DR stjal selv en del af fokus fra gårdsdagens kommunalvalg med exit-prognoser, som viste sig at være meget misvisende for især Socialdemokraternes valgresultat. De var så misvisende, at DR sammen med meningsmålingsinstituttet Epinion i nat beklagede prognoserne. Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, har også været ude efter public service-stationen:
»Det er ikke DR værdigt. Og det må give anledning til selvransagelse, når man går ud med så fejlbehæftede tal og på så smalt et grundlag laver så kraftige konklusioner,« siger han til Ritzau.
Den første exit-prognose viste, at Socialdemokraterne ville få 22,7 procent af stemmerne på landsplan, men de endte på 29,5 procent af stemmerne. Det lyder umiddelbart som noget af et fejlskud, men rent teknisk er det ikke gået så skidt, som det kan se ud, siger partner i Epinion Mogens Storgaard Jakobsen:
»Hvis man laver den tekniske kvalitetsmåling, så er vores målinger faktisk relativt gode i forhold til det antal interview, vi er i stand til at lave. Det er temmelig kompliceret at forklare til den almindelige dansker, men selve kvaliteten af det arbejde, der er lavet, er faktisk rimeligt højt. Vi må jo bare forvente, at der er usikkerhed på det, og det er så bare skide ærgerligt, at usikkerheden denne gang vendte, så den framede historiefortællingen på tv på en forkert måde,« siger Mogens Storgaard Jakobsen.
Han forklarer, at usikkerheden på de tidlige exitprogonoser var meget større end andre exit-polls, fordi Epinion lavede 11 kommunale exitpolls med det samme antal interviews, som man normalt bruger til at foretage en enkelt exitpoll til et folketingsvalg. For at kompensere for det kombinerede Epinion interviewene med meningsmålinger, der var foretaget i dagene op til valget:
»Det var vi ikke specielt dygtige til. Det er nu engang nemmere at forudse, hvad folk stemmer, når de har stemt. Her er det ærgerligt, at Socialdemokraterne ligger så skidt, og der må vi bare sige, at det er synd for Helle og company, at vi giver dem nogle hårde timer dér,« siger Mogens Storgaard Jakobsen, der fortæller, at de ikke kommer til at lave lignende målinger igen:
»Læren af det er, at man skal nok lade være med at lave så tidlige exitpolls. Det er heller ikke et barn, der er født hos meningsmålingsinstitutterne, det her med at offentligøre exitpolls eller -prognoser før valgstederne er lukkede. Det er noget, som skyldes, at man rigtig gerne vil have masser af pressedækning på det, men det er ikke en super ide,« siger Mogens Storgaard Jakobsen, der understreger, at han ikke vil skyde på DR.
På DR beklager redaktør på valgaftenen Jakob Kwon exit-prognosen:
»Vi er ikke tilfredse med den måling, vi bragte i går, og vi beklager, at vi kom til at bringe en måling, der var så upræcis,« siger Jakob Kwon.
Han mener ikke, at DR skulle have været mere forsigtig, når nu Epinion understregede den forhøjede usikkerhed:
»Vi har købt en vare hos Epinion, og vi ved, at den selvfølgelig er behæftet med en vis usikkerhed, men vi går ud fra, at Epinion leverer en vare, hvor usikkerheden er inden for de plus/minus tre procent, som var aftalen,« siger Jakob Kwon.
5