Der skal ikke være forskel på intern og ekstern kommunikation i en stor og åben virksomhed som DSB, siger kommunikationschef Jakob Høyer. Derfor er afdelingerne nu lagt sammen og lederen for intern kommunikation er stoppet.
Intern kommunikation eksisterer ikke længere som en afdeling hos DSB. Kommunikationsdirektør Jakob Høyer har ændret strukturen for den cirka tyve mand store kommunikationsgruppe i DSB. Det betyder samtidig at chefen for intern kommunikation stopper.
»I en stor og åben virksomhed som DSB skal der ikke være forskel på intern og ekstern kommunikation. Det vi sender ud til vores medarbejdere skal også kunne stå på forsiden af Ekstra Bladet eller være i TV Avisen.
Derfor har jeg nedlagt intern kommunikation som en selvstændig afdeling, men det betyder selvfølgelig ikke, at vi er holdt op med at lave intern kommunikation,« siger Jakob Høyer.
I stedet er kommunikationsafdelingen ny delt op i en presseafdeling og en afdeling for stakeholder- og strategisk kommunikation. Presseafdelingen håndterer stadig henvendelser fra pressen, men har også fået ansvaret for de interne medier.
»Afdelingen for stakeholder- og strategisk kommunikation skal for eksempel stå for at målrette kommunikation til specifikke grupper. Det kan selvfølgelig være til kunder, men det kan også være til pendlertalsmænd, hvis vi laver nogle ændringer. Der har været et par tilfælde, hvor vi ikke har gjort det godt nok, og det skal vi blive bedre til,« siger Jakob Højer.
Afskeden med chefen for intern kommunikation skete efter »gensidig aftale«:
»Vi blev enige om, at han ikke passede ind i den nye organisation,« siger Jakob Høyer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.