MOTORJOURNALISTIK. Journalisten skriver i nummer 9: "Motorjournalister stiller krav til luderture". Er det en klumme? Er det satire? Nå nej, nu genkender jeg den: Det er en fordom. En af de rigtig gode: Motorjournalister er fede læs, der rejser verden rundt på første klasse betalt af erhvervslivet. En klassiker, man altid kan bruge, hvis man mangler noget at sige, eller hvis man for eksempel skriver et fagligt indlæg og synes, at det godt kunne piftes op, eventuelt med en bitter bemærkning. Her er 'motorjournalister' godt i en bisætning, det har samme klang som 'brugtvognsforhandler', og man risikerer ikke noget ved at bruge det.
For at gøre sådan en gammel svend aktuel tilfører Jakob Albrecht et tvist.
Det viser sig, at motorjournalisterne nu også er begyndt at stille krav til deres rejser. Selv om det hele er en aprilsnar, citeres en anonym kilde fra en bilimportør for "flyver på første klasse", "vartes op i alle ender og kanter" og "de er så forkælede, at de ikke gider tage med, hvis importørerne bestemmer, hvilke afgange de skal flyve med".
Det er en fornøjelse at se, at Journalisten beskæftiger sig med vores lille hjørne af faget. Det er vi ikke vant til, det var næsten for galt, og så på side fire. Der er mange spændende emner at skrive om: Sprog, tone, indledninger, brug af billeder, tal direkte til læseren, fortæl den gode historie, brug originalt sprog, rediger konstruktivt.
Selvfølgelig skal vi ikke indgå ulækre alliancer med industrien, så kom endelig med kritik, hvis det sker. At fremhæve citatet "Det er endnu et eksempel på, hvor rådne nogle motorjournalister er", som er baseret på en kommentar fra en anonym kilde til en aprilsnar, er måske ikke den mest opbyggelige form for kritik. Nej, vi rejser ikke på første klasse, og nej, vi stiller ikke krav. Ærlig talt, grow up, det er 2008 – at rejse med fly er et mareridt for alle.
Jeg har aldrig oplevet så samvittighedsfulde og arbejdsomme kolleger som dem, jeg har nu. Vi brænder for emnet, og det gør vore læsere også. Skriver vi en luderhistorie, går der tre sekunder, før vore læsere gennemskuer det og går et andet sted hen.
Det er fint at bringe etik i motorjournalistik op, men kunne vi begynde et andet sted end med en aprilsnar?
Steen Bachmann, journalist, Bil Magasinet
Svar
MOTORJOURNALISTIK. Vi syntes, det var en interessant historie, at en aprilsnar – med et gran af alvor – fra motorjournalister blev taget alvorligt af bilindustrien. I stedet for at slå sig på lårene af grin, tog nogle af bilimportørerne joken alvorligt, fordi den levede op til fordomme og tidligere erfaringer. Det bør give stof til eftertanke.
Det er ikke bilimportørerne, der har fortalt, at flyturen sker på første klasse. Det er en motorjournalist. Argumentet er, at på første klasse er der større sandsynlighed for, at man får et ledigt sæde ved siden af og dermed mere plads. /
Jakob Albrecht, journalist, Journalisten
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Du kan selv være en luder II
Vi er mange, der på begge sider af hegnet undrer os over den artikel Jakob Albrecht og Journalisten bragte til torvs i nummer 9, og som kollega Bachmann kommenterede i nummer 10. Vi har for langt hovedpartens vedkommende et rigtig godt samarbejde. Så hvordan kunne det blive til den bragte artikel i Journalisten?
Jo, det var sjovt, at vi har jyske kolleger, der bedriver april spas med importørerne om emnet, og at en importør i et tilsvarende morsomt hjørne kræver indflydelse på artiklerne. Artiklen slår fast, at der er tale om aprilsnar fra begge sider, men sporer alligevel alvor under huden.
Hvis det er tilfældet, hvorfor er det så ikke en seriøs behandling af emnet artiklen indeholder, og ikke bare en (måske af Journalisten) provokeret, tilsyneladende uvidende, anonym kilde hos en importør, der lider af den sædvanlige vrangforestilling, at motorjournalister bare skal ud og have det sjovt i nogle fede biler? Emnerne er jo reelle nok. Motorjournalister tilbringer mange timer i fly og lufthavne verden over, for at køre biler i ganske få timer. Vi oplever ikke sjældent at fly bliver aflyst og er forsinket... En del af jobbet... Jo, men emnet er vel reelt nok for jyderne – kan de spare nogle timer dér, såeh?
Og spørgsmålet om vi går i seng med importørerne er vel selvskrevet til en debat?
Som mange andre journalister, der deltager i events bliver vi som oftest behandlet godt, men vi skriver nøjagtig, hvad der passer os, hvilket importørjoken jo fint underbygger. Måske den anonyme importøransatte er blevet trådt over tæerne i en sådan sammenhæng? (Hvad skete der med kildekritikken, der burde skærpes med en anonym kilde?) Men der er jo brådne kar alle vegne... Formentlig også blandt motorjournalisterne.
Lad os til gengæld slå fast, at motorjournalister ikke rejser på første klasse, og ikke har gjort det i hvert fald de sidste 15 år. Businessclass ja, ganske enkelt fordi Econymy-billetter er låst, så det er forbundet med vanskeligheder og ekstra omkostninger at ændre billetten, hvilket ofte er nødvendigt, når logistikken skal gå op.
Som Steen Bachmann skriver i sit læserbrev i seneste nummer af Journalisten, er vi glade for, at vores fagblad interesserer sig vores lille stofområde. Men Journalisten burde benytte sig af samme sobre og professionelle tilgangsvinkel til emnet, som 99 procent af danske motorjournalister har til deres stofområde. Det var ikke tilfældet med Jakob Albrechts artikel, der blot kolporterede en klassisk fordom om motorjournalistik.
Med venlig hilsen
Mikkel Thomsager og Jon Arskog