Nina Mouritsen tegnede DRs første fjernsynsbillede, illustrerede opskrifterne til TV-Køkkenet i 70'erne og lavede omslaget til bogen i Bamses Billedbog. Flere generationer er vokset op med hendes streg.
GRAFIK. Nina Mouritsen blev ansat i Danmarks Radio som den allerførste tegner i maj 1951, dengang meget få danskere vidste, hvad et fjernsyn egentlig var. Den unge kvinde havde heller ikke selv hørt om den nye opfindelse. Hun gik på daværende tidspunkt på reklametegnerlinjen på Tegne- og Kunstindustriskolen For Kvinder, som lå på H.C. Andersens Boulevard midt i København.
Da hun havde gået på skolen i omkring et år, kom forstanderen Orla Juul Nielsen en dag over til hende og sagde:
"Fru Mouritsen, tager jeg fejl, eller kunne De ikke godt tænke dem at tjene lidt penge? Jeg har en ven, der går og pusler med noget. Han kalder det fjernsyn. Jeg ved ikke helt, hvad det er, men han har brug for en tegner."
FLERE ANDRE UNGE kvinder på skolen var blevet spurgt, om de kunne være interesseret i arbejdet, men de ville hellere lave "rigtig kunst", som Nina Mouritsen husker det. Hun havde derimod brug for pengene og cyklede en dag efter skole hen til Radiohuset på Frederiksberg for at spørge til jobbet. Det var et imponerende syn, der mødte hende, da hun trådte ind i den gedigne bygning med oksehuder i loftet, døre i mahogni, en elevator i glas og karme i marmor. Nina Mouritsen blev vist ind til Danmarks første tv -direktør, Jens Frederik Laweatz. Han var dengang kendt fra det populære radioprogram Weekendhytten.
Tv-direktøren sad ved sit bord og skriblede. Han løftede kortvarigt blikket og bad Nina Mouritsen om at sidde ned:
"Har De studentereksamen?" spurgte han og kiggede kort op igen, mens han skrev videre. Nina Mouritsen bekræftede.
"Kan de slå søm i?" lød det næste spørgsmål. Nina Mouritsen nikkede igen.
"Kan de begynde i morgen?" lød tredje spørgsmål.
Og så var Nina Mouritsen ansat som tv-stationens første tegner. Månedslønnen var på 300 kroner. For Nina Mouritsen, der var studerende, var det en formue.
Nina Mouritsen blev ansat i dekorationsafdelingen som den første tegner i Danmarks Radio i 1951. I de første år holdt afdelingen til i Radiohusets cykelkælder, som havde fungeret som beskyttelsesrum under krigen.
– Privatfoto
NINA MOURITSEN VAR MED, da fjernsynet havde premiere i Danmark den 2. oktober 1951, og frem til hun ufrivilligt gik på pension som 69-årig. Hun har tegnet for Danmarks Radio gennem en halv menneskealder. Selv om de færreste kender hendes ansigt, vil mange genkende hendes tegninger fra skærmbilledet. Det var hende, der tegnede de første skilte, som blev vist på tv, og printede de første rulletekster.
Hun har tegnet landkort til TV-Avisen og Horisont, før computeren blev opfundet, illustreret opskrifter til TV-Køkkenet i 1970'erne og arbejdet sammen med koryfæer som Thomas Winding og journalisterne Lasse Budtz og John Danstrup.
»Det var et job, hvor jeg fik lov til at bruge alt, hvad jeg havde lært,« siger Nina Mouritsen om de knap 40 år i Danmarks Radio.
FØRSTE OPGAVE LØD på at tegne et identifikationsur på et skilt. Uret var det første, der blev blændet op for i de første 10 minutter, lige inden dagens udsendelser gik i gang. Øverst på skiltet stod der 'Danmarks Radio'. I midten var der et ur, som talte ned til dagens første program. Nederst på skiltet var der en sprække, hvor der stod, hvilken musik der blev spillet. Dekorationsafdelingen, som det dengang hed, blev placeret i Radiohusets cykelkælder, som under krigen havde fungeret som beskyttelsesrum.
Foruden Nina Mouritsen var der ansat en chef, som var uddannet arkitekt, en scenograf, to malere og en snedker, der egentlig var ansat i Tivoli på Pantomimeteateret. Dekorationsafdelingen stod for at lave alt visuelt til skærmen og havde blandt andet som opgave at tegne rulletekster og trykke undertekster. Nina Mouritsen husker, hvordan de fik en lille prægemaskine, en Masseley Press, som tv-direktør Laweatz havde set under et besøg på BBC i London.
RULLETEKSTERNE BLEV printet på sort fotokarton, som blev placeret på tre nodestativer i studiet. Mens de udenlandske udsendelser blev afspillet, stod et par assistenter og fulgte med i programmet. De skiftede fotokartonarkene ud undervejs, så det passede med programmerne. Der blev klippet frem og tilbage mellem to kameraer, så publikum ikke kunne se, når arkene blev skiftet.
»Kun én gang husker jeg, at et af nodestativerne væltede under en udsendelse. Men ellers fungerede det fint,« siger Nina Mouritsen.
I 1965 flyttede dekorationsafdelingen som den første afdeling i DR ud til TV Byen i Gladsaxe. Der blev mere plads til afdelingen, og Nina Mouritsen var i en periode leder af tegnestueafdelingen med syv medarbejdere under sig.
Noget af det, Nina Mouritsen husker bedst fra sin tid i DR, er de opskrifter, som hun illustrerede til TV-Køkkenet i 1970'erne.
Retterne – som for eksempel postej med asparges – blev lavet af kokken Roy Hurtigkarl og blev vældig populære i de danske hjem. Undervejs i programmet blev opskrifterne filmet, mens de stod på et nodestativ i studiet, så seerne kunne nå at få skrevet dem af.
Skiltene havde Nina Mouritsen malet akvareller på og trykt bogstaverne på med 'lettre set'. Hvis hovedingrediensen var sild, malede hun ganske enkelt en sild ved siden af opskriften. Nina Mouritsen har stadig startskiltet til programmet hængende i sit køkken i Rødovre sammen med en opskrift på brombærkage, som Roy Hurtigkarl havde på sit repertoire. Hendes illustrationer var lige lovlig populære blandt kollegerne.
»Jeg skulle helst stå oppe i studierne under optagelserne, for ellers kunne jeg ikke være sikker på, at skiltene ikke blev snuppet,« fortæller Nina Mouritsen.
Nina Mouritsen lavede illustrationer til børneprogrammet Mellem Himmel og Jord fra 80’erne, der havde Gunvor Bjerre som vært. – Foto DR Arkiv
I EN PERIODE i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 70'erne var Nina Mouritzen ansat på TV-Avisen og programmet Horisont. Dengang var kendte ansigter som journalisterne John Danstrup, Lasse Budtz og Claus Toksvig på skærmen.
Det var en tid, hvor grænserne flyttede sig flere steder i verden. Nina Mouritsen husker, hvordan hun engang skulle tegne et kort over Pakistan, da Østpakistan løsrev sig og blev til Bangladesh. Uheldigvis havde hun glemt at tegne grænsen mellem det, der dengang hed Vestpakistan, og Indien, og det opdagede værten først midt under udsendelsen.
»Da John Danstrup så det, gik han lige et skridt til den rigtige side og dækkede for den manglende grænse,« husker Nina Mouritsen.
Fritid var næsten et ukendt begreb for Nina Mouritsen, mens hun var i DR.
»Havde man en opgave, så lavede man den færdig. Skulle den være færdig mandag, og var man ikke færdig fredag, så mødte man ind lørdag. Sådan har jeg altid arbejdet,« siger Nina Mouritsen. Alligevel fandt hun tid til at udfolde sig mere kunstnerisk.
På et tidspunkt var der tilknyttet en arbejdsløs grafiker til DR i et halvt års tid. Dengang stod der en lille japansk trykkepresse i TV Byen. Det var her, Nina Mouritsen lærte grundbegreberne i at trykke og i at lave kobberraderinger.
»Blev man tidligt færdig en dag, kunne man gå ind til Ingrid Marie og trykke i stedet for at gå i kantinen og drikke kaffe,« fortæller Nina Mouritsen.
Skiltene til det populære program TV-Køkkenet fra 70’erne med Jan og Roy Hurtigkarl som værter dekorerede Nina Mouritsen med akvareller. Hun måtte stå klar i studiet, når programmet var slut, hvis hun ville have sine skilte tilbage. Ellers risikerede hun, at kollegerne snuppede dem med hjem. – Foto DR Arkiv
ARBEJDET VAR I det hele taget meget alsidigt. En af de opgaver, Nina Mouritsen husker bedst, var, da en regissør kom ind og bestilte en bog til børneprogrammet Bamses Billedbog. Nina Mouritsen havde en aftale med papirforhandleren Tutein og Koch, som stadig ligger i Farvergade i Indre København. Eller 'Tut og Koch', som Nina Mouritsen kaldte sin faste leverandør af kvalitetspapir. Omslaget til Bamses Billedbog lavede hun af kraftigt papir fra Japan, som hun selv indfarvede i lyserød og tegnede lyseblå illustrationer på.
»Bamse var ikke særlig nænsom ved den bog. Han kylede den rundt. Men det papir holdt,« siger Nina Mouritsen stolt og griner.
Hun har også arbejdet sammen med den legendariske tv-producer og forfatter Thomas Winding. Nina Mourtisen har blandt andet bygget en model i størrelsesforholdet 1:20 til en kulisse i udsendelsen Se Hundested og Gø.
Nogle vil måske også huske børneprogrammet Mellem Himmel og Jord fra 80'erne med Gunvor Bjerre som vært. Til det program havde Nina Mouritsen lavet en lille animationsfilm, der viste en rosette med børneprofiler i forskellige farver.
NINA MOURITSEN MÅTTE FORLADE DR under en fyringsrunde, da hun var 69 år gammel, men ville gerne have fortsat, til hun ramte aldersgrænsen på 70. Det lykkedes hende dog at forhandle sig frem til et års ekstra løn i godtgørelse.
»Jeg har aldrig tjent så meget som det år, hvor jeg ikke rørte en finger,« fortæller Nina Mouritsen og får samtidig krampe i sit højre ben.
To timer er for lang tid for hende at sidde ned og fortælle. Siden hun blev pensioneret, har hun døjet med forskellige fysiske skavanker. Hun har været ramt af helvedesild, der stadig påvirker musklerne i det ene ben, og hun har måttet indse, at hun var ved at blive både døv og blind.
Men det afholder hende ikke fra stadig at dyrke sit fag. Da hun blev pensioneret, ville hun fortsat gerne bruge sine hænder og begyndte at komme på Havarthigaarden i Holte, hvor kunstnergruppen 'Grafisk Gruppe' holder til.
»Jeg har ikke tidligere betragtet mig som kunstner. Jeg er håndværker, og det er også grundlaget for det, jeg laver i dag,« siger Nina Mouritsen.
Hun laver tryk på håndlavet papir fra fjerne lande og med motiver fra Kina og amerikanske indianeres åndeverden. Den største forskel på den kunstneriske karriere, hun har skabt sig som pensionist, og tiden i DR, er, at rammerne er mere frie. Hun kan selv bestemme, hvad hun vil lave. Men hendes metode er den samme.
»Jeg arbejder med den ting, jeg har, og de farver, jeg har, indtil man ikke kan gøre mere ved det,« siger Nina Mouritsen.
Nina Mouritsen gik i gang med en ny karriere som kunstner, da hun ufrivilligt blev sendt på pension fra DR efter knap 40 års ansættelse. Et par gange om ugen tager hun op til Havarthigaarden i Holte, hvor kunstnersammenslutningen Grafisk Gruppe holder til. – foto: Casper Balslev
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.