
Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
”Det er pinligt og frygteligt, at vi lod især unge mennesker gå med deres oplevelser for sig selv, for det har været mønsteret, viser de nyeste undersøgelser.”
Sådan skriver B.T.’s chefredaktør, Michael Dyrby, i en klumme på bt.dk om sin tid på TV 2.
Michael Dyrby har i lang tid været tavs i sagen om de krænkede studentermedhjælpere på B.T., og han har været særdeles fåmælt om de mange sager om krænkelser, der er kommet frem på TV 2, og som er sket i den tid, hvor han var nyhedsdirektør.
”Jeg er overvældet over de mange sager, der nu er kommet frem på TV 2 og i mediebranchen. På TV 2 var jeg en del af problemet, fordi jeg, som øverste chef for cirka 500 ansatte fra 2002 til 2015, slet ikke opfattede, hvad der foregik,” skriver Michael Dyrby.
”Det undskylder jeg for. Jeg gjorde ikke nok.”
Han bruger samtidig klummen til at sende en uforbeholden undskyldning til studentermedhjælperne på B.T., som efter afsløringerne i Journalisten har efterlyst, at Dyrby ikke bare beklagede håndteringen af sagen, men at han også gav en undskyldning.
”For at ingen skal være i tvivl: Undskyld for de oplevelser, som studentermedhjælperne var igennem, og den mangelfulde håndtering, som jeg fortryder,” skriver Michael Dyrby.
I ’Presselogen’ i søndags blev Michael Dyrby mødt af en stribe kritiske spørgsmål fra sine kolleger på Ekstra Bladet og Politiken, hvilket han med egne ord slap rigtig dårligt fra. Han har over for medarbejderne i en mail beskrevet det som ”en nedsmeltning”, og i klummen på bt.dk skriver han, at han ”tabte det meste på gulvet”.
Michael Dyrby vil i klummen heller ikke direkte afvise, at han har udnyttet sin magt over for kvinder, hvilket var et af de spørgsmål, han blev mødt med fra Politikens chefredaktør Anne Mette Svane.
”Jeg er af den overbevisning, at jeg ikke har krænket nogen direkte, men oplevelser ses jo forskelligt – selv mange år efter. Og jeg beklager selvfølgelig, hvis nogen sidder med den følelse.”
Ifølge Michael Dyrby er det ikke muligt at lave et interview:
”Du kan tage fra min klumme,” skriver han i en sms.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.