DSB Kommunikation fyrer syv

DSB's kommunikationsafdeling bliver kraftigt beskåret i forbindelse med sparerunde, der koster syv medarbejdere jobbet. Heraf er tre medlemmer af DJ. Fyringsrunden har intet med Waterfrontsagen at gøre, siger tillidsmanden

DSB skal i forbindelse med en sparerunde nedlægge 109 administrative stillinger. Heraf bliver syv stillinger i kommunikationsafdelingen nedlagt. Det fik medarbejderne at vide tirsdag.

Tillidsrepræsentant Martin Sun Larsen siger, at det ikke har været en behagelig proces for afdelingen.

»Det vigtigste for os nu er at sikre, at de afskedigede kommer godt videre. Jeg føler, at DSB, DJ og jeg vil gøre, hvad vi kan, for at det bliver en så smertefri proces som muligt,« forklarer han.

For kommunikationsafdelingen er det den fjerde sparerunde på fire-fem år, forklarer Martin Sun Larsen.

»Vi har efterhånden været igennem det nogle gange, og det er aldrig nogen rar oplevelse,« forklarer han.

Skal spare 1 milliard

Sparemålet i DSB er, at udgifterne skal nedbringes med 1 milliard kroner, inden året er omme. Martin Sun Larsen ved ikke, om kommunikationsafdelingen bliver ramt hårdere end andre administrative afdelinger. Det seneste år har DSB lukket personaleavisen DSB I dag, og derfor kom fyringsrunden ikke som et chok, forklarer han.

Martin Sun Larsen mener ikke, at besparelserne skal kædes sammen med kritikken af DSB's samarbejde med PR-bureauet Waterfront, et samarbejde, som nu er ved at blive undersøgt.

»Der er ingen sammenhæng mellem de to ting, Der er ikke nogen medlemmer af DJ, der har været involveret i samarbejdet med Waterfront. Derudover pågår der en undersøgelse, som skal være færdig 15. marts.«

Som et led i spareplanen bliver kommunikationsafdelingen lagt sammen med en del af salgs- og marketingafdeling, der også refererer til kommunikationsdirektør Lars Kaspersen.

0 Kommentarer