GENVEJ. Journalistskolerne har for længst indført undervisning i de elektroniske medier. Men bliver eleverne kun trænet i at fungere i "kulisserne" med idemæssigt og redaktionelt arbejde? Jeg spørger, fordi man hyppigt på diverse radio- og tv-kanaler i underholdnings- og nyhedsudsendelser hører eller ser værter og værtinder, der bogstaveligt talt kommer lige fra gaden, eller som har haft alt andet end et job som journalist.
Det er især de mindre radiokanaler og de produktionsselskaber, der leverer udsendelser til tv-stationer, som har en forkærlighed for at stampe unge op, som i øvrigt hurtigt får stjernestatus gennem nærmest royal omtale i den skrevne presse. Og efter kort tid bliver de optaget i Dansk Journalistforbund.
Egentlig burde det være omvendt. At man – når man vil arbejde ved radio og tv – først får en journalistuddannelse og derefter bliver ansat på en radio- eller tv-station eller et produktionsselskab.
Har vort forbund egentlig kendt sin besøgelsestid? Bliver produktionsselskaberne gjort opmærksom på, at der hvert år uddannes mange unge mennesker på journalistskolerne, og at nogle af dem sandsynligvis vil være velegnede som studieværter? Eller er Dansk Journalistforbund i sin volumensyge kun interesseret i at få så mange medlemmer som muligt, uanset på hvilken måde det sker?
– Bent Johansen, freelancejournalist
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.