Stik imod reglerne i medieloven har DSB bragt en filmtrailer i S-tog, som børn ikke må se. Nu erkender DSB fejlen.
Sagen drejer sig om en reklame for filmen "Inception", som kører på de nye tv-skærme i S-toget i øjeblikket.
»Jeg vil gerne slå fast, at der ikke må være nogen tvivl om, at det indhold, som vises i S-togene, skal være det samme som det, man kan møde alle andre steder i det offentlige rum. Vi vil ikke være meningsdanner for, hvad der er i orden og ikke i orden at vise, men vi vil rette os efter reglerne,« siger salgsdirektør i DSB Niklas Marschall til DR København.
Actionfilmen "Inception" med Leonardo Di Caprio er forbudt for børn under 15 år, og traileren til filmen er forbudt for børn under 11 år, derfor må traileren ikke vises i et offentligt rum som et S-tog, siger Anne Mette Thorhauge fra Medierådet, som klassificerer film og trailere.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.