search

Drop polerne og find det tavse flertal

Udlændinge sviner, stjæler, voldtager og dræber, tordnede en DF'er fra talerstolen. Det satte gang i endnu en dybt polariserende debat i medierne. Der er brug for, at vi journalister lærer at depolarisere samfundet og give ordet til den tavse midte frem for polerne, skriver Cathrine Gyldensted

Cheanne Nielsen kom i weekenden med sin nu så kendte udtalelse fra DF’s talerstol ved landsmødet:

»De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager og de dræber. De mishandler Danmark, mens mor og far har for travlt med at skændes inde på Borgen,« tordnede hun.

I debatprogrammer både på tv og radio blev sagen taget op om de stereotype og politianmeldelsesegnede udtalelser, Cheanne kom med. Mod udlændingene. Vi så en lang række angreb såvel som forsvar af DF'eren – hurtige udmeldinger, hurtige klassificeringer, hurtige positioneringer.

Det handler om at sætte folk i kasser med navne, vi kender, så vi bedre kan forstå, hvordan det hele hænger sammen.

Sort, hvidt. For og imod.

Uintegrerede kriminelle udlændinge versus den dydige dansker.

Radikaliserede islamister mod fromme vesterlændinge.

I mit Facebook-feed skriver en brun dansker, at hvis han nogensinde skulle skrive et indlæg, ville overskriften være: "Jeg er træt".

Træt, fordi næsten hver debat, hvert program i tv handler om de samme emner, samme mennesker, samme forargelser, samme flygtninge, samme indvandrere og taletid til laveste fællesnævner. Træt af at blive sat i bås som enten en belastning eller en elite-indvandrer. Men sådan nogle som ham skriver ikke indlæg, slutter han.

I 'Mennesker og Medier' efter sommerferien interviewede Kurt Strand Radio24Syvs Mads Brügger om, hvorvidt demagogien havde overtaget i Mikael Jalvings sommerprogram på den licensfinansierede public service-station. Brügger afviste: Det er der ikke noget om.

Den Stille Midte

Alle debatterne ender med at køre op i den berømte spids, hvor folk i to lejre står og råber af hinanden. Alt sammen peger pilen i samme retning. Vi stimler sammen i poler. Muslim vs. ikke-muslim. Rig vs. fattig. Venligboerne vs. alle dem, der er imod flygtninge. Vi skutter os og finder den meningsparaply, det passer os bedst at stimle sammen under.

For nylig mødtes jeg med en mand i Holland. Han underviser det hollandske politi i, hvordan de kan arbejde, så de har en depolariserende indflydelse på de mennesker, de møder i deres daglige arbejde i ghettoer: Hvide som brune, fattige som rige, over hele landet.

Bystyrerne i Utrecht og Rotterdam er også på mandens klientliste.

Bart Brandsmas effektive depolariserings-metode handler først og fremmest om at forstå, hvad der skaber polariseringer. Det gør både negative, men også positive generaliseringer. Dehumanisering af de andre. Os mod dem. Derefter handler det om at forstå, hvem aktørerne er, når der sker polarisering:

Der er de såkaldte Pushers: De, som har skabt den pol, de tilhører, og gennem ord og handling prøver at rekruttere flere til sagen. Vi ved godt, hvem de er, ikke? I Holland er det Geert Wilders vs. Alexander Pechtold. Radikale imamer vs. dem, som vil islam kvit. Nigel Farage vs. David Cameron.

Så er der de såkaldte Joiners: De er ikke aktive, verbale og synlige som 'pusherne', men de stemmer på partiet eller støtter den bevægelse, som 'pusherne' har skabt.

I midten er der den store gruppe. Bart Brandsma kalder den The Silent.

Det er netop det, den er: Den store stille midte.

Det er der, den brune dansker, som ikke skriver indlæg, hører til. Det er der, hovedparten af danskerne er. De, som ikke er hverken for eller imod flere flygtninge. De, som ikke rigtig ved, hvordan de har det med det hele. De Uafklarede.

Det farlige opstår, når polerne vokser, og den stille midte skrumper, fordi folk siver til enten den ene eller den anden side. Når polerne bliver store nok, og midten svinder ind til ingenting, er det billedet på borgerkrig.

Perfekt kort over journalistikkens kilder

Kig igen på modellen herover og se, om du kan se, hvad jeg ser.

Den er nærmest et perfekt kort over, hvilke kilder vi vælger i journalistikken. Vi interviewer 'pusherne' og 'joinerne' – men aldrig den stille midte.

Vi rapporterer fra polerne, fordi dette repræsenterer for og imod en sag – det er nemlig sådan, vi har lært på journalistskolerne, at en historie bliver balanceret.

Men i virkeligheden er der jo tale om kilder fra to yderpoler – ikke balance. Og det er ikke det hele. Ifølge Brandsmas model er der en fjerde aktør – det er de såkaldte Fuelers.

Det er dem, som giver brændstof til polerne ved at give 'pusherne’ taletid eller bare rapportere om deres virke. Både negativ og positiv omtale giver brændstof. Derfor agerer journalistikken som 'fueler'.

Men der findes råd for det. Her kommer to: 

1:

Balancen findes, hvis vi dykker ned i den stille midte og rapporterer meget mere derfra. Jesper Borup fra DR Fyn har fortalt mig, at en af de vigtige læringer, de har haft med deres problemløsende journalistik, er at holde de vanlige poler uden for dækningen så længe som muligt – og give midten taletid. Det bliver ikke kedeligt, men er tværtimod virkelig ny viden og giver et nyt afsæt for debatten. Forankret i midten i stedet for polerne.

Omroep West er en stor hollandsk regional tv- og radiostation, der dækker de store byer Rotterdam og Den Haag. Her forsøgte man sig med depolariserende dækning af bydelen Schilderswijk, der er hårdt plaget af bandekrige, vold og uro mellem beboerne og politiet. Omroep West rykkede ud i bydelen og sendte nonstop i en uge med fokus på, hvad beboere og de lokale institutioner havde af indsigter og forslag til løsning. Politikere, der ønskede at markere sig på deres holdninger for og imod, blev holdt ude af dækningen i ganske lang tid. Midten fik taletid og dermed indflydelse. Omroep West melder om usædvanlig høj deltagelse fra seere og regionen i forhold til forslag, debat og spredning af dækningen.

2:

Den amerikanske forsker Jonathan Haidt fortalte mig i sommer, hvad han anbefaler dem, som ønsker at afmontere den øgede polarisering i amerikansk politik. Det handler om at undgå at skabe et "fjendtligt klima" og i stedet fremhæve overbevisninger, ritualer, processer og institutioner, der forener. Derfor var Khizr Khans tale på det demokratiske konvent så effektiv i forhold til at samle hovedparten af amerikanerne bag sig – selv de, som normalt var Trump-tilhængere. Khan fremhævede nemlig sin "troskab til forfatningen, patriotisme og udelte loyalitet til nationen, samt sin tro på demokratiet".

Lige nu arbejder jeg på at omsætte Bart Brandsmas depolariserings-metode til et modul, vi kan undervise journaliststuderende – men også erfarne journalister – i. Vi er interesserede i at finde ud af, hvordan journalistikken helt praktisk skal laves, hvis den skal følge reglerne for depolariserende adfærd.  Uden at dækningen bliver vag, censurerende eller uvedkommende. Tværtimod er formålet at komme tættere på flertallet af borgerne.

Det er spændende, og det er sikkert kontroversielt for nogle. Det handler jo om en større bevidsthed i forhold til, hvordan vi ikke ‘bare’ spejler samfundet, men påvirker det. Med den bevidsthed følger et større ansvar, og det er besværligt. Det er altid nemmere at gå ignorant gennem livet.

Vi regner med at udvikle modulet i tæt samarbejde med nyhedsredaktioner i Holland og Sverige – og måske nogle hjemlige også? Saglige henvendelser er meget velkomne!

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen