I starten af december udlovede et indflydelsesrigt pakistansk parti en dusør på 50.000 kroner for slå de danske bladtegnere ihjel. Det var en dramatisk nyhed gennem flere dage. I dag ved ingen, om der nogensinde har været en dusør. Det står dog fast, at mediestormen skabte en øget trussel mod de 12 tegnere.

TORNADO. »Dusør for at dræbe profet-tegnere.«

Tophistorien på Berlingske Tidende fredag den 2. december var vigtig. En af den slags historier, der i løbet af 24 timer tager alle keglerne: Ritzau, formiddagsaviserne, rækken af radioaviser, TV AVISEN, TV 2/NYHEDERNE, alle de andre trykte aviser og alt det løse.

Berlingskes nyhed den 2. december starter sådan her:

»Det begyndte som en protestdemonstration for snart to uger siden med nogle tusinde deltagere i den pakistanske hovedstad Islamabad. Men det er endt i vidtrækkende dødstrusler mod de danske tegnere bag Jyllands-Postens omdiskuterede karikaturer af profeten Muhammed og en udlovet dusør svarende til 50.000 kroner til den eller dem, der kan forvandle truslerne til virkelighed.«

Ingen danskere kunne være i tvivl om, at det var alvor.

Af artiklen fremgik det, at dusøren var fremsat af det 'indflydelsesrige' og 'religiøse parti' Jamaat-e-Islami og dets ungdomsorganisation. Af artiklen fremgik det også, at truslen og dusøren var kommet frem på en demonstration, og at partiet efterfølgende havde fået budskabet spredt via pakistanske medier og diverse løbesedler.

Hovedkilden til historien var ingen ringere end Danmarks ambassadør i Pakistan, der på forsiden af Berlingske Tidende kalder situationen alvorlig.

Det kunne alle være enige i. Blandt andre Danmarks statsminister, der som flere andre sammenlignede dødstruslen med fatwaen mod Salman Rushdie.

Og der er formodentlig en del læsere af denne artikel, der stadig tror, at et 'indflydelsesrigt pakistansk parti' har udlovet en dusør og spredt budskabet gennem medier og løbesedler.

Det er bare forkert.

Sandheden er, at ingen i dag kan sige med sikkerhed, om der overhovedet har været udlovet sådan en dusør. Sandheden er, at det aldrig har stået på løbesedler, men at den såkaldte trussel udelukkende har stået i bunden af en note i en lokalsektion i et pakistansk dagblad. Og sidst men ikke mindst: Manden, som skulle have udlovet dusøren, afviser at have sagt det. Og fastslår, at der ikke er nogen dusør.

Derfor sidder nogle af de mennesker, der fulgte mediestormen tæt i dagene efter den 2. december, og ryster på hovedet i dag.

»Man får indtrykket af, at der er et par jumbo-fly, der kan lette fra Pakistan hvert øjeblik og flyve til København for at udslette de her bladtegnere. Men sådan er det jo ikke. Det her handler om en lille notits. Der er ikke nogen løbesedler. Ingen offentlige udtalelser,« siger Lars Erslev Andersen, der blev ringet op af journalister flere gange, fordi han blandt andet er ekspert i international terrorisme ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet.

Jørgen Bæk Simonsen blev som islamforsker ved Københavns Universitet også kontaktet af medierne. Han fulgte sagen tæt gennem medierne og mener, at de danske medier har svigtet totalt.

»Efter min bedste mening er denne her sag pisket op i et leje, der ligger adskillige divisioner over, hvad den er værd,« siger Jørgen Bæk Simonsen.

Han er fuldstændig overbevist om, at den reelle trussel ikke eksisterer.

»Der er en eller anden demonstration med mellem 250 og 2.000 demonstranter. At der er en eller anden ungdomsformand, der i et opildnet øjeblik siger, at disse tegnere skulle straffes med døden, skulle slet ikke overraske mig. Men man bliver jo nødt til at sætte det ind i en sammenhæng,« siger Jørgen Bæk Simonsen.

Da Berlingske Tidende udkom med 'dusør-forsiden', fik alle andre travlt. Politiken indkaldte freelancejournalist Simi Jan om formiddagen, og her mødtes hun med et lille hold, der aftalte, hvordan de kunne følge op på sagen. Og hvordan de kunne komme videre, selv om samtlige elektroniske medier kører nonstop.

Simi Jan er 26 år og har det stærke kort, at hun er fra Pakistan og taler urdu, det officielle sprog i Pakistan. Hun fik opgaven at skrive en baggrundshistorie om partiet, der ifølge Berlingeren stod bag dødstruslerne.

Men allerede da hun begyndte at ringe rundt i Pakistan – blandt andet til journalister – gik det op for hende, at ingen havde hørt om sagen derude.

»Jeg havde forstået det, som om alle medier i Pakistan var fyldt med de her ting. Og så begyndte jeg selv at blive nysgerrig,« siger Simi Jan.

Resten af weekenden står danske politikere i kø for at fordømme truslerne fra Pakistan. På forsiden af Jyllands-Postens lørdagsudgave forsikrer Anders Fogh Rasmussen, at 'alle relevante myndigheder vil tage de skridt, der skal til for at sikre både enkeltpersoner og det danske samfund'.

Lynhurtigt bliver der sat et kritisk lys på Politiets Efterretningstjeneste (PET), der har kendt til truslerne i 14 dage uden at gøre noget. Det synes flere bladtegnere og politiske partier er kritisabelt. PET prøver at forklare, at tjenesten har undersøgt den pakistanske organisation og er kommet frem til, at bladtegnerne ikke er i konkret fare. Men efter den danske mediestorm er situationen pludselig en anden. Som PETs chefkriminalinspektør, Hans Jørgen Bonnichsen, udtaler til Jyllands-Posten:

»Det er klart, at sådan en offentliggørelse kan inspirere ubefæstede sjæle. Vi er nu på tæerne, også i forhold til tegnerne, fordi der altid er mærkelige mennesker på denne jord, som kan føle sig inspireret.«

Simi Jan arbejder videre på Rådhuspladsen. Hun finder hurtigt ud af, at truslen kun har været refereret i én pakistansk avis. Den centrale formulering med, at 'budskabet er spredt gennem medier og løbesedler,' er altså direkte forkert.

Man kan heller ikke sige, at det er det 'indflydelsesrige parti' Jamaat-e-Islami, der står bag den påståede dusør. I stedet er det partiets ungdoms-organisation, Shabab-e-Milli.

Efter en lang række opkald til Pakistan får Simi Jan fat på formanden for denne ungdomsorganisation.

Han er stærkt oprevet over Jyllands-Postens tegninger, som han mener er lavet for at såre den muslimske verden. På spørgsmålet om, hvorvidt der er udlovet en dusør ved demonstrationen, svarer han:

»Måske sagde en eller anden det – jeg hørte det ikke. Der var mange mennesker til demonstrationen, og man ved ikke, hvem der siger hvad. Jeg hørte det ikke. Det er desuden ikke vores politik at slå folk ihjel.«

Simi Jan beslutter sig om søndagen for at få fat i den artikel, som satte det hele i gang. Kilden til det hele.

For selv om ingen af de mennesker i Pakistan, hun taler med, har hørt om sagen, så har artiklen jo været bragt. Det ved hun fra ambassadøren i Pakistan. Ligesom Jyllands-Posten har haft fat i en pakistansk journalist, der har skrevet om dusøren. Den pakistanske journalist 'garanterer' over for Jyllands-Posten, at det er korrekt, at dusøren blev udlovet på demonstrationen.

Simi Jan kontakter også dagbladet Nawa-e-Waqt, og efter adskillige forsøg lykkes det at få én til at faxe den 14 dage gamle artikel.

Men faxen ser ikke ud, som hun har regnet med: Det er nemlig ingen artikel. Men en lille note.

»Så tog jeg den med ind på redaktionen og sagde: 'Det er den her, der har skabt alt det røre!'«

Noten indeholder ganske rigtigt en omtale af en demonstration mod JPs bladtegninger. De sidste to linjer i noten kan oversættes til følgende citat:

»Den, der slår tegneren ihjel, vil blive belønnet med 500.000 rupees af Shabab-e-Milli«.

Så var kilden til det hele opsporet. Og da hun læser noten, gør Simi Jan en interessant opdagelse:

Manden, der er citeret for at have fremsat truslen, er identisk med manden, hun talte med dagen i forvejen – formanden for ungdomsorganisationen Shabab-e-Milli. Derfor ringer hun igen. Nu med viden om, at hun rent faktisk har manden i røret, der er den direkte årsag til, at statsministeren og resten af Danmark tror, at der hænger en fatwa over 12 danskeres hoveder.

Dagen efter citerede Simi Jan formanden for følgende:

»Jeg mener ikke, at jeg sagde det på den måde, som det er skrevet i noten. Jeg sagde, at hvis USA og de vestlige lande kan udlove dusører for terrorister, så burde vores regering også udlove en dusør på 500.000 eller 1.000.000 rupees for tegnerens hoved, hvis ikke han undskylder.«

Og videre:

»Vi går ikke rundt og udlover dusører – vi har ikke penge nok til at give så meget til nogen.«

Ungdomsformanden siger altså, at han er fejl-citeret. I det første interview afviste han at kende til dusøren. Derfor mener Simi Jan ikke, at ophavsmandsmanden til hele balladen 'fremstår som særligt troværdig'.

– Men tror du, at der virkelig er fremsat en dusør ved den demonstration?

»Jeg ved det ikke,« svarer hun langsomt og tilføjer:

»Jeg var der ikke. Desværre.«

Tilbage står mindst ét spørgsmål: Hvis der rent faktisk blev fremsat en dødstrussel af formanden for ungdomsorganisationen, hvorfor blev den så gemt væk i bunden af en note i en lokalsektion? Og hvorfor skrev ingen andre pakistanske aviser om sagen?

Nyhedsredaktøren for avisen, der bragte noten, kommer i Politikens mandagsavis med et svar, der måske kan bruges:

»Her er det mere eller mindre normalt, at folk kommer med dødstrusler – specielt i forbindelse med demonstrationer. Derfor har historien ikke fået megen opmærksomhed.«

Hjemme i Danmark mister historien også hurtigt pusten, selv om dødstrusler heldigvis ikke er hverdagskost. Måske fordi det går op for pressen, at balladen skyldes en note på en lokalside.

Men dementier kommer der absolut ingen af. Berlingske Tidende, der med sin solohistorie har løbet det hele i gang, løber tør for krudt søndag, hvor avisen nøjes med at bringe et lille to-spaltet Ritzau-telegram.

Nogle på Politiken undrer sig dog over forløbet. De ringer derfor til den danske Pakistan-ambassadør, Bent Wigotski, og stiller ham en række kritiske spørgsmål ud fra den tese, at han har 'blæst unødigt til ilden de sidste par dage', som det bliver formuleret.

Det mener den danske ambassadør ikke, at han har. Han svarer, ligesom han allerede har gjort mange gange, at dødstrusler i Pakistan er en alvorlig sag. Og dermed stopper den mediestorm. Eller rettere det kapitel i bladtegner-sagen.

Måske burde vi lige have med, at Berlingske Tidende rent faktisk bringer en note om, at Shabab-i-Milli afviser at have fremsat en dusør. Det sker onsdag. Fem dage efter avisens forsideartikel. Afvisningen kommer pudsigt nok i en note fra det franske nyhedsbureau AFP, der ligesom Politiken – og senere Jyllands-Posten – har talt med ophavsmanden til hele balladen.

Det er på baggrund af ovenstående forløb, at blandt andre Lars Erslev Andersen fra Syddansk Universitet og Jørgen Bæk Simonsen fra Københavns Universitet kalder sagen for medieskabt.

Og det store spørgsmål er også, hvordan en påstået dusør omtalt i en lille note i en lokalsektion i et pakistansk dagblad kan eksplodere, som den gjorde. For selv om en ungdomsformand skulle have fremsat truslen til en demonstration, er de fleste i dag mindst enige om, at den fik en tand for meget.

Hvem har ansvaret for det?

»Dem, der fortæller det,« siger Jesper Larsen, der er Berlingske Tidendes politiske redaktør og pennefører på den solohistorie, som fik det hele til at køre.

Med svaret mener han ikke sig selv, men derimod Udenrigsministeriet – og i særlig grad ambassadør Bent Wigotski.

»Jeg vil ikke ud i polemik med ambassadøren, men jeg har jo ikke siddet og fundet på, at der skulle være 'løbesedler', og at historien skulle være ude i 'flere medier'. Det er jo, fordi jeg får det at vide.«

Ambassadør Bent Wigotski afviser på den anden side over for Journalisten at have talt om 'løbesedler' og 'flere medier'. Og dermed havner vi atter hos Jesper Larsen.

– Burde du ikke have tjekket med flere kilder?

»En avis er ikke sandhed dag ét. Man bliver klogere og klogere. Der kommer flere og flere kilder på.«

– Du kunne have ringet til organisationen, der skulle have fremsat dødstruslerne.

»Det kunne man godt. Men man kan ikke gøre alt. Sådan er aviser ikke. Jeg vil stadig fastholde, at hvis man snakker med en dansk ambassadør, fordi der sker noget i hans land, så kan man som udgangspunkt tage det for gode varer. Det vil jeg mene,« siger Jesper Larsen.

Og dermed har vi en lang sag uden nogen egentlig skurk. Men med mindst 12 ofre. Den danske mediestorm bidrog nemlig til at gøre livet farligere for de 12 bladtegnere.