search

DYB MISTILLID TIL WIVEL

Berlingske Tidendes chefredaktør Peter Wivel har stoppet tre journalisters research om A.P. Møllers rolle under besættelsen. Wivels argument: A.P. Møllers »redelighed« skal ikke drages i tvivl. Researchstoppet har udløst en dyb tillidskrise mellem Wivel og avisens journalister.
Berlingske Tidendes chefredaktør Peter Wivel har stoppet tre journalisters research om A.P. Møllers rolle under besættelsen. Wivels argument:
A.P. Møllers »redelighed« skal ikke drages i tvivl. Researchstoppet har udløst en dyb tillidskrise mellem Wivel og avisens journalister.

Den 8. oktober klokken 14.20. Chefredaktør Peter Wivel har netop modtaget en udtalelse fra de op mod 100 journalister, der er på arbejde på Berlingske Tidende denne fredag eftermiddag.
Peter Wivel ville gerne selv deltage i mødet, der er blevet afholdt i konferencesalen i stueetagen, dør om dør med direktionen. Men mødedeltagerne ønskede ikke hans tilstedeværelse, og nu kan Wivel i stedet læse resultatet af mødet.
Journalisterne ser med »stor beklagelse« på, at Peter Wivel har stoppet en research udført af tre journalister i samfundsredaktionen. Det er »uacceptabelt« hedder det i udtalelsen.
De tre journalister har gravet i gamle arkiver og har fat i en historie, der muligvis kan kaste kritisk lys på rederiet A.P. Møllers rolle under besættelsen. Men den historie »vil ikke blive bragt i en avis jeg har ansvaret på,« har Wivel meddelt de tre journalister. Wivel giver ingen journalistiske grunde til, at historien skal stoppes.
»Jeg brød mig ikke om historien af rent etiske grunde,« siger Peter Wivel til JOURNALISTEN. »A.P. Møller er død og borte og har ikke mulighed for at tale sin sag. Desuden er det en meget krævende opgave at skrive fair om historiske begivenheder, der ligger 60 år tilbage i tiden, især når det drejer sig om besættelsen,« siger Wivel.
I udtalelsens afslutning sætter de knap 100 journalister hårdt mod hårdt. De forlanger, at chefredaktøren inden klokken 16.00 samme dag skal »omgøre« sin beslutning.
»Selvfølgelig er det i orden, hvis en chefredaktør vurderer, at en historie er for tynd,« uddyber journalist og fællestillidsmand Jens Langergaard over for JOURNALISTEN.
»Men »noget om« A.P. Møller og besættelsestiden er for Wivel i sig selv nok til at stoppe researchen. Han siger stop, inden én eneste redaktør har set kildematerialet. Det er ikke holdbart,« siger Jens Langergaard.
Journalisterne på Berlingske frygter, at Peter Wivels ulyst til at grave i A.P. Møllers fortid skal gå ud over avisens troværdighed. Mærsk Mc-Kinney Møller var med til at skaffe de 160 millioner kroner, der i 1982 reddede officinet fra fallit, og A.P. Møller er en af hovedaktionærerne i Det Berlingske Officin. Samtidig ejer A.P. Møller-fonde anslået en tredjedel af aktierne i Den Danske bank, der igen ejer godt en fjerdedel af aktierne i Det Berlingske Officin.
»Når Wivel gør, som han gør, så tror folk – oplagt nok – at han er ude i et misforstået hensyn til ejerkredsen,« siger Jens Langergaard.
For at undgå den mistanke, opstiller journalisterne et ultimatum: Artiklen om A.P. Møller skal færdiggøres »på almindelig vis«.

En stor idiot
100 minutter har chefredaktør Wivel fået til at svare på journalisternes kritik. Og inden tidsfristen udløber klokken 16.00 fredag den 8. oktober, har han nået at formulere sit forsvar.
Svaret kommer til at skærpe konflikten.
De tre journalister i samfundsredaktionen har blandt andet fået adgang til arkivmateriale, der kan vise, at den engelske efterretningstjeneste angiveligt betragtede A.P. Møller som tyskervenlig. En del af dokumentationen stammer fra en daværende efterretningsofficer. Peter Wivel beskriver i sit svar til journalisterne denne kilde som »en af de største idioter, Hæren kunne opvise.«
Det er denne bedrevidenhed og arrogance, der er Wivels største modstander i konflikten. Et andet irritationsmoment for journalisterne er, at Wivel i sit svar ikke vil vedstå, at han reelt stoppede A.P. Møller-researchen. Endelig opstiller Wivel nogle ganske særlige spilleregler, hvis Berlingske skal skrive om A.P. Møller:
Dækningen skal være »ordentlig over for mennesket A.P. Møllers minde«. Og ikke bringe »skibsredder A.P. Møllers nationale redelighed i tvivl,« skriver Wivel – der sammenfatter kravene til A.P. Møller-dækningen således:
»Skulle der f.eks dukke uigendrivelige beviser frem for, at skibsreder A.P. Møller af hjertens lyst samarbejdede med tyskerne og gav dem mere, end de kunne gøre krav på, foreligger der en ny situation,« skriver Wivel.

Dyb mistillid
Wivels svar bliver vist på overheadprojektor og læst op for journalisterne, da mødet i konferencesalen genoptages. Hurtigt breder utilfredsheden sig.
Hvordan beviser man som journalist for eksempel – som forlangt af Wivel – at A.P. Møller samarbejdede med tyskerne af »hjertens lyst«, spørges der.
»Det kræver nærmest et kirurgisk indgreb. Måske gjorde A.P. Møller det af økonomiske grunde,« som én siger til JOURNALISTEN. »Kan vi så ikke skrive om det?«
Ordene om, at de kritiseredes »redelighed« ikke må udfordres, finder journalisterne dybt urimelig og ujournalistisk:
»På den baggrund kunne Berlingske aldrig have skrevet én eneste linje om den danske stats rolle i Thule-sagen,« som en erfaren Berlingske-journalist sammenfatter det over for JOURNALISTEN.
»Kritiske historier risikerer jo at bringe hædersfolks redelighed i tvivl. Jeg mener: Hvad skulle man ellers med journalistik? Ja, med aviser?!«
Efter en timelang debat fastslår mødet: Wivels svar er ikke en indrømmelse. Han har tværtimod fastholdt sit researchstop – og samtidig polemisk afvist, at han overhovedet har stoppet de tre journalister. Den facon opfattes af mødedeltagerne som »ekstremt arrogant.« Ord som »mistillid« og »nedlægge arbejdet« svirrer i luften.
Afstemningen om at lægge avisen ned ender 43-44 – arbejdet med lørdagsavisen fortsætter. Men inden mødet hæves klokken 18.15 har forsamlingen uden afstemning lavet et mistillidsvotum, som overrækkes Wivel i en kuvert. Samme udtalelse får bestyrelsens formand.
I udtalelsen erklærer medarbejderne »dyb mistillid« til Peter Wivel. Peter Wivel redigerer ikke avisen »ud fra gængse journalistiske principper,« hedder det. Medarbejderne konkluderer, at det »skader vores og Berlingske Tidendes omdømme.«

Wivels sorte liste
Den voldsomme kritik skyldes, at eksemplet ikke er enestående. I august 1998, efter tre dage i chefstolen, stoppede Wivel en historie om en politiker, der havde tætte forretningsforbindelser til en selskabstømmer. Allerede ved den lejlighed overvejede journalisterne på erhvervsredaktionen at nedlægge arbejdet. Artiklen kom senere på.
I januar 1999 stoppede Wivel en allerede opsat historie om, at Jyllands-Posten ikke længere ville husstandsomdele sin boligsektion i København. Wivel greb først ind efter, at bestyrelsesformand Ole Scherfig udtrykkeligt havde forklaret ham, at Berlingske ikke skulle skrive om konkurrenten. Bladets journalister fordømte Wivels følgagtighed over for bestyrelsen og kaldte den »forkastelig«.
Siden er Wivel trådt mere i karakter på Berlingske. Han roses højt for at have tilført avisen en sikker politisk linje, hvor man bevarer overblikket, og ikke blindt forfølger hverdagens konfliktdagsorden i det politiske liv.
Men flere påpeger en sort side af den »sikre linje«. Peter Wivel signalerer i dagligdagen, at visse typer kilder og vinkler har lavere status i avisen end andre.
»Under Kosovo-konflikten var det for eksempel ikke populært hos Wivel, hvis journalisterne brugte fredsforskerne som kilder,« forklarer en journalist.
»Han har så mange meninger, at han ikke vurderer kilder og historier professionelt, men personligt. »Den og den kilde har jord i hovedet. Han skal ikke i avisen!« siger Wivel for eksempel, bare fordi han ikke selv er enig,« opsummerer en anden journalist.
»Vores kritik skyldes også, at vi kommer i tvivl. Det skaber nervøsitet,« som én tredje journalist siger.
Men én ledetråd kan journalisterne finde. Næsten alt, der lugter af alternativ venstreorienteret tankegang, er mindre velkomment. Alternativ behandling kan for eksempel få Wivel til at se »ægte rødt«, lyder det. Da avisen i august for eksempel bragte en artikel om sten, der kan helbrede, var Wivel kritisk. Indtil han opdagede, at artiklen beskrev stenene som bedrag.
Flere journalister peger på en »hel skuffe« vinkler, som Wivel instinktivt er imod: Kritik af Nato og EU er bandlyst. På det seneste er kritik af gensplejsning også havnet på Wivels »sorte liste«.
»Det er næsten lige så slemt som A.P. Møller-kritik,« siger en kilde. »Næsten!«.

Aaen forbudt stof
Journalisternes angst for at avisen skal miste troværdighed næres også af, at A.P. Møller tidligere har sat et pres ind over for Berlingske.
Før Wivel blev chefredaktør troppede A.P. Møller-spidser op på avisen og kritiserede erhvervsredaktionens artikelserie om rederiets dobbeltmoral omkring værftsstøtte. Kort efter stoppede daværende chefredaktør Anne E. Jensen avisens dækning af sagen.
I det hele taget synes der at gælde særregler for A.P. Møller på Berlingske. Debattører har tidligere klaget over, at de ikke kunne få lov at føre en fair debat i Berlingske.
»Jeg har flere gange forsøgt at få bragt argumentation, men mit eneste indlæg i debatten optaget i de uger, der er gået, var redigeret i en grad, så alle argumenter var taget ud,« klagede således Enhedslistens folketingsmedlem Frank Aaen den 1. maj 1999 i Berlingske i en kommentar.
»Læserne havde i ugevis skældt mig ud og forlangt, at jeg skulle fremlægge dokumentation, fordi jeg havde udtalt mig kritisk om A.P. Møller,« fortæller Frank Aaen JOURNALISTEN.
I den periode, hvor læserne forgæves efterlyste argumenter fra Frank Aaen, fik han selv disse lederord med på vejen:
»Hvis der skal drages paralleller til fortiden, så har Frank Aaen med sin kommunistiske ballast et særdeles rigt materiale at forske i …,« lød det.
»Jeg skulle ned med nakken, fordi jeg havde kritiseret A.P. Møller. Jeg har i min tid som folketingsmedlem aldrig fået en så ussel behandling, som den, Berlingske gav mig,« siger Frank Aaen.
»Jeg kan kun gisne om motivet, men det er jo en kendt sag, at A.P. Møller har store interesser i Berlingske Tidende.«
Frank Aaen endte med at komme til orde i Berlingske. Blandt andet skrev han, at A.P. Møller »først og fremmest tænkte på rederiets økonomiske interesser, frem for hvad der var brug for i kampen mod tyskerne.«
Derpå havnede Aaen på Wivels sorte liste. Få uger senere havde avisens søndagsredaktion således planlagt at bringe et interview med Frank Aaen. Wivel forsøgte først helt at bremse interviewet – uden at forklare hvorfor. Derpå gennemgik Wivel det færdige interview med tættekam for at rense det for enhver kritik af A.P. Møller. Men den daværende søndagsredaktør stod fast og interviewet blev trykt uden ændringer.
Flere kilder påpeger, at Wivels modstand mod visse vinkler og kilder mere skyldes hans eget opgør med fortiden, end egentlige sympatier for A.P. Møller og den øvrige ejerkreds.
»Han er blevet mere hellig end paven. Hvor andre borgerlige kan udvise frisind, fordi alle ved, de er borgerlige, der slås Peter Wivel med, at alle ved, han har været aktiv på venstrefløjen. Derfor er der ikke plads til storsind hos ham,« siger en kilde, der har fulgt ham på Berlingske Tidende.

Et godt råd
Efter en hel lang weekend at have sundet sig oven på medarbejdernes kritik, spørger Peter Wivel mandag den 11. oktober fællestillidsmand Jens Langergaard, hvordan konflikten kan løses.
Den aktuelle sag kan Wivel klare ved at vedstå, at han beordrede et researchstop, og at han beklager det. Så er den sag afklaret, fortæller Langergaard Wivel. Men den generelle mistillid kan kun fjernes gennem et langt, sejt træk.
»Medarbejderne er grundigt trætte af, at Wivel polemiserer. Han må vedstå, at han har udvist mistillid til medarbejderne. Og det må han gøre hurtigt!« sammenfatter Langergaard. »Og så må der i fremtiden være sammenhæng mellem det, der siges ved festlige lejligheder, og det, der signaleres i dagligdagen om journalistikken i avisen.«
I dag har de tre journalister fået grønt lys til at fortsætte arbejdet med historien, ligesom Peter Wivel indkaldte avisens journalister til stormøde den 26. oktober, hvor han beklagede forløbet.
»Min fejl var, at jeg ikke stolede på, at de tre journalister selv kunne foretage den journalistiske vurdering af, hvorvidt historien skulle laves eller ej,« siger Peter Wivel.
»Det fundamentale i denne sag er, at jeg skulle lade journalisterne fortsætte. Og så var de enten nået frem til en god historie, eller de havde selv set, at der ikke var nogen historie. Fejlen var jo, at jeg ikke kunne vide, hvilken konklusion og hvilke resultater, de måtte nå frem til«.
Jens Langergaard ser lys i mørket:
»Peter Wivel har snakket sagen igennem med de tre journalister og indkaldt til stormøde. Der er tydelige tegn på, at han selv kan se problemet. Medarbejderne kan kun håbe at både det konkrete og generelle problem afklares – situationen er ikke behagelig.«

   
 
   
 
Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen