Dropper nettet: Vælgerne foretrækker lokalavisen ved kommunalvalget

Under kommunalvalget foretrækker vælgerne lokale medier, mens nettet ligger i bunden. »Kommunalvalget er de lokale ugeavisers kongestund,« siger østjysk chefredaktør. »Kandidaterne er på nettet og på Facebook, men borgerne ser det bare ikke,« siger Roger Buch, der giver idéer til en bedre journalistisk dækning

Det kan godt være, at mange kandidater til kommunalvalget fører valgkamp på Facebook, Twitter eller egne hjemmesider. Men for vælgerne er de lokale og regionale medier langt vigtigere informationskanaler end nettet. Sådan var billedet i hvert fald ved sidste kommunalvalg i 2009, forklarer kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch.

»I de lokale medier kommer du direkte ud til de mennesker, du ønsker at nå. Det er vigtigt, når du skal indrykke annoncer eller skrive læserbreve,« sammenfatter Roger Buch.

En undersøgelse fra kommunalvalget i 2009 viste, at vælgerne orienterede sig mod de lokale medier, når de skulle beslutte, hvor de skulle sætte krydset. Nederst på listen lå informationsmateriale fra kommunen og internettet.

Lokale aviser 75 %
Regionalt tv og lokal tv 69 %
Samtaler med andre borgere 65 %
Regionale aviser 62 %
Lokale ugeaviser 60 %
Landsdækkende tv 53 %
Regionalradio og lokalradio 51 %
Landsdækkende aviser 39 %
Landsdækkende radio 33 %
Pjecer fra kommuner 28 %
Internettet 27 %

Når der er folketingsvalg, ligger internettet i top tre over de vigtigste informationskanaler, bemærker Roger Ruch:

»Kandidaterne er på nettet og på Facebook, men borgerne ser det bare ikke.«

Ugeaviser er tæt på politikerne og læserne

Claus Krogh er ansvarshavende chefredaktør for lokalaviserne Østjylland, der udgiver 21 ugeaviser i Trekantsområdet, Skanderborg, Favrskov, Norddjurs, Syddjurs og Aarhus kommune. Han siger, at »kommunalvalget er de lokale ugeavisers kongestund«.

»Vi gør en kæmpe forskel. Vores aviser er meget tætte på både politikere og læsere.«

Han mener, at lokalaviserne er meget vigtige for den kommunalpolitiske debat.
»Jeg vil vove den påstand, at uden vores aviser ville det være svært for politikerne at komme ud til en bredere gruppe af vælgere,« lyder det fra Claus Krogh.

»Hvis man tager læserbrevene, kan man se, at vi har hovedparten af de læserbreve, politikerne skriver. Hvis man tager debatten, kan vi se, at den ofte starter hos os. Vi er med til at sætte den politiske dagsorden for eksempel på Djursland og i Skanderborg og Favrskov,« mener Claus Krogh.

Valget handler om personer

Sammenligner man den journalistiske dækning med vælgernes behov, siger Roger Buch, at medierne overser, at vælgerne går mere op i kandidaternes personligheder og hvor de kommer fra – end hvilket parti de stiller op for.

»Kommunalvalg er et personvalg mere end et partivalg. Det handler mere om, hvilke kandidater man kender, og om man har tillid til dem,« siger han og henviser til, at der afgives langt flere personlige stemmer ved kommunalvalget end ved valg til Folketinget.

»Bortset fra de to-tre kandidater, der kæmper om at blive borgmester, er det personlige i valgkampen ikke noget, medierne beskæftiger sig med,« siger Roger Buch.

Det personlige aspekt bliver typisk dækket i artikler, der diskuterer, om der er nok kandidater med en anden etnisk baggrund end dansk, kvinder eller folk fra den private sektor, mener han.

»Det bliver sjældent dybere end det. For vælgerne er det personlige noget af det vigtigste. Og når medierne ikke skriver om det, bruger de andre kanaler, for eksempel samtaler med andre mennesker,« forklarer Roger Ruch.

…Og geografi

En anden vinkel, medierne ofte overser, er den geografiske.

»Når vælgerne stemmer på en lokal kandidat handler det meget om, at man forventer, han vil kæmpe for at bevare for eksempel den lokale skole. Det handler ikke så meget om, om han stiller om for Socialdemokraterne eller Venstre. Men geografi er ekstremt vigtigt for vælgerne i kommunalpolitik – meget vigtigere end til folketingsvalget. Partierne kæmper ikke kun om, hvordan midlerne skal fordeles mellem for eksempel børn og unge-området mod teknik og miljø. Der er også en geografisk dimension, som ofte bliver overset,« siger Roger Buch.

0 Kommentarer