At der stilles ufatteligt mange ligegyldige spørgsmål, må være tydeligt for enhver, der så det helaftensfilm-lange pressemøde med Lars Løkke Rasmussen, hvor han beklagede, at han for bistandsmidler havde fløjet på 1. klasse.
Hvordan var der på første klasse? Drak du champagne? spurgte pressens udsendte.

De seere, som orkede at se seancen, må have endt med sympati for Løkke.
Kunne flere af journalisterne ikke have researchet egne vinkler, inden de mødte op til pressemødet?

Hvorfor accepterer man Lars Løkke Rasmussens forklaring om, at hans datter kedede sig, da hun fik en rejse til Rio? Kan en ung pige ikke beskæftige sig selv i verdens fedeste storby?
Hvorfor lagde GGGI ud for Løkkes datters private billet – den slags må de ikke i staten? Hvorfor blev bistandsmidler brugt på, at Løkke og konen fløj til Seoul for 116.000 kroner, for at Løkke kunne modtage en medalje? Ifølge programmet blev turen brugt på ekskursioner. Gav Danmark 90 millioner i støtte til GGGI, for at Lars Løkke Rasmussen kunne få formandsposten? Hvem vidste hvad og hvornår om moradset i GGGI?

I stedet blev resultatet ofte ligegyldigheder.
Jyllands-Posten bragte historien ”Løkke talte usandt om diætpenge”. Det handlede om 143 dollars, som han ikke havde nævnt. Åh gud!
I iveren for at finde nye Løkke-vinkler glemte pressen proportionerne.

Jeg har prøvet det før.
I 2008 var jeg på Nyhedsavisen med til at starte Lars Løkke Rasmussens første bilagssag med Michael Lund, nu DR Nyheder. Vores første historie var, at Løkke havde brugt 13.000 skattekroner på at tage på studietur til Rom. Løkke tog hjem, inden det faglige program begyndte. Også dengang endte det efter få uger i historier om småbilag for at holde sagen i gang. Sager, som må have irriteret læsere og seere. De irriterede mig.

Jeg har dækket personsager nok, men vil til min dødsdag forsvare, at de er væsentlige. Mere relevante end, hvordan partierne positionerer sig, og politiske kommentatorer, der ser på politik som fodboldkampe. Det er vælgernes holdninger til politikere, der afgør, hvor de sætter deres kryds. De stemmer på personer med gode og dårlige træk. Det er derfor, at Løkkes sag kan aflæses på meningsmålingerne.

Personsager bør ikke handle om politikeres privatliv, men om, hvordan de håndterer de midler og den magt, som vælgerne har betroet dem.
Politikere siger, at de hader personsager, men ofte oplever du som journalist, at de samme politikere, som kritiserer medier, uden for citat spreder smuds om politiske modstandere.

Enhver, som læser blandt andet norske, svenske eller australske medier, vil vide, at her fylder personsager langt mere end i Danmark.
Tag den engelske morgenavis Daily Telegraphs dækning af parlamentsmedlemmers bilag, der kostede 16 politikere jobbet. Mange faldt for småbeløb. Engelske morgenaviser er benhårde og bruger undercover-metoder mod politikere, som man aldrig ville bruge i Danmark.

Endelig siger nogle, at journalister bringer sådanne historier, fordi de ikke magter at sætte sig ind i substans. Vås. Relevante personsager er substans og ofte sværere at dokumentere end sager om dårlig embedsførelse. 

– Lars Fogt, journalist