Henning Dyremose ærgrer sig over mulige besparelser på mediestøtten: »Min bekymring for, at rapporten ikke ville blive anvendt, som den var tænkt, er steget,« siger han til Journalisten.dk
Den radikale medieordfører, Zenia Stampe, smed en journalistisk bombe i fredagens udgave af mennesker og medier.
De aktuelle mediestøtteforhandlinger drejer muligvis slet ikke om de forventede 400 millioner kroner. Måske er beløbet sænket med 10 procent til 360 millioner kroner – eller i værste tilfælde vil der kun være 300 millioner kroner til forhandling.
Det ærgrer Henning Dyremose, der som formand for det såkaldte Dyremose-udvalg sidste år afleverede en længere udredning om mediestøtten.
»Min bekymring for, at rapporten ikke ville blive anvendt, som den var tænkt, er steget, som tiden er gået. Det vi leverede, var en grydeklar løsning, som man – hvis der ikke havde været regeringsskifte – kunne have begyndt at forhandle om 1. oktober, og fået de første ting gennemført relativt hurtigt. Når de nu har trukket den i foreløbigt et halvt år, så ved vi jo godt, at der tidligst kommer noget med virkning fra finansloven i 2013. Det efter min mening en uheldig forsinkelse. Hvis politikerne også vil skære, så er det både en uheldig forsinkelse og en uheldig udvikling set fra en demokratistøtte-tankegang,« siger Henning Dyremose til Journalisten.dk.
Han er på ferie på Gran Canaria med sine børnebørn og understreger, at han derfor ikke er fuldt opdateret på den aktuelle debat.
»Den tidligere regerings udgangspunkt var, at støtterammen skulle være uændret, og det var også vores ramme i udvalget. Selv om jeg – med mit konservative hjerte – ikke er tilhænger af erhvervsstøtte, så har jeg været med til at støtte, at rammen skulle være uændret. Ud fra en betragtning om, at det ikke er erhvervsstøtte, men demokratistøtte. Det er klart, at det ændrer temmeligt meget, hvis der bliver skåret i støtten.«
Henning Dyremose siger videre, at udvalgets opgave var at bevare de eksisterende medier og give de nye internetmedier mulighed for at få støtte.
»Vi lavede en – synes jeg selv – temmelig raffineret model, der gjorde, at vi både kunne bevare det, der burde bevares, og skabe støttegrundlag for de nye medier. Hvis man skærer i den samlede ramme, tror jeg, at det vil blive vanskeligt for specielt de nye medier. Det vil være problematisk.«
Hvorfor bliver det vanskeligt for de nye medier?
»De nye medier kommer til at betyde mere og mere, og når du ser på medieforbruget, kan du også se, at specielt for de unge betyder de digitale medier meget. Det er vigtigt ud fra en demokratibetragtning, at unge mennesker får nyheder, får information om samfundet, får information om politik, og det er jo i høj grad via de nye medier, at de får det. Vi ville gerne støtte, at de nye medier kunne blive livskraftige, og der også kunne komme nogle flere af dem,« siger Henning Dyremose.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Det er vigtigt ud fra en demokratibetragtning, at unge mennesker får nyheder, får information om samfundet, får information om politik, og det er jo i høj grad via de nye medier, at de får det."
For en gangs skyld er jeg særdeles enig med Henning Dyrmose. Det er en rigtig fornuftig indstilling til mediernes betydning for vores samfund og demokrati, og de nye medier har et stort potentiale m.h.t. at nå de unge!