“Du er for ung, øv bøv.”

FORSKELSBEHANDLING. Jeg har lige opdaget, at jeg er blevet ramt af 25-års reglen. Altså den regel, der gør, at jeg bliver behandlet dårligere af Journalistforbundets A-kasse, fordi jeg er under 25. I januar i år blev jeg uddannet journalist fra Syddansk Universitet som den yngste på min årgang. Nu er jeg 23 år og på supplerende dagpenge. Det har vist sig at være en rigtig dårlig kombination.

FORSKELSBEHANDLING. Jeg har lige opdaget, at jeg er blevet ramt af 25-års reglen. Altså den regel, der gør, at jeg bliver behandlet dårligere af Journalistforbundets A-kasse, fordi jeg er under 25.

I januar i år blev jeg uddannet journalist fra Syddansk Universitet som den yngste på min årgang. Nu er jeg 23 år og på supplerende dagpenge. Det har vist sig at være en rigtig dårlig kombination.

Som ledig journalist under 25 er jeg væsentligt dårligere stillet end mine andre fagfæller over 25. Jeg er nemlig ikke berettiget til de "6 ugers selvvalgt uddannelse", som tilbydes ledige i deres første ledighedsperiode. Og det selv om jeg gennem min studietid og nu som nyuddannet betaler nøjagtig det samme i kontingent som alle andre.

Selvvalgt uddannelse er en særdeles favorabel mulighed, der kan føje endnu flere kompetencer på CV'et og øge mine chancer i ansøgningsbunken mellem de hundredvis af andre kvalificerede journalister, der i øjeblikket sukker efter et job. For det er jo ikke, fordi jeg ikke vil have et job. Allerhelst vil jeg knokle 70 timer om ugen for mindsteløn.

Det er UPDATE, der tilbyder kurserne i for eksempel tv-redigering, web-journalistik og kommunikation. Et kursus på UPDATE koster cirka 15.000 kroner. En udgift, som a-kassen normalt dækker, men ikke i mit tilfælde, fordi jeg er for ung.

Nu sidder der sikkert nogle granvoksne journalister med nikotinfingre og pressekort i stråhatten og tænker: "Hva' fanden brokker hun sig over? Hun kunne da bare have ventet et par år, inden hun søgte ind på uddannelsen." Nuvel, det er måske kutyme blandt os journalister, der jo helst skal ud og stikke fingeren i jorden og sidde lidt i rundkreds, inden vi sætter os på skolebænken. Men på min årgang, der blev færdiguddannet i januar 2010, er vi cirka en fjerdedel, der var under 25, da vi fik vores eksamensbevis i hånden, og tallene fra optagelsesprøven i år på Syddansk Universitet viser, at ansøgerne bliver yngre og yngre. 

Jeg har gentagne gange henvendt mig til AJKS for at få et svar på, hvad meningen med denne 25-års regel er. Men der er ingen, der har kunnet hjælpe mig. Svaret har været: “Sådan er det bare, og det er der ikke noget at gøre ved. Øv bøv.”

– Maria Louise Rossen, nyuddannet, DJ-medlem

SVAR.
Kære Maria Louise Rossen.
Jeg forstår godt, at du er frustreret over, at du ikke kan deltage på et selvvalgt kursus i seks uger. Jeg vil her forsøge at forklare dig, hvorfor reglerne er, som de er, og hvem der har fastlagt dem.

Muligheden for at få betalt uddannelse som ledig følger reglerne om 6 ugers selvvalgt uddannelse. En af mulighederne i disse regler er reglerne om uddannelse på videregående niveau.

Disse regler blev fastsat af Folketinget, under betegnelsen SVU (Statens VoksenUddannelsesstøtte). Da man vedtog disse regler, blev der fastsat en aldersgrænse, således at personer under 25 år ikke kunne deltage med tilskud og uddannelsesstøtte på disse kurser.

Folketinget valgte i august 2009 at flytte reglerne fra SVU og Undervisningsministeriet over til ”nye regler” og 6 ugers selvvalgt uddannelse og uddannelsesydelse i Beskæftigelsesministeriet, hvor det blev besluttet, at det er a-kassen, der skal administrere denne nye ydelse.

Ved denne ”overflytning” valgte Folketinget at flytte reglerne over uden ændringer, hvilket betød, at aldersgrænsen på de 25 bestod.

I dag er der to andre muligheder for 6 ugers selvvagt uddannelse, men disse kan du desværre heller ikke deltage i, idet du er for højtuddannet.

I a-kassen så vi helst, at der ikke var denne aldersgrænse, da den i sig selv ikke giver mening i forbindelse med muligheden for at blive opkvalificeret under ledighed. Det er blot desværre ikke os, der fastlægger reglerne. •

– Linda Garlov, direktør i A-kassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog

0 Kommentarer