Medlemmer af Dansk Journalistforbund vil ikke længere automatisk få udstedt et pressekort. I fremtiden skal man bede om et pressekort, hvis man selv finder det relevant i arbejdet. Forslaget er vedtaget af Dansk Journalistforbunds delegeretmøde. (Opdateret) .
Hovedbestyrelsen havde stillet forslaget med henvisning til beskyttelsen af respekten for pressekortet som arbejdsredskab: "Ved at ændre reglerne fra, at alle som udgangspunkt får et pressekort, til at man aktivt skal henvende sig om det, bliver der en større sikkerhed for, at medlemmer uden nogen som helst anledning til at anvende pressekortet vil bede om det."
Samtidig forkastede delegeretmødet et mere vidtgående forslag fra Kaj Spangenberg, Kreds 1. Han ville begrænse pressekortet til "de medlemmer af DJ, der bedriver journalistik". Ved journalistik forstår Kaj Spangenberg arbejdet med "nyhedsformidling, features eller kommentarer til pressen, hvad enten dette udøves på papir, i tv, radio eller online".
Ifølge Kaj Spangenberg bør det ikke være op til det enkelte medlem at finde ud af, om man har brug for pressekortet, men til hovedbestyrelsen i DJ.
»Det er uholdbart, når forbundet har mere end 14.000 medlemmer, som alle har et pressekort selv om mange ikke har noget at gøre med journalistik. Det er med til at devaluere kortet i alles øjne, så politiet nu ikke længere respekterer kortet. Pressekortet skal være eksklusivt. Journalistik skal være eksklusivt,« sagde Kaj Spangenberg.
Under debatten kom der mange eksempler på brug og ikke mindst misbrug af pressekortet, som for eksempel at drible forbi en tre timer lang museumskø og spadsere helt op foran med pressekortet i hånden – også forbi de handicappede.
Nicolai Würtz, som er formand for TVGRUPPEN, var en af de mange, som alligevel tordnede mod, at DJ skulle opdele medlemmerne i et pressekort-hold og et B-hold.
»Vi diskuterer forbundets medlemmers dømmekraft. Jeg arbejder med satire og har normalt aldrig brug for pressekortet, men den dag, vi fik ny presseminister, skulle jeg have det op af lommen. Den bedste sikring er, at vi har det i lommen til den dag, man har brug for det. Vi må have respekt for hinanden og respekt for hinandens dømmekraft,« sagde Nicolai Würtz.
Rene Simmel fra Ekstra Bladet havde også et bud på, hvordan det nye medlemskort skal se ud – altså det kort, alle får uden at bede om det. Det skal være farvestrålende.
»Så kan man klikke sig ind på nettet med et flot kort i fine farver, og så kan man klikke sig ind på forbundets medlemssite og se, hvad man kan købe af poser og guldmønter og hvad man ellers vil sælge,« sagde Rene Simmel.
Formand for pressefotograferne og medlem af hovedbestyrelsen, Lars Lindskov, mente ikke, at det er udbredelsen af pressekortet, der giver fotograferne problemer med politiet, men snarere mængden af medier.
»Pressekortet er presset som arbejdsredskab. Men det er ikke antallet af pressekort, som bestemmer vores forhold til politiet. Det skyldes, at antallet af medier er steget så massivt, at politiet begrænser adgangen. Det problem løser vi ikke ved at fratage nogle medlemmer pressekortet mod deres vilje,« sagde Lars Lindskov.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Du kan læse mere her om det vedtagne forslag - og begrundelsen.
mvh
Jens Jørgen Madsen.
Skal man også bede om pressekort, når det skal fornys?
Det er det bedste forslag, der er vedtaget gennem årtier.
Tak for det!