DR skal være noget for alle danskere, både de dumme og de kloge, lover DR's nye mediedirektør, Mikael Kamber, der hidtil har været chef for JydskeVestkysten. Over for Journalisten.dk beretter han om sine planer. Hele DR's direktion er nu på plads. (opdateret 13:20)
Mikael Kamber erstatter Lars Grarup, der måtte forlade DR i november i forbindelse med den store strukturændring.
I de seneste tre år har Mikael Kamber haft ansvaret for JydskeVestkysten, hvor han både har været adm. direktør og ansvarshavende redaktør.Før det var han journalist hos både TV 2 og DR.
I stillingen som mediedirektør får han ansvaret for indholdet på alle DR's kanaler.
Mikael Kamber går ydmygt til sin nye opgave. Han har på førstedagen ikke nogen fiks og færdig programerklæring.
»Når du træder ind i et hus, som DR med så mange professionelle mennesker, der har lavet så mange fremragende ting – hvis du så tror, at du ved det hele og har svarerne fra dag ét, så du enten geni eller tåbe. Jeg er ingen af delene. Så nej, ingen programerklæringer på første dag.«
– Hvad fik dig til at sige ja til stillingen?
»Det overraskede faktisk også mig selv, at jeg forlader det virkelig vidunderlige job, jeg har her på JydskeVestkysten. Jeg har været så glad for det. Det, der er sket, er, at min kone og jeg besluttede os for, at vi ville flytte tilbage til København til sommer. Min plan var egentlig at fortsætte herovre. Men jeg har altid sagt til min kone, at der er fire job, jeg vidste, at jeg ikke kunne sige nej til. Det her job var ét af dem, og så kommer de og tilbyder mig det.«
Hvad var de tre andre?
»Ja, det kan du selv få lov at gætte på, men det her job var altså ét af dem. Jobbet som mediedirektør er et utroligt vigtigt og ansvarligfuldt job. DR træffer beslutninger, som rækker ud i alle hjem. Der er et utroligt momentum i DR lige nu, hvor der er mulighed for at drive det vidt med det nye ledelseshold. Det kan jeg sige med ret stor sikkerhed, fordi jeg kender de fire indholdsdirektører personligt. Jeg ved, at det er ordentlige, dygtige og redelige mennesker. Vi skal nok skabe fantastiske resultater for alle danskere.«
– Alle danskere?
»Ja, DR tilhører alle danskere. Vi skal være noget for dem alle, de tykke og de tynde, de kloge og de dumme, de lyse og de mørke. Vi skal være noget for alle. Det er vores opgave. Så meget kan jeg da sige om programerklæringen. Vi skal fortsat kunne det brede og det smalle. Jeg tror, at jeg er en god ambassadør for både det brede og det smalle. Jeg lytter både til rock og til opera. Jeg lytter lige gerne til P1 og P3. Jeg er en forholdsvis rummelig person.«
– Hvad har du med fra JydskeVestkysten?
»Der er meget, jeg kommer til at tage med mig. Da jeg blev chef for JyskeVestkysten, var det mit første job som topleder. Det, jeg har lært, er, hvordan man laver økonomistyring. Det er jo ekstremt vigtigt i den private del af mediebranchen, men også i DR. Tænk bare på dengang, der ikke var styr på det. Det med at holde orden i pengekassen har jeg lært. Derudover har jeg lært en masse om topledelse. Det jeg bidrager med er rigtig god energi. Jeg er en meget energisk person,« siger Mikael Kamber og fortsætter.
»Jeg tror meget på målstyring, hvor alle ved, hvad der forventes, hvordan der måles, og hvad det har af konsekvenser, hvis man ikke lever op til forventningerne. Jeg ser det, som en positiv ting. Vi kan alle sammen godt lide at vide, om vi har gjort vores arbejde godt nok.«
Jeg ved, at DR allerede har målstyring. Jeg ved ikke, hvordan deres redskaber ser ud, men det er noget, jeg vil arbejde videre med. Nogle af dem, der har været gladest for det her på JydskeVestkysten er ikke i økonomi eller salg, men journalisterne. Når man arbejder med et fag, der er så svært at måle, kan det være en utrolig inspirator at få sat nogle måleinstrumenter nedover.«
– Hvad er god public service for dig?
»God public service er det brede og det smalle. Jeg har det sådan, at jeg elsker både underholdningsprogrammer og de Almodóvar-film, der bliver sendt på DR K for tiden. Vi skal kunne alle genrer og målgrupper. Det vigtige er, at uanset hvilken genre, så er der vitaminer i det.«
DRs direktion består fremover af generaldirektør Kenneth Plummer, økonomi- og HR-direktør David Hellemann, direktør for teknologi og faciliteter Peter Andersen, mediedirektør Mikael Kamber, nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, oplysningsdirektør Gitte Rabøl, kulturdirektør Morten Hesseldahl og direktør for DR Danmark Inger Bach, som alle otte er udpeget af DR's bestyrelse.
På direktionsmøderne deltager derudover kommunikations- og markedsføringsdirektør Thomas Hertz, HR-direktør Inger Ørum Kirk, direktør for jura, politik og strategi Maria Rørbye Rønn, som er udpeget af generaldirektøren.
Endvidere har DR i dag udpeget to nye underdirektører. Rikke Hougaard Zeberg er fremover underdirektør i DR Nyheder og Dorte Spiegelhauer underdirektør for DR kultur.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det gør mig rigtig ked af det, at den nye mediedirektør Mikael Kamper vil spare på DR2s satire. Almodovar og nyheder. Åh, det kan man få på dvd og på nettet. Et af de få steder hvor vores familie virkelig glæder sig, og kan mødes og ha det sjovt er når DR2 laver satire. Krysters Kartel er det i øjeblikket. Vi sidder om morgenen og morer os inden vi skal i skole og på arbejde med gårdsdagens satire. Vores døtre på 11 og 15 år kan citere alt Gramsespektrum udenad. Satiren åbner op for hukommelsen og sætter ild i engagementet. De ved godt hvad der er alvorligt og hvad der er sjov. Måske netop fordi de har lært at more sig. Dansk satire gør det sjovt at være sammen. Vores familiekultur er båret af navne som Gramsespektrum, der lavede den fantastiske Curling-sang. Den sidder vi tit ved klaveret og synger hjemme hos os. Casper og Mandrilaftalen vil gå over i den kulturelle del af Danmarkshistorien. En milepæl. Et mediekunstværk. Banjos Likørstue. Drengene fra Angora der lagde grunden til Nephews store succes. Og nu får vi Krysters Kartel hver onsdag, der får os til at grine af os selv og snakke lidt om, hvorfor vi opfører så tåbeligt overfor dem vi elsker. Helt ærligt, det gør mig rigtig ked af det, at Mikael Kamper vil bruge endnu flere penge på nyheder og Almodovar.