Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
08:36 23.10.2023 Ritzau

DR’s mulige milliardgæld til kommunen blev stiftet med åbne øjne

DR’s ledelse var helt bevidst om, at en tilbagekøbsklausul på godt 100 millioner kroner kunne ende i en milliardregning til koncernen, da det indgik en aftale om DR Byen med Københavns Kommune tilbage i 2003.

Det hævder Berlingske, efter at avisen har fået indsigt i et notat fra ledelsen, fra dengang beslutningen blev taget.

Sagen er kompliceret, men omhandler en række aftaler mellem kommunen og DR, da mediekoncernen gerne ville samle sin produktion i et nyt og flot mediehus på Amager.

Staten havde allerede sagt god for at stille sikkerhed for en del af lånet, men krævede, at noget af finansieringen skulle komme fra salget af Radiohuset på Frederiksberg og TV-Byen i Søborg.

Problemet for DR var bare, at Københavns Kommune også havde ret til en bid af kagen for salget af de to tidligere DR-lokationer. 107 millioner helt præcist.

Tidligere på måneden vakte det opsigt, da Berlingske skrev, at DR dengang valgte ikke at betale pengene til Københavns Kommune. I stedet blev der indgået en aftale om, at Københavns Kommune i 2073 kvit og frit kunne overtage DR Byens bygninger.

Desuden har kommunen krav på et beløb svarende til det ”dobbelte af den aktuelle offentlige bygningsværdi”.

Københavns Kommune stævnede tidligere i oktober DR for at få rettens ord for, hvor meget DR skylder kommunen.

Eksperter har tidligere vurderet, at kommunen kan føle sig nødsaget til at gå rettens vej for ikke at komme i karambolage med reglerne om ulovlig statsstøtte.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder