DR’s faktatjek-program ’Detektor’ begik intet mindre end alle fejl, da en medvirkende kilde klagede over programmet.
Sådan lyder det fra Jesper Termansen, lytternes og seernes redaktør i DR.
Den første fejl består i, at klagen ikke blev besvaret i mere end en måned, og først da den medvirkende klagede til lytternes og seernes redaktør. Derudover var det den medarbejder, der selv stod for programmet, der besvarede klagen. Det er i strid med DR’s egne retningslinjer om, at medarbejdere ikke bør svare på klager over sig selv, og at det bør være den ansvarlige chef.
Klageren fik heller ikke en klagevejledning, og ’Detektor’ kontaktede klageren på Facebook, mens der ikke blev svaret på henvendelserne, der lå i DR’s officielle klagesystem.
Om selve klagens indhold, giver Jesper Termansen kun klageren delvist medhold i et punkt, der handler om, at klageren i en artikel på dr.dk kun kom begrænset til orde sammenlignet med en meget detaljeret kritik.
På den baggrund bør DR beklage den manglende balance i artiklen samt ændre artiklen, så det fremgår, at der er tilføjet et længere svar, konkluderer Jesper Termansen.