Seerne strømmer til DR i primetime-perioden fra 20.00 til 22.30. Omlægning af TV Avisen har givet pote, siger DR Medieforskning (opdateret)
Ifølge DR Medieforskning har DR 1 i de fire uger med den nye sendetid for TV Avisen haft en seerandel på 31 procent i kanalens primetime fra klokken 20.00 til 22.30, skriver Politiken.
Tal fra TNS Gallup viser, at TV 2 i samme periode havde 20,8 procent af seerne.
Det er DR Medieforsknings vurdering, at det er flytningen af TV Avisen og omlægningen af aftenfladen, der har fået seerne til at række ud efter fjernbetjeningen.
Den vurdering bygger på, at DR i samme tidsrum i første halvår af 2012 havde en seerandel på 24,5 procent i primetime, mens TV 2 blev set af 25,6 procent af seerne.
TV Avisen klokken 21.30 har i gennemsnit 739.000 seere. Før flytningen blev TV Avisen i gennemsnit set af 627.000 seere.
Journalisten.dk har forsøgt at få en kommentar til tallene fra TV 2. I første omgang henviser TV 2 til en pressemeddelelse, der tidligere er blevet udsendt om stationens pressede seertal:
"TV 2's hovedkanal er udfordret på seertallene, bl.a. fordi overgangen til abonnementsbetaling har rykket yderligere og mere end forventet ved tv-seningen. Konkurrencen er hård, og udviklingen er ikke tilfredsstillende," skriver TV 2's administrerende direktør, Merete Eldrup.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.