search

DR’s dramachef fyret: ”Vi har brug for arbejdsro”

Situationen i DR Drama er frosset, og kulturdirektør ønsker ny start. Derfor stopper dramachef Christian Rank

Det får nu den konsekvens, at chefen i DR Drama, Christian Rank, stopper.

Det fortæller Henrik Bo Nielsen, direktør for afdelingen DR Kultur, Børn og Unge.

”Oven på den turbulens, der har været om den lange udsættelse af produktionen om Leonora Christina, så har vi en fastlåst og tilspidset situation i forhold til DR Drama.”

”Christian Rank og jeg har drøftet, hvordan vi kommer ud af det og får ro på. Den ro har vi ikke kunnet opnå, så derfor har vi været nødt til at stoppe samarbejdet,” siger han.

Serien om Leonora Christina Ulfeldt, som var datter af kong Christian IV og fængslet i 22 år, skulle have været vist i 2024.

Der har været uenigheder

Men ifølge DR ville det ikke være muligt at skabe serien inden for ”den givne økonomiske ramme”.

Desuden har der manglet ”nødvendige erfarne kræfter til at styre en produktion i den størrelsesorden sikkert i mål”.

Ifølge Henrik Bo Nielsen har der siden meldingen om udsættelsen været ”intense diskussioner”, som han og Christian Rank har deltaget i.

”Der har været uenigheder, og det er helt tydeligt, at der skal ske noget, for at tilliden kan genetableres. Derfor vurderer jeg, at det mest rigtige er en frisk start for en ny dramachef, og det kan Christian også godt forstå,” siger Henrik Bo Nielsen.

Desuden betyder en stigende konkurrence, at der er brug for arbejdsro.

Skal finde ben i et globalt marked

En ny kommende dramachef skal være med til at sætte en retning for DR’s dramaafdeling, der skal finde sine ben i det ”glohede marked”, siger Henrik Bo Nielsen.

”For bare 10-15 år siden stod DR Drama et sted, hvor vi var de eneste, der havde en stor portefølje af dramaserier på det her niveau. Nu oplever vi, at der er mange udbydere og en voldsom prisstigning i markedet.”

”Vi arbejder på, hvor vi skal stille os, og det er relevant i forbindelse med ansættelsen af en ny dramachef,” siger han.

Henrik Bo Nielsen mener dog, at antagelsen om, at DR Drama ikke længere er et flagskib for serieproduktion, er forkert.

”Men når tingene over en årrække ændrer sig fra én stor spiller til mange spillere, er der andre vilkår at arbejde under. I den forbindelse er det helt afgørende, at der er ro og gode relationer.”

”Så skal vi nok evne at fortælle historier, der gør, at DR Drama stadig står i sin egen klasse, men på en anden måde og i en anden virkelighed end for 10 år siden,” siger Henrik Bo Nielsen.

Indtil en ny dramachef er fundet, konstitueres souschefen i DR Drama, Marianne Bennetzen.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen