E-magasiner: Videokameraet er vigtigere end blokken

E-magasinerne bobler frem. I går lancerede Berlingske Rejseliv.dk, og Aller har også ting på vej. Det nye format stiller yderligere krav til video-kompetencer hos journalisterne.

E-magasinerne bobler frem. I går lancerede Berlingske Rejseliv.dk, og Aller har også ting på vej. Det nye format stiller yderligere krav til video-kompetencer hos journalisterne.

Rejseliv.dk ligner et glittermagasin scannet ind som pdf. Men man skal ikke flytte musen mange gange, før det de azurblå bølger begynder at rulle og palmerne at svaje for vinden.

»Rejsestoffet er et oplagt område til dette nye medie, fordi det er meget oplevelsesbaseret. Man kan se video og billeder og får oplevelsen af selv at være til stede,« fortæller redaktør Nina Rølle fra Berlingske.

Hun håber samtidig, at e-magasiner som Rejseliv.dk kan været et godt alternativ for de annoncører, der i disse år siver bort fra de traditionelle dagbladsannoncer.

»Vi prøver at forestille os, hvor annoncørerne går hen, og dette er noget, vi tror, de kan se muligheder i. Det er stadig meget nyt, men jeg kan sige, at der har været stor interesse for den første udgave,« siger hun.

Der er ikke mange bogstaver i Rejseliv.dk. Er det overhovedet en opgave for Berlingskes skrive-journalister?

»Det skal jo prioriteres som alt andet journalistisk stof, og det er en journalistisk opgave. Det erstatter jo ikke vores traditionelle rejseartikler, men vi bruger meget af det stof, vi har lavet, på anden måde.«

Er det Berlingskes egne journalister, der filmer videoerne?

»Ja, nogle af dem. For eksempel har vores erfarne rejsejournalist Lars Poulsen været i Jordan med et videokamera. Alle har haft videokurser, og folk har telefoner, de kan bruge. Det er faktisk bare mig, der ikke har lært det,« siger Nina Rølle, og bekræfter at videoen i e-magasiner er blevet et vigtigere medie end de skrevne tekster.

Rejseliv.dk er det nyeste skud på en stamme af e-magasiner, der er ved at vokse frem. I april kom musik- og livstilsmagasinet Remee & Friends, og efter sigende skulle Aller være på vej med e-magasinet "Spot On".

På Berlingske har man ikke yderligere e-magasiner på vej, men Nina Rølle nævner områder som mad/vin, musik og især biler som stof, man med fordel kan dække på denne måde.
Rejseliv.dk skal som pilotperiode udkomme igen i september og november, hvorefter man vil evaluere og beslutte magasinets videre fremtid.

0 Kommentarer