Fotografer, der leverer til DSB, har helt uden om DJ fået fremsendt kontrakter, der giver DSB "fri adgang med ret til at udnytte fotografierne på en hvilken som helst måde". DJ advarer mod at skrive under."Skriv ikke under på DSB´s uetiske spor."
Sådan lyder rubrikken på Pressefotografforbundets hjemmeside, efter at DSB netop har sendt nye kontrakter til de 10-15 fotografer, der leverer fast til DSB.
Også fra DJ:Fotograferne lyder der massiv kritik og advarsler mod aftalen.
Formand for DJ:Fotograferne Peter Thornvig forklarer journalisten.dk, at DSB – uden at involvere Dansk Journalistforbund – forsøger at lave aftaler med den enkelte fotograf, der i alvorlig grad udfordrer fotografens ret til selv at bestemme, i hvilken sammenhæng fotografiet skal bruges.
»Pludselig dumper der en kontrakt ind ad døren hos den enkelte fotograf. Det er kun, fordi Lars Lindskov (formand for Pressefotografforbundet, red.) engang har leveret til DSB og får fremsendt kontrakten, at vi hører om aftalen,« siger Peter Thornvig.
»Vi har overhovedet ikke været inde over.«
DSB vil have alle rettigheder
Den nye aftale, der altså først skal underskrives af den enkelte fotograf, betyder blandt andet, at DSB overtager retten til at videreudnytte de fotografier, fotograferne tager på opgaver for DSB.
Det fremgår ikke af aftalen, at fotograferne skal have ekstra betaling for videreudnyttelsen.
»De opnår totalt ejerskab til al brug af leverede billeder. De fratager fotografen enhver indflydelse på de billeder, der er leveret,« siger Peter Thornvig.
I aftalen hedder det blandt andet:
"Fotografierne kan endvidere indlægges i DSB´s billeddatabase, hvortil DSB har fri adgang med ret til at udnytte fotografierne på en hvilken som helst måde."
Fotograferne har ansvaret
Samtidig understreger DSB i aftalen, at det er fotografens ansvar, at billederne kan videreudnyttes uden juridiske komplikationer.
»Hvis fotografiet videreudnyttes i en sammenhæng, hvor folk på billedet ikke ønsker at optræde, så mener DSB, at fotografen har hele ansvaret. Sådan må aftales tolkes,« siger Peter Thornvig, der sammenfatter konflikten således:
»Normalt aftaler du, til hvilket brug kunden køber billedet. Hidtil har DSB købt fotos for at bruge det i virksomheden. Det er meget sjældent at frikøbe billederne helt, især billeder med personer på. Hvis de vil det, skal der falde betaling, og DSB har selvfølgelig et ansvar for, hvordan billederne bruges.«
Hvad vil du opfordre DSB til?
»Til at tage en dialog med journalistforbundet. Fotograferne forstår godt, hvis DSB skal have større råderum for brug af fotos, men det skal honoreres og aftales.«
Journalisten.dk arbejder på at få kommentarer fra Jakob Høyer, kommunikationsdirektør i DSB Kommunikation.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Gælder det også Ud & Se?