DRs næstformand vil have P3 lukket – men den går ikke

DRs bestyrelse er rygende uenig om, hvilken kanal DR skal droppe som følge af det smalle medieforlig. Senest argumenterer Ole Hyltoft for helt at nedlægge P3. Men DRs formand sætter ham på plads.

DRs bestyrelse er rygende uenig om, hvilken kanal DR skal droppe som følge af det smalle medieforlig. Senest argumenterer Ole Hyltoft for helt at nedlægge P3. Men DRs formand sætter ham på plads.

Skal P2 lukkes, eller bør man hellere lægge P3 og P4 sammen?

En magtkamp om DRs radiokanaler er brudt ud i DRs bestyrelse, efter at regeringen forleden indgik forlig med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Lørdag skrev bestyrelsesmedlem Katrine Winkel Holm et læserbrev i Jyllands-Posten, hvor hun argumenterede for en sammenlægning af P4 og P3.

I dag går Ole Hyltoft videre i et debatindlæg i dagbladet Politiken med overskriften: P2 kan ikke undværes – så DR-bestyrelsen må lukke P3.

Her skriver han blandt andet:

»Beklageligt, at vi så må lukke P3. Men meget af P3's danske musik kan spilles på P4. Og P3's udenlandske rock- og popmusik kan høres på mange andre kanaler«.

Men det vil skade DR i forhold til alle de unge lyttere, lyder det fra tre af de øvrige bestyrelsesmedlemmer, Trine Gregorius, Stig Paulsen og Mogens Rubinstein. 

»P3 er et højt profileret brand, hvor vi forhåbentlig fastholder den unge del af befolkningen. Ellers ender vi med at lave radio for nisser og pensionerede oberster,« siger Trine Gregorius til Politiken.

Over for Berlingske.dk slår DRs formand, Michael Christiansen, det dog fast, at det er et decideret brud med politikernes forligstekst, når næstformanden i DRs bestyrelse, Ole Hyltoft, foreslår at lukke P3.

Der ligger nemlig en klokkeklar forligstekst klar fra politikerne, der tilsiger, at det nuværende programindhold på de nuværende fire kanaler skal fordeles forholdsmæssigt på de tre tilbageværende kanaler.

»Ole Hyltoft peger på en mulighed, som ikke er en forholdsmæssig fordeling, sådan som der står i forligsteksten,« siger bestyrelsesformand Michael Christiansen til forslaget om lukning af P3.

0 Kommentarer