search

Dur eller Moll – en DR-ekschefs bekendelser

Så kom katten ud af sækken. Naturligvis til de pæne ords parade.

Så kom katten ud af sækken. Naturligvis til de pæne ords parade. Pressemeddelelsen er dog sjældent tør, inden analyse- og lækageapparatet træder i karakter, så den rigtige version kan komme til torvs. Dur eller mol alt efter ørerne, der hører. Eller skal vi sige Moll – for naturligvis trak lynfyringen efter 17 dages ansættelse som underdirektør i DR Programproduktion af den tidligere B.T.-redaktør Suzanne Moll de første overskrifter. Altså, efter offentliggørelsen af det veltilrettelagte los i buksebagen til direktør Mette Bock.

Tillad mig at gå i selvoptaget bekendelsesklumme fra et hak længere nede i systemet, da jeg for tre år siden trådte ind i en trekvartfærdig DR Byen som nyansat redaktionschef på DR Sporten. Rundstykker med medarbejderne, og det her skal nok blive godt. 14 dage senere gik vi i Moll. Sparerunde, omstrukturering og chefstoledans af surrealistiske dimensioner til en divisionsstruktur, stort set ingen kunne overskue. Hverken høj, mellem eller lav.

I et sammensurium af nyudnævnte divisionschefer, såkaldte menneskechefer, P-chefer (vist ikke ment som parkering) og divisionering af 3.000 ansatte kæmpede jeg naturligvis for en vis personlig overlevelse i DR Programproduktion. Jeg var ny i huset, og Sporten blev offentligt erklæret noget nær nedlagt. Farvel til rettigheder til større sportsbegivenheder og nyhedsformidlingen skruet ned på vågeplus. Så galt gik det heldigvis ikke, fordi en stor nordisk mediekoncern kunne bruge rettighederne som løftestang i kampen om den attraktive digitale gatekeeperrolle i Danmark.

En af landets mest lovende studieværter, Peter Møller, sagde op i demonstrativ affekt, men ellers endte det forventede blodbad i en mild fyringsrunde med to afskedigelser, der i efterspillet alligevel blev reddet og resten klaret ved ledige jobnumre og livremmen endnu et hak eller to ind. Selv endte jeg i en rolle som projektleder, men forblev på chefkontrakt et stykke tid, fordi jeg så hovedkulds var landet i en kaotisk situation. Sådan en blanding af redaktionschef, redaktionsleder, souschef eller bare lus mellem et mediemonstrums negle.

Vandingshuller, brugerorienteret NABC-innovationsmodel med en hårdt tilkæmpet tur til Californien for at få den ind med ske fra forreste semiakademiske række, røde og grønne hatte, strategiudvikling og programkoncepter i daglig udveksling med den parallelle magtfaktor DR Medier eller chefredaktionen: ”Og hvad laver den studievært på Sporten, uden vi har godkendt det?”
Tværdivisionel rekruttering, mest den forkerte vej, fordi folk i frustration søgte væk fra Sporten, og vi med nød og næppe kunne finde erstatning andetsteds i huset. Vagtplaner, der ikke kunne hænge sammen, og lille stakkels mig i et planlægningshelvede i det muliges kunst. Grå hår, utilfredse medarbejdere (og kone), 60 timers arbejdsuger og limbo mellem overenskomst og chefkontrakt. Hvor refererer jeg, hvor er min trygge havn, når stormen går højt?

Jeg valgte som oftest medarbejderne og journalistikken som personligt bolværk. Dér, hvor loyalitet baserede sig på faglighed og daglig iver for enten at give den en skalle eller gøre en forskel. Og rettede sammen med dem frustrationen mod min egen pseudoagtige ledelsesplatform og naturligvis højere op i huset, hvor Mette Bock havde sat sig godt til rette i stolen. Min oprindelige sportschef havde søgt nye veje indenhus i sparerokaden og var blevet erstattet af levebrødspotent usynligt lederskab i skikkelse af en flink dame, der aldrig nogensinde tidligere havde beskæftiget sig med sport.

Men det var heller ikke meningen, for den flinke og nogle gange sjove, også bryske, dame havde også ansvar og projekter på DR Bornholm og i Næstved og i den dur. Næh, jeg havde sammen med mine to øvrige projektlederkolleger bolden, og hvis hun som min nærmeste chef fuckede rekrutteringen eller vagtplansgrundlaget op eller bare ikke anede, hvad hun talte om, måtte jeg stå på mål for selv samme bold, der havde for vane at komme lige lukt tilbage i snotten på ledelsen. Men hvis der ellers var noget, kunne jeg jo ty til tillidsmanden, eller…

Nå, men min konfrontatoriske tilgang til dobbeltspillet tog til i mailstrømmen. Rettet mod min nærmeste chef. Helt ud, så jeg selv foreslog at skifte til redaktionssekretær, fik grønt lys og alligevel kolde tæer i forhold til, kald det bare faglig stolthed eller almindelig ærekærhed. Da det blev for meget, kunne jeg da prøve at gå helt op og klage min og redaktionens nød. Helt op til direktør Bock og en mageløs faglig ignorance, som man skulle lede længe og helt over til min gamle arbejdsplads og direktørens seneste position på JydskeVestkysten for at matche. ”Du er godt nok vred, Kurt, og hvor kommer den vrede fra?” I den retning svarede hun på min mail.

Knap så fagligt dygtige direktører har for vane at klare dagen og vejen ved at have endnu dygtigere folk under sig. Hvis man lige ser bort fra damen i min daglige reference. Men det tredje led, eller det mellem min foresatte og direktøren så da, divisionschefen? Også en nogenlunde flink dame med lidt skingert toneleje, som altså stod med det mellemoverordnede ansvar for DR Sporten, havde jeg haft med på mailens cc.

Damen havde engang i en fjern fortid været med som radiotekniker til et OL, og da vi en dag diskuterede sponsorering, kunne hun da berette om en drabelig ballade i sin tid på DR Fyn, da hun havde været med til at udlodde cd’er væk i en radioquiz, så dét kendte hun alt til. Hun havde vist sig et par gange på Sporten på gennemrejse. Men en enkelt gang var hun stoppet op, havde taget sine højhælede af, fordi det var lidt for varmt, og stillet sig op midt i lokalet i bare tæer og proklameret, at det nok skulle gå alt sammen.

Mine surt opsparede opsigelsesmåneder fra JydskeVestkysten og Berlingske Tidende, som jeg havde insisteret på at beholde i chef- og medarbejderkontrakten, kom derfor behændigt til deres ret, da jeg efter halvhårde forhandlinger bad om og fik den fratrædelse, som de tre damer på min ledelsesvej godt kunne se var en måde at bearbejde vreden på. Lønnen løb ud for nogle få måneder siden med blog- og bogproduktion som gangbart alternativ. Og en rigtig, rigtig flink dame som min nuværende nærmeste reference – ej at forglemme tøserne og vores hunkat.

SportNyt i primetime var og er underlagt helt horrible produktionsvilkår som public service-nyhedsformidler. Det mest privilegerede nyhedsprogram på sportsfronten, fordi det ligger med såkaldt lead in fra den øvrige nyhedstime på DR 1, og derfor bliver set af en halv million mennesker og lidt til næsten hver eneste dag. Den position forpligter. Det samme gør Sport på 3’eren, Dr.dk/sporten, AftenTour, Sport 2009 og sågar FCK-Randers i superligaen på DR 1 på søndag.

Men for dælen en god nyhed, selv om man ikke sådan skal gå rundt og ønske andre menneskers modgang. Jeg har dog i dag set Mette Bock citeret for, at der sikkert venter et eller andet sjovt lige omkring hjørnet. Sikkert lige så sjovt som dengang, hun i arbejdstiden luskede rundt med tilstræbt kendermine til en kunstudstilling i Vestjylland, fordi hun havde fundet lidt ekstra licenspenge i sit DR-budget til at udsmykke kontoret med.

I hendes slipstrøm bryder DR divisionerne ned, og Sporten vender tilbage under Nyhederne, hvor den rettelig hører hjemme efter et smertefuldt sidespring. Fagligheden er på vej tilbage til DR Sporten. I ledelsen af den. Blandt medarbejderne har den altid været der. Det, tror jeg, kommer både seere, lyttere og brugere til gode. Mon ikke det er selve meningen. Og tillykke med det…

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen