search

Dumping af løn dumper kvalitet

Freelancernes honorarer er under voldsomt pres i langt den overvejende del i de trykte medier.

Freelancernes honorarer er under voldsomt pres i langt den overvejende del i de trykte medier. Det gør det langt vanskeligere for den enkelte freelancer at levere det kvalitetsprodukt, som aviser og magasiner skal leve af. Derfor er det meget kortsigtet, når udgivere presser prisen på freelancearbejde så meget ned, som flere af DJ's selvbeskæftigede i øjeblikket oplever.

Jeg finder det forstemmende, at honoreringen skraber den bund, der får dygtige selvbeskæftigede til i skarpe vendinger at konstatere, at det næppe er umagen værd at levere stof til eksempelvis en række dagblade. Samtidig udtaler chefredaktør for Kristeligt Dagblad, at han synes markedet i forvejen er alt for reguleret og har det tilsyneladende helt fint med at dumpe prisen på freelance-stof.

Det er noget af en selvmodsigelse, arbejdsmarkedet skriger lige præcis på regulering, og derfor var en aftale på freelanceområdet også på forhandlingsbordet meget længe under de nu overståede overenskomstforhandlinger med dagbladene, men udgiverne ville ikke indgå aftaler her. Med den nuværende udvikling kan dette krav kun blive større.

Hverken DJ, de fastansatte eller freelancerne kan bare se til, mens en stigende del af produktionen lægges ud i entreprise til vilkår, der undergraver vores overenskomster.

I DJ skaber et stigende antal medlemmer deres eget job, og vi står klar med rådgivning, vejledninger og kompetenceudvikling til dem. Selvbeskæftigede i andre dele af branchen kompenseres økonomisk for den eftertragtede fleksibilitet som en vigtig resurse, der løser specialopgaver og/eller tager fra i spidsbelastninger, så produktionen hænger sammen. Sådan bør det også være inden for trykte medier, og et vigtigt skidt på vejen er, at freelancere og tillidsfolk holder hinanden orienteret om lønniveauet.

Alle, både journalister og arbejdsgivere erkender, at den vigtigste målestok for den trykte presse er dens kvalitet, ikke dens kvantitet. Det er kvaliteten, der skaffer læsere, fordi det er kvaliteten, der sikrer den troværdighed, som trækker læsere til.

Hvis nogen skulle have overset det, må jeg minde om, at politikerne i disse måneder er ekstremt optaget af, hvordan aviserne udvikler sig troværdighedsmæssigt og kvalitetsmæssigt. Det har ført til en meget alvorlig debat om mediernes helt afgørende selvregulering

Kort sagt, det betaler sig at satse på kvalitet, og det koster. Derfor er det i alles interesse – også udgivernes, at der bliver sat ordentlig pris på ordentligt arbejde.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen