search

DU KAN IKKE VINDE OVER PRESSEN

For godt et år siden sagde Per Stig Møller farvel til posten som politisk leder i Det Konservative Folkeparti. I interviewet her tegner han billedet af en presse, hvor forkerte referater kan udhule en politikers troværdighed, hvor sammenspistheden mellem politikere og journalister lader læserne i stikken. Og hvor tv skaber et nyt grundlag for beslutningsprocesserne. »Tv fremmer demagogien,« siger han.
For godt et år siden sagde Per Stig Møller farvel til posten som politisk leder i Det Konservative Folkeparti. I interviewet her tegner han billedet af en presse, hvor forkerte referater kan udhule en politikers troværdighed, hvor sammenspistheden mellem politikere og journalister lader læserne i stikken. Og hvor tv skaber et nyt grundlag for beslutningsprocesserne. »Tv fremmer demagogien,« siger han.

Godt et år er gået siden Per Stig Møller tog en afgørende beslutning. Sidst i marts 1998 trak han sig som politisk leder af Det Konservative Folkeparti – men sikrede sig, at partifællen Hans Engell samtidig blev skubbet væk fra posten som gruppeformand.
Det ydre argument for den handling var, at Per Stig Møller ville skabe fred og rydde op i Det Konservative Folkeparti.
Forud for konfliktens kulmination var gået et langt opslidningsslag gennem pressen. Et slag, hvor Per Stig Møller ofte var »på« – og ikke altid med lige positive vinkler.
I dag sidder Per Stig Møller med en lidt anstrengt smag i munden. Smagen er ikke bitter. Per Stig Møller er derimod eftertænksom. Eftertænksom, fordi båndene mellem journalister og politikere nogle gange bliver for korte, synes han.
»Der skal være en afstand mellem journalist og politiker. Det skal ikke være kammerateri, og journalisten skal ikke være en del af processen,« som han siger.
Eftertænksom, fordi pressen er for ukritisk, hvis historien er god, mener han.
»Vi kunne godt trænge til en dogmejournalistik. En journalistik, hvor journalisten siger: »Jeg vil ikke misbruges til at aflevere historier hurtigere, end jeg er sikker på de holder!« Og: »Jeg vil ikke lade mig bruge i noget politisk spil!«,« siger Per Stig Møller.
Og eftertænksom, fordi tv risikerer at udhule den demokratiske debat.
»Avisen har skabt demokratiet. Hvad skaber fjernsynet? Fjernsynet skaber en hastigere måde at beslutte sig på. Det rationelt sammenhængende og velargumenterede kan du ikke få lov at levere på fjernsyn. Men du kan påstå hvad som helst, slippe godt af sted med det, bare du gør det med overbevisende udstråling. Og dermed fremmer tv demagogien.«

Forkerte love
Per Stig Møller påpeger, at pressen ofte får en negativ rolle i demokratiets udvikling. Det sker, når pressen sætter voldsom fokus på et emne – måske uden det nødvendige saglige belæg.
»Politikere reagerer på de stemninger, som pressen kører op, hvor pressen forlanger reaktion. Og vores reaktionstid bliver kortere og kortere, og så laver vi nogle forkerte love og nogle forkerte beslutninger,« sammenfatter Per Stig Møller.
Han nævner konkret sagen med den HIV-positive mand, der havde sex med en lang række kvinder.
»Der bliver man ringet op som politiker til morgenradioavisen. Og den sag skal man meget gerne have en mening om: »Selvfølgelig er det noget svineri, og man skal have ministeren i samråd, og hvad kan man gøre ved det!«. Det samråd finder sted meget hurtigt. Og der skal ministeren gerne have en løsning klar, ellers står han og ser rigtigt skidt ud. Og så siger han: »Jamen, vi vil også lave en lov«. For hvis han siger: »Vi vil ikke lave en lov«, så kommer hele det politiske system tonsende: »Det er fuldstændigt uansvarligt!«. Og otte dage efter har du lovforslaget liggende i Folketingssalen. Dér har du reageret på en stemning. Senere viser det sig så, at den lov ikke kan bruges til noget som helst.«
I det tilfælde mener Per Stig Møller, at pressen burde havde udvist selvkritik.
»Selvfølgelig er det forfærdeligt, at en mand smitter så mange. Men bladenes kritiske journalister burde måske sige: »Dur den lov overhovedet!«. Men det gør man ikke.«
»Eller Plejebo-sagen … Der kørte jo alle aviser på – og så smuldrer den. Måske var der en enkelt avis, der stillede spørgsmål ved, om materialet var i orden, men den hæl er meget spinkel i forhold til pressestormen. Hvis vi ikke skal beslutte os på baggrund af sensationer, så er der brug for at pressen siger: »Der må lige gives tid til at reflektere«.«
Den refleksion mener han også, politikerne skal tage sig tid til.
»Politikerne skal lade være med at lade sig fange af den stemning, medierne pisker op, når de appellerer til følelserne hos den brede læsergruppe. Vi skal tillade os selv at komme på afstand af det, før vi undersøger, om der skal foretages noget rent lovmæssigt. Lad os nu lige få nogle andre toner frem.«
Per Stig Møller tror ikke, der er særligt sandsynligt, at medierne samlet finder et andet tempo.
»Lad os tænke os, at det ene elektroniske medie siger: »Den kører vi ikke!«. Jamen, så vil der jo være ballade af den anden verden på redaktionsgangen næste dag: »Hvorfor havde vi ikke den historie?«. Den journalist, der siger til redaktøren: »Jamen, jeg synes vi lige skulle tænke lidt mere over den!« – han har ikke mange dage tilbage på den redaktion.«

Fem kritiske eksempler
Per Stig Møller kan nævne mange eksempler på en presse, han ikke mener passer sit hjemmearbejde. Et af dem fremgår af hans seneste bog ´Magt og afmagt´, der udkom i begyndelsen af året.
I januar 1998, da Per Stig Møller stadig var politisk leder, bragte Jyllands-Posten en artikel om ham. »Den leverede fem eksempler, der skulle vise, hvor elendig jeg var, men ikke ét af dem var korrekt,« skriver Per Stig Møller.
»Det var en højst besynderlig oplevelse,« uddyber Per Stig Møller. »Artiklen var notorisk forkert. Og jeg kan også gennem de fem forkerte historier udpege Jyllands-Postens kilde og kildens motiv – i mit eget hoved. Og der er det, jeg spørger mig selv: Hvorfor i alverden gjorde Jyllands-Posten intet for at krydstjekke den slags – måske fordi historien er for god.«
Per Stig Møller var på rejse i Østen da Jyllands-Posten lavede historien. Han blev på sin rejse kontaktet af mange andre medier end Jyllands-Posten, understreger han og nævner, at blandt andet Kristeligt Dagblad fangede ham.
Per Stig Møller har et halvt år efter artiklen kritiseret den i Jyllands-Postens spalter. Han har også taget konfrontationen med journalisten.
»Jeg har sagt det til manden selv: »Det er da utroligt, der er ikke ét sandt eksempel!«. Men jeg fik ingen undskyldning. Han sagde, han ville »tænke over det!«.«

Forkerte referater
Per Stig Møller har fået et intimt inside-bekendskab med virkemidlerne, når pressen skal mobiliseres i kampen for at få de rette politiske budskaber ud. Han kender knebene – også fra sine egne dage som toppolitiker.
»Især i Børsen og Stiftstidenderne kunne jeg læse ganske forkerte referater af, hvad der var foregået i den konservative gruppe. Det var tydeligt, at kilderne havde et bestemt ærinde, og at journalisten ikke fandt anledning til at tjekke med mig. Referatet bruges til at bestyrke billedet af, at lederen er en idiot. Det gælder mig selv, men sådan blev Svend Auken jo også behandlet. Og dermed bliver journalisten en del af spillet. Men det ved læseren ikke – de får bare indtrykket af, at manden er altså idiot.«
»Jeg har været udsat for, at beslutninger, jeg har truffet, overhovedet ikke var dem, der var refereret i avisen – der stod tværtimod det stik modsatte. Men jeg har ikke reageret. Og det er nok fordi man efterhånden får en vis metaltræthed.«
I den selvbiografiske bog ´På Slotsholmen´ beretter Hans Engell, at han gennem årene har haft »megen fornøjelse af, sammen med kloge politiske journalister, at kunne gennemanalysere de politiske muligheder …«. Engell nævner seks navngivne journalister, hvoraf én fremhæves: »Det er især Karsten Madsen, der ofte giver gode råd,« afslører Engell.
Det er et samarbejde, der gør Per Stig Møller betænkelig. Han mener, at Karsten Madsen – der i dag er chefredaktør på Fyens Amts Avis og kommentator i Børsen – er blevet aktør i det politiske liv. Uden at bekende kulør.
»Der findes jo situationer, hvor journalister direkte ønsker at spille med i det politiske liv. Og det har de jo lige
så megen ret til som alle andre – det skal bare være med åbent visir, så læserne ved hvad der foregår,« siger Per Stig Møller.
Per Stig Møller mener, der skal være gennemskuelighed i den politiske journalistik – ellers bliver mediebrugerne manipuleret.
»Læserne – hvad med dem. De kender jo ikke baggrunden. De ved jo ikke at Karsten Madsen har et personligt engagement i det, han beskriver,« siger Per Stig Møller.
I bogen ´Magt og afmagt´ kritiserer Per Stig Møller især, at Karsten Madsens dobbeltrolle gør det næsten umuligt for ham – Karsten Madsen – at bevare troværdigheden som kommentator.
»Hvad hvis en politiker kommer galt af sted efter at have modtaget et råd fra Karsten Madsen. Vil Karsten Madsen så skrive følgende i sine kommentarer i Børsen: »Det var da også forfærdeligt dårligt handlet af den politiker, for det førte til et dårligt resultat«,« spørger Per Stig Møller. Han fortsætter:
»Nej, for så har han jo givet et dårligt råd, så det vil han jo nok ikke skrive. Han vil nok snarere forsvare og forklare den politiske mission, han har givet råd om. Og hvad betyder det? Det betyder, at Karsten Madsen vil kritisere den, der kritiserer den Karsten Madsen rådgiver,« siger Per Stig Møller – og konkluderer:
»I tilfældet Karsten Madsen mangler der varedeklaration over for læserne.«
Karsten Madsen er afvisende over for Per Stig Møllers kritik:
»Per Stig Møllers analyse baserer sig på den fordom, at jeg og andre kommentatorer er aktører i det politiske liv. Det er vi ikke. Jeg har aldrig varetaget bestemte personers politiske interesser. Tværtimod ved jeg med mig selv. at jeg har været meget kritisk over for alle ledende politikere — måske endda for kritisk. Jeg har i de senere år haft gode samtaler med Per Stig Møller, men det er rigtigt, at jeg ikke har fundet anledning til at rose ham for hans rolle som partileder,« siger Karsten Madsen.
Per Stig Møller ser tv´s tilstedeværelse som en afgørende ændring i måden, et demokrati tager beslutninger på.
»Vi er på vej fra skriftkultur til billed- og skærmkultur. Det giver en anden måde at tænke og reagere på. Vi har ikke så lang tid længere. Der er en aften-tv-avis, og der en morgen-radio-avis og der er morgenfjernsyn. Du har måske 24 timer. Hvis ikke regeringen har en løsning inden for 24 timer, så har oppositionen det. Og så er det regeringen, der har været ude af stand til at reagere.«
»I en skriftkultur kan man skrive et indlæg. Folk læser det. Stopper op. Tænker. Læser forfra. Og der kommer så et modindlæg næste dag. Den går jo ikke med tv – eller radio. Hvis du begynder at tænke over, hvad manden egentlig lige har sagt på tv, så hører du ikke det næste. Simpel refleksion strider mod tv-mediet. Og dermed ryger det holdningsmæssige i baggrunden, for du kan ikke fastholde en holdning i skærmkulturen, for det kræver at du lige får tænkt en tanke.«
»Dermed bliver personen det afgørende: Hvordan kommer han igennem. Du kan sige det rene sludder, noget argumentatorisk vrøvl – bare du siger det med meget stor overbevisning. Det kan fak-tisk være en fordel at vrøvle på tv, for det får modstanderen til at se fuldstændigt forbløffet ud – og så har han tabt slaget. »Nå, der blev han nok forbløffet, der fik han ham sørme! Han kunne ikke svare på det!«. Nej, det tror pokker, han ikke kunne svare – det var jo noget vrøvl, men det er lige meget.«
Per Stig Møller har selv oplevet den mekanisme. I Folketingssalen havde han under afslutningsdebatten konfronteret statsministeren med nogle tal, der skulle bevise, at det ikke gik så godt med økonomien, som regeringen ellers pralede med. Poul Nyrup Rasmussen havde ikke svaret godt for sig, mente Per Stig Møller, der derfor gentog tallene under en tv-debat.
Men det gik galt, for nu havde statsministeren forberedt sig.
»Der afbrød han mig og udbrød: »Jeg hører tal, tal, tal!«. Og det var argumentatorisk smart, for folk tænker: »Jeg gider altså heller ikke høre tal!«. Men rent sagligt var det jo håbløst, for det er kun ved at nævne de konkrete tal, man kan konstatere, om det går op eller ned for økonomien,« siger Per Stig Møller.

Ofrede ministre
Per Stig Møller fremhæver, at politikernes angst for pressens hetz kan bevirke, at ministre ofres – blot for at sikre arbejdsroen.
»Mange af de ministerafgange, vi har set i de senere år, skyldes, at det bliver umuligt for regeringen at sætte en dagsorden, fordi pressen bliver ved med at vende tilba-ge til en given sag. Var det for eksempel en sag, man skulle fælde en minister på, da Ritt Bjerregård boede på et dyrt hotel i Paris. Det mener jeg ikke. Jeg mener heller ikke, der var noget som helst kritisabelt i den sag, der fik Pia Gjellerup til selv at trække sig. Jeg synes for tit, at det ligner en pressekampagne, hvor målet er, at ministeren skal gå.«
»Der bliver statsministeren bange – og så ofrer man hellere den minister. Der har jo sågar været sager, hvor ministrene efterfølgende er blevet pure frifundet. Men det tager jo flere måneder. Og du bliver dømt på side 1 – og frifundet på side 16.«
Per Stig Møller oplever pressen som et flokdyr, der ikke lader sig navigere – heller ikke altid af fakta.
»Når først medierne kører, og alle lemmingerne kører den samme vej, så er der højst et enkelt lille blad – det er tit Kristeligt Dagblad eller Information – der siger: »hov, hov!«, men det skaber ikke en ny stemning. For de store aviser, som skal have det store publikum, de slår aldrig hælene i,« siger Per Stig Møller – med tilføjelsen: »Næsten aldrig – jeg skulle jo nødigt fornærme nogen«.
De sanktionsmuligheder, der trods alt er over for pressen, mener Per Stig Møller, mest er af kosmetisk art.
»Du kan få en udtalelse fra Pressenævnet, men den kan du jo ikke bruge til ret meget. Man får intet ud af at gå i kødet på pressen, for får du ret i Pressenævnet, så får du jo bare hug et andet sted,« siger Per Stig Møller – og sammenfatter: »Du kan ikke vinde over pressen.«
Selv om han er kritisk over for pressen, så mener Per Stig Møller ikke, at der i højere grad skal indføres begrænsninger over for den.
»Den totale pressefrihed har sine onde sider – den kan ramme ved siden af og skabe en urimelig hetz. Men den kan også afsløre det fordækte og løgnen. Vi må tage det negative med i købet, men pressen må også udvise selvjustits: »Kører den her historie rigtigt?« siger Per Stig Møller. Han sammenfatter sit budskab:
»Det er godt, at pressen er vagthund, men den skal ikke være jagthund.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen