Med fem kendelser med kritik eller delvis kritik var DR sammen med Ekstra Bladet sidste års topscorer, når det gælder kritik i Pressenævnet.
I 2014 udtalte Pressenævnet kritik af DR fem gange – året før var tallet fire. Etikchef i DR Inger Bach siger om omfanget:
»Antallet af kendelser i Pressenævnet er ikke tilfredsstillende. Vi har i det daglige stort fokus på det presseetiske, men vi kan ikke undgå, at der en gang imellem sker fejl,« siger hun.
Selv om DR på radio, tv og net laver mere indhold end mange andre danske medier, skal det ikke bruges som undskyldning for antallet af kendelser, forklarer hun.
»Hvis man laver en fejl i trafikken, er det ikke en undskyldning, at man kører rigtigt mange kilometer,« siger Inger Bach.
Fem gange kritik for tre programmer
Samtidig bemærker hun, at det i alt kun drejer sig om tre programmer.
»Det er vigtigt at understrege, at vi har fået kritik i tre programmer af alt det, som DR sender. Ikke at kritikken ikke betyder noget. Men fejl sker, og det vigtigste er, at vi lærer af det,« siger hun.
DR fik i to omgange kritik af dokumentaren ’Østarbejdernes Bagmænd’ – blandt andet fordi DR var for dårlig til at rette fejl, som Pressenævnet én gang havde udtalt kritik af.
DR’s Cavlingvinder ’I Skattely’ fik også kritik to gange i 2014.
Den ene gang var det, fordi DR viste skjulte optagelser fra et møde med en rådgiver fra advokatfirmaet Bech-Bruun. Men optagelserne dokumenterede ifølge Pressenævnet ikke, at den rådgivende advokat opfordrede DR’s undercoverjournalist til at omgå skattereglerne.
Den anden kritik af ’I Skattely’ handlede om, at DR i rådgivningen fra revisorfirmaet Ernst & Young undlod at fortælle, at firmaets rådgiver sendte en mail til journalisten, hvor der stod, at han ville være skattepligtig i Danmark af avancen fra et salg af app’en – hvis han allerede havde lavet en aftale med køberen.
»Den oplysning ville have givet et mere nuanceret billede af rådgivningen,« konkluderede Pressenævnet.
Lærer af kritikken
Inger Bach ønsker ikke at udtale sig om kritikken af enkeltprogrammer, men siger, at »vi lærer af de kendelser, vi får«.
Hun forklarer, at DR på opfordring fra seerredaktør Jacob Mollerup har strammet op på formidling af rettelser.
Så det håber I, at I ikke får kritik for igen?
»Det er et punkt, vi har taget hånd om, og som vi håber ikke gentager sig,« fortæller Inger Bach.
TV 2 kun kritiseret én gang
Mens DR sidste år fik hel eller delvis kritik fem gange, skete det samme kun en enkelt gang for TV 2. Det er dog for tidligt at tolke det som en stigende etisk formkurve. For i 2015 har TV 2 allerede fået kendelser mod sig to gange.
»Og der kan meget vel være sager, som har ligget over fra sidste år på grund af forlængede klagefrister,« forklarer seerredaktør Lars Bennike.
Han siger, at det ikke er nogen skam for journalister at blive indbragt i Pressenævnet.
»Men det er ikke godt at tabe. Journalisternes opgave er at trykke på de ømme punkter. Det lave antal sager viser, at vi har holdt os inden for de presseetiske regler samtidig med, at vi dækker de sager, der er relevante,« mener han.
Mens Ekstra Bladet og DR fik kritik fem gange, fik BT, Jyllands-Posten og Politiken kritik eller delvist kritik tre gange i 2014.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er da påfaldende at kritikken er steget til 5 fra 4 hos DR med en etikchef ved roret siden 2013.
Hvad er det TV2's etikchef kan, som Inger Bach har svært ved i DR? Åh, der er vidst ikke opfundet en sådan stilling i TV2...
@Jens Hansen: Man fyrer ikke folk fordi der begås fejl. Man sørger for at folk retter ind, lærer af det og undgår det i fremtiden.
Jeg ved ikke lige hvilken gode stemning du derudover hentyder til? Jeg fornemmer nu en ret trykket stemning.
»Det er vigtigt at understrege, at vi har fået kritik i tre programmer af alt det, som DR sender. Ikke at kritikken ikke betyder noget. Men fejl sker, og det vigtigste er, at vi lærer af det,« siger hun. (Inger Bach)
Jeg spørger bare, hvad det er DR har lært under Inger Bachs kyndige etiske vejledninger? Hvorfor er seernes redaktør ikke sufficient som det åbenbart er hos TV2? Og har DR behov for en tung chef for etik for at kunne "tage ved lære" af uundgåelig fejl, som IB udlægger det.
Monstro Mollerups afgang har noget at gøre med Inger Backs etik-politi som tydeligvis ikke er den stærkeste styrke i DR?