search

“Du er færdig med at dække Nørrebro”

DAGBOG. »Jeg er dybt frustreret over, at jeg nu åbenbart er en del af fjendebilledet. Det er så fucked up.« Her kan du læse JP-fotograf Niels Hougaards dagbog om et overfald under urolighederne på Nørrebro. Kurt Westergaard har tegnet til.

DAGBOG. »Jeg er dybt frustreret over, at jeg nu åbenbart er en del af fjendebilledet. Det er så fucked up.« Her kan du læse JP-fotograf Niels Hougaards dagbog om et overfald under urolighederne på Nørrebro. Kurt Westergaard har tegnet til.

Onsdag den 13. februar

Kl. 8.00 løber jeg ned ad Nannasgade på Nørrebro og vinker til børnehavebussen. Bag ruden i bussen sidder min søn, Sylvester. Han synes, det er så skægt, at jeg løber og vinker, selv om det føles lidt fjollet.

Kører ind på redaktionen på Kgs. Nytorv. En ny Muhammed-krise er under opsejling, og der er pressemøde i moskeen på Dortheavej. Kører derud.

Tænker "here we go again" og får lidt ondt af Kassem Ahmad fra Islamisk Trossamfund, der nu igen skal forklare sig. Hans dansk er ikke godt.

Tilbage på redaktionen læser jeg om et reporterhold fra DR, som er blevet overfaldet på Nørrebro.

De var ved at filme en legeplads. Tænker på sidst, jeg selv blev overfaldet på Blågårds Plads. Dengang besluttede jeg, at jeg nu ville have en skudsikker vest, før jeg skulle på opgave der igen. Om ikke andet beskytter den også mod slag og spark.

Jeg snakker med chefredaktøren, som siger ok og sender mig ud for at kigge på en vest.

I butikken beklager ekspedienten mange gange, men der er udsolgt. De kan slet ikke følge med efterspørgslen, måske kan de have en i næste uge.

Da Sylvester og lillesøster Sigrid er lagt i seng, ser jeg nyheder. Tjekker nettet ved 21-tiden og ser, at der er uro ved Blågårds Plads. Artiklen er otte minutter gammel.

"Der tager jeg altså ned," siger jeg til min kone, Sofie. Hun er ikke meget for det. Jeg lover at passe på mig selv og være tidligt hjemme.

På Griffenfeldtsgade har jeg den der sitrende fornemmelse i kroppen, som jeg altid har, når der er optræk til uroligheder. Alting opleves lidt skarpere, og alle sanser er åbne. Politiets Ford Transit-biler suser rundt i området.

På gadehjørnerne står hætteklædte mennesker. Smågrupper af unge går rundt i gaderne.

Jeg beslutter mig for at lade kameraet blive i tasken for ikke at vække opmærksomhed. Der er alligevel ikke noget at fotografere.

På et tidspunkt kommer en gruppe hætteklædte forbi Folkets Park. De går ned mod Åboulevarden. Jeg følger efter. Da de sætter i løb, bliver jeg stående.

Stiller mig på et gadehjørne og ryger. Falder i snak med et par unge, der spørger, hvor jeg kommer fra. Jyllands-Posten svarer jeg og fortryder straks. JP er ikke populær i disse dage. På den anden side skal jeg fortælle sandheden. At jeg ikke nødvendigvis altid deler JPs holdninger, kan være svært at forklare. For ikke at sige umuligt.

Mens vi taler, kommer den store gruppe tilbage igen. Pludselig står jeg midt imellem dem. Jeg fornemmer en ond stemning, men jeg bliver stående, til de går igen.

Går op mod Nørrebrogade. Tænker, at nu tager jeg snart hjem. Der er alligevel ikke billeder i folk, der bare går rundt. Jeg skal også aflevere Sylvester tidligt. Går den sidste runde.

Ved Folkets Park ser jeg gruppen i heftig diskussion med en ældre mand. De er fire-fem danskere og lige så mange 2.g'ere. Manden skælder ud og spørger, hvorfor de laver ballade. Bølgerne går højt.

Jeg bliver råbt an af en høj dansk fyr.

"Dig der, du skal fandeme bare skride ad helvede til."

De følgende minutter går det stærkt, og jeg husker dem kun i glimt. Han skubber mig hårdt i brystkassen, så jeg falder ned på fortovet.

Jeg kommer på benene og husker det, som om jeg var på vej væk, da jeg bliver skubbet eller slået omkuld igen.

Jeg når at tænke 'nu er det alvor', før jeg får et spark i hovedet. Jeg kan kun se ben. Får flere spark i hovedet, trækker armene op foran ansigtet og kryber i fosterstilling for at beskytte mig mod sparkene. Ved ikke, hvor mange gange jeg bliver sparket, men det føles, som om det fortsætter et stykke tid.

Jeg kommer på benene og tumler op mod Nørrebrogade. Jeg ryster og er bange, men løber ikke.

En eller anden råber: "Du er færdig med at dække Nørrebro".

Tæt på Nørrebrogade kigger jeg mig over skulderen og ser en fed, maskeret mand komme gående hurtigt lige imod mig. Når at tænke 'åh nej', før jeg får en lige højre i ansigtet. Det synger for mine ører, og jeg kan mærke, at jeg bløder. Nu løber jeg.

Jeg kan ikke huske, om jeg ringer til politiet før eller efter, at jeg kommer ind i 7-Eleven på Nørrebrogade. Jeg har aldrig anmeldt nogen til politiet. Men det her er vold, og jeg er pissebange.

Jeg låner toilettet og kan se, at venstre side af ansigtet allerede er hævet.

Fotochef Jens-Kristian Søgaard ringer og siger, at jeg skal se at komme væk. Han er blevet ringet op af internetredaktionen. Jeg kan ikke huske, at jeg har ringet til dem.

Pludselig står der to betjente i kampudstyr og spørger, hvad der er sket. Jeg forklarer det, og kort efter går det med lygter og horn til Bellahøj Politi.

De læsser mig af ved skranken og smutter igen. De har travlt.

Ved skranken skal jeg fortælle, hvad der er sket. Jeg forklarer, så godt jeg kan, men har nogle gevaldige huller i hukommelsen. Signalementer kan jeg ikke komme med. En ting insisterer jeg dog på. Det var ikke kun 2.g'ere. Det her skal de ikke have hele æren for.

Først hen ad klokken fire om natten kommer jeg til på Bispebjerg Hospital. Jeg bliver syet med to sting i venstre øjenbryn. Venstre side af ansigtet er hævet op. Jeg har et flot sæbeøje, buler i baghovedet og bag højre øre. Min højre hånd er øm, og jeg har svært ved at bevæge tommelfingeren. Kameraet fejler ikke noget.

 

Torsdag dEN 14. februar

Vækkeuret ringer 6.30. Sofie vågner også. Jeg beder hende ikke tænde lyset. Har ikke lyst til, at hun skal se mig, før jeg får kigget mig i spejlet.

Ligner lort. Er kraftigt hævet rundt om det ene øje, og det er begyndt at blive sort.

Sylvester kommer slæbende med sin dyne. Vi forklarer ham, at far har 'gakket' hovedet.

"Gør det ondt, far?" spørger han, men bekymrer sig ikke yderligere.

Sigrids blik er mere intenst end sædvanligt, hun kan ikke tale endnu. Sofie er vred på mig. Jeg forstår, at det mest er, fordi hun blev bange.

Hun mener, at det er nu, jeg skal tage imod avisens tilbud om krise-psykolog.

"Det er tredje gang, du bliver overfaldet," siger hun.

Jeg kan godt se argumentet. Jeg lover at sige ja.

Resten af formiddagen ringer telefonen. Familie, venner og kolleger har hørt om overfaldet og vil sikre sig, at jeg er ok. Jeg får nogle lange samtaler med kollegerne Thomas Borberg, Jacob Ehrbahn og Jan Dagø. Thomas og Jacob ved, hvad det drejer sig om. Jan har været udsat for ting, der får mit overfald til at ligne en uoverensstemmelse i sandkassen. Han siger også, at jeg skal tale med en psykolog.

Billederne fra i går kører rundt i hovedet.

Der kommer blomster fra JP. Journalister fra JP ringer og interviewer til en artikel. Politiken har også lagt besked, men ud på eftermiddagen orker jeg ikke tale med flere.

Siger også nej til TV-Avisen.

 

Fredag dEN 15. februar

Sover længe. Står op og går og tænker over onsdagens begivenheder. Var det mig, der dummede mig? Gik jeg for langt? Gik jeg for tæt på? Var det min egen skyld? Der er ingen tvivl om, at jeg kunne have undgået overfaldet, men så skulle jeg have holdt mig væk.

Jeg har altid arbejdet med at gå tæt på. Det giver autenticitet. Samtidig har jeg haft en forestilling om, at det gjorde mig troværdig i miljøet. Var der nogen, der ville mig noget, kunne de bare komme og snakke. Jeg har ikke lyst til at gemme mig bag et teleobjektiv og stå 200 meter væk sammen med politiet.

Ordene ”Du er færdig med at dække Nørrebro” sidder også fast. Er jeg det?

Jeg har dækket området i flere år. Måske er jeg blevet for kendt et ansigt nu. Måske er jeg færdig med at dække Nørrebro. Vil jeg finde mig i det? Vil jeg dække Nørrebro? Kan jeg? Er det det værd?

Synes, jeg altid har prøvet at nuancere billedet af de autonome eller 2.g'erne. Det har været mit mål. Er dybt frustreret over, at jeg nu åbenbart er en del af fjendebilledet. Det er så fucked up.

Sofie kører mig ind til psykologen kl. 13. Mine briller er ødelagte, så jeg kan ikke selv køre bil.

Det bliver en mærkelig time, hvor der går mange engle gennem stuen. Han spørger ikke rigtigt om noget. Jeg får i hvert fald ikke talt om noget, jeg ikke har talt med andre om før. Vi aftaler en time mere. Det skal da have en chance.

 

De følgende dage

Tager mig selv i at trække gardinerne for om aftenen. Har et splitsekund den tanke, at der kunne ryge noget ind gennem vinduet.

Har let ved at få hovedpine og reagerer opfarende på stress og larm. Det er, som om der går et lyn igennem hovedet. Normalt bliver jeg ikke hidsig, men det er, som om det bare pludselig kommer, og så er det væk igen. Det bekymrer mig. Tænker, at det nok går over. At det er, fordi jeg er træt.

Er i zoologisk have med Sylvester. Han knalder en ged i hovedet med en pind. Geden stjæler hans figenstang som hævn. /

 

Niels Hougaard har været ansat på Jyllands-Posten i København siden 2003. Han var i praktik på Politiken.

Kurt Westergaard er tegner ved Jyllands-Posten. PET mener, at der har været konkrete mordplaner mod ham på grund af en Muhammed-tegning. Han bor på skiftende beskyttede adresser.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen