinjer på det her punkt, og vi foretager altid en konkret afvejning. Det kommer an på sagens offentlige interesse og flere andre faktorer, om vi bringer navnet,« fortsætter hun.
Men Anne Mette Svane har ingen holdning til, at Ekstra Bladet gør, som de gør.
»Jeg vil slet ikke blande mig i Ekstra Bladets ageren. Det må være helt op til Ekstra Bladet, hvad de vælger at gøre,« siger Anne Mette Svane.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Har svært ved at forstå ophævelse af navneforbud og endnu sværere ved at forstå Ekstra Bladet (men for dem handler det vel om jagten på penge) - alle andre medier husker og respekterer forhåbentlig læren af Plejebosagen.