Vi har – i forbindelse med vores speciale på Journalistik på Roskilde Universitet – søgt aktindsigt i alle referater af sikkerhedsmøder på de 350 største kommunale byggerier de seneste fire år, fordelt på 82 kommuner. I gennemsnit har kommunerne brugt 38 dage på at udlevere nogle relativt enkle mødereferater. 69 procent af kommunerne brugte mere end 10 dage på at udlevere dokumenterne til os. I dag, to måneder efter at vores speciale er afleveret, venter vi stadig på flere kommuner.
På vores kommunale rundtur har vi snakket med mange forskellige embedsmænd, og én sætning er gået igen: »Du har selvfølgelig ret til dokumenterne, men …«
Embedsmændene har ikke været bange for at afprøve alle mulige krumspring for at tale os fra at søge aktindsigt hos netop dem. En genganger er, at dokumenterne slet ikke indeholder noget interessant, eller at de måske slet ikke har dokumenterne, selv om Arbejdsmiljøloven kræver det.
Det er ikke vores indtryk, at de kommunale embedsmænd har forsøgt at slippe uden om aktindsigten på grund af loyalitet over for kommunalpolitikerne. De synes bare, det er spild af tid. Og holdningen synes at være, at det ikke gør noget at sætte medierne på standby på grund af ferie eller andre vigtigere opgaver.
De mange referater af sikkerhedsmøder har vi brugt til at dokumentere, hvordan landets kommuner i stor stil bruger underbetalt østeuropæisk arbejdskraft, når der bygges nye skoler og plejehjem for vores fælles skattekroner, og at sikkerheden sejler på mange kommunale byggerier.
Så næste gang du løber tør for spørgsmål til din lokale byrådskandidat, kan du eventuelt spørge, om de ikke kan sætte lidt skub i de kommunale embedsmænd for at få svartiderne på aktindsigt ned. Ellers er skåltalerne om åbenhed ikke meget værd.
Tre konkrete råd herfra:
1. Gå uden om chefer og jurister, og ring til fagmedarbejderen i den konkrete forvaltning. Vores undersøgelse viser, at svartiden bliver op til 13 dage kortere, hvis du beder om aktindsigt hos en fagmedarbejder, end hvis du spørger en jurist eller fuldmægtig i kommunen.
2. Vær præcis. Fisketure gør embedsmænd knotne og giver dem skyts til at afvise din anmodning på formalia.
3. Hav styr på dine paragraffer, og tag ikke nej for et svar. Stå fast på, at du har ret til aktindsigt – ofte vil de blot bruge paragrafferne som en undskyldning for ikke at give aktindsigt – uden at det har hold i offentlighedsloven.
– Kristine Jensen og Laurids Hovgaard, cand.comm i Journalistik, Roskilde Universitet
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.