search

Dyremishandling i bakspejlet

 

 

DRs Rapporten fulgte en hestetransport ned gennem Europa. Journalisterne dokumenterede grov dyremishandling. Men bagefter blev noget af vreden vendt mod journalisterne. For hvorfor greb de ikke ind?

Dyrlæge Per Thorup fra Ørnhøj i Nordvestjylland var en af de tusindvis af danskere, der så Rapporten onsdag den 23. januar.

Det var rystende fjernsyn.

Rapportens journalister havde fulgt en lastvogn med 24 heste fra en gård ved Herning og ned gennem Europa. Hestene skulle slagtes i Syditalien. Reglerne siger, at hestene skal have foder og vand hver ottende time. Reglerne siger også, at de efter et døgn skal ud af lastbilen og holde pause.

Men i over 46 timer fik hestene i lastbilen ingenting. Hverken hvile, vand eller foder. Det dokumenterede Rapporten.

Per Thorup, der også er formand for Den Danske Dyrlægeforening, sad og så billeder af en hest, som ikke kunne holde sig stående mere. Den havde givet op på grund af udmattelse og vandmangel. Liggende på den sparsomme strøelse i traileren trådte de andre heste på den.

Per Thorup brød sig ikke om, hvad han så. Efter udsendelsen var han forarget over både systemet og de mennesker, der mishandlede hestene. Men han var også rystet over journalisterne.

"De burde have stoppet lastbilen. Journalisterne vil vise, hvor afstumpet nogle personer er. Men i stedet viser de sig selv som afstumpede. De tænker ikke på dyrene. Kun på deres historie. Det var kynisk," siger Per Thorup.
Den følelse var han ikke alene om. Jens Olaf Jersild, der er re-daktør på Rapporten, sluttede udsendelsen med følgende speak:

"Flere seere har allerede henvendt sig til Rapportens redaktion og spurgt: Hvorfor gjorde Rapportens journalister ikke noget for at hjælpe hestene?"

Jens Olaf Jersild forklarede for seerne, at det ville være meget svært at stoppe chaufføren. Her henviser Jersild til udsendelsen. Efter 46 timer på landevejen henvender journalisterne sig til chaufføren. Chaufføren afviser journalisterne og truer med at smadre kameraet, inden han hopper tilbage i førerhuset.

Jersild giver seerne endnu en forklaring:

"For det andet så er det sådan, at vi journalister må bruge de arbejdsredskaber, vi nu engang har. Her på Rapporten har vi kameraer, og vi har de oplysninger, vi kan samle ind. Det lægger vi så frem. Så er det op til myndighederne og politikerne at gribe ind med handling, hvis de kan, og hvis de vil."

Dyrlæge Per Thorup tænkte følgende, da han så Jersilds afslutning:

"Han forsøger at vaske sine hænder."

 

Hesteliv eller principper
Dyrlægen kan godt følge argumentet om, at journalisterne skal holde sig til at beskrive virkeligheden – ikke gribe ind i den. Men han mener, at grænsen klart er overskredet, når journalisterne følger hestetransporten igennem 46 timer og viser billeder, hvor hestene lider mere og mere.

"Selvfølgelig skulle de ikke i karambolage med chaufføren. Men de kunne have kontaktet politiet allerede efter 24 timer, mens bilen var i Tyskland. På det tidspunkt var reglerne jo allerede brudt," siger han.
Jens Olaf Jersild er dybt uenig.

Han understreger, at journalisterne fik vigtig dokumentation ved at følge lastbilen hele vejen til Italien – uden at stoppe den. Chaufføren af hestetransporten var nemlig forpligtet til at stoppe på en slags hestepension i Norditalien. Det gjorde han imidlertid ikke – i stedet snød han de danske myndigheder med et falsk stempel.

Men Rapporten-redaktørens hovedpointe er i virkeligheden en helt anden.

"Skal vi have journalister til at ringe til politiet? Det mener jeg ikke, vi skal. Journalisters opgave er først og fremmest at skaffe oplysninger og offentliggøre dem – og dernæst at redde hesteliv. Det kan jeg sige meget klart."

"Om jeg er parat til at lade he-ste dø for at frelse et altafgørende journalistisk princip? Svaret er ja. For begynder du at blande journalistik og politi sammen, så vil du i realiteten i løbet af ganske få år få en situation, hvor ingen vil tale med pressen."

Dyrlæge Per Thorup kalder Rapportens journalister for kyniske.

"De tænkte på at lave en god udsendelse. Ikke på dyrenes vel."

"Hellere kynisk end følelsesladet," svarer Jersild og fortsætter.

"Det grundlæggende er, at jeg opfatter pressen som den fjerde statsmagt. Den fjerde statsmagt skal gøre sig enormt umage med at opfylde sine egne regler. Gør vi ikke det, ophører vi med at være den fjerde statsmagt," mener han.
Per Thorup kan godt forstå princippet om, at pressen skal holde sig til sine redskaber, kamera og pen.

"Men det holder jo alligevel ikke helt. Hvad hvis man så et menneske, der var ved at miste livet?" spørger Per Thorup.

Jens Olaf Jersild erkender, at der findes situationer, hvor journalister må bryde ud af deres iagttagerrolle. For eksempel, hvis man har kendskab til et planlagt mord.

"Men selv i sådan en alvorlig sag mener jeg ikke, at man skal henvende sig til politiet, hvis man kan opnå samme præventive virkning ved at offentliggøre sine oplysninger. Jeg vil gå meget langt for ikke at henvende mig til politiet.

Når folk snakker med en journalist, skal de ikke tro, at de snakker med politiet," siger Jersild.

Per Thorup mener stadigvæk, at journalisterne burde have grebet ind i tilfældet med hestetransporten. Han understreger, at den vigtigste del af historien var hjemme allerede i Tyskland eller Østrig.

"Det havde været flot, hvis journalisterne havde afsluttet udsendelsen med at sige, at de rin-gede til politiet, fordi de ikke kunne forsvare det længere," mener Per Thorup.

 

Taktiske optagelser
Optagelserne på Europas motorveje blev lavet af Jens Kloppenborg og Jacob Kragelund. Jacob Kragelund fortæller, at køreturen i hælene på lastbilen var præget af taktiske og praktiske overve-jelser om benzintankning og kameraoptagelser.

"Det handlede om, hvordan vi sikrede dokumentation, billeder af hestene, og de billeder havde vi ikke efter 24 timer," siger Jacob Kragelund. Han er klar over, at nogle kalder det kynisme. Men sådan ser han ikke på det.

"Det er forfærdeligt at se på de billeder, når man kommer hjem. Men når man står i det, så tænker man ikke så meget over det, og det synes jeg heller ikke, man skal. Som udgangspunkt mener jeg, at journalister skal skildre virkeligheden – ikke gribe ind i den," siger Jacob Kragelund.

Journalisterne fulgte ikke he-stetransporten helt til slagteriet i Syditalien. Derfor står det ikke klart, hvilken tilstand hestene var i, da den flere døgn lange køretur var slut.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen