Drop myterne om kommunikation

"Det er på tide at gøre op med et par myter om, at offentligt ansatte kommunikatører er spindoktorer eller reklamefolk," skriver en række tillidsrepræsentanter i et fælles debatindlæg til Journalisten

Vi støder ofte på kolleger, der ikke ved, hvad vi offentligt ansatte kommunikatører laver. Det er synd, for vi er efterhånden omkring 900 DJ-medlemmer, hvoraf mange af os har nogle fede journalistjobs, hvor vi gør en forskel for de kerneopgaver, der bliver løst i det offentlige. Det er på tide at gøre op med et par myter om, at vi er spindoktorer eller reklamefolk.

Vores uddannelser som journalister og kommunikationsrådgivere giver os kendskab til pressens vigtighed for demokratiet. Derfor er det blandt andet vores job at sikre, at både vores organisation og pressen behandles, så arbejdet for begge parter kan ske på en ordentlig måde.

De fleste af os bruger megen tid på at formidle mellem medieansatte journalister og offentligt ansatte fagfolk, så begge parter forstår deres roller og udfylder dem rigtigt.

Spindoktorer findes, men det er ikke den rolle, langt de fleste af os spiller. Vi bruger tid på at formidle vigtig information til borgere, patienter og pårørende – og til at give feedback til vores ledere. Vi rådgiver for eksempel direktører, skoleledere, økonomer, læger og sygeplejersker, så deres budskaber bedre når ud til befolkningen. Vi underviser i, hvad en uafhængig presse er, og hvorfor det er en grundsten i et moderne demokrati. Vi hjælper offentligt ansatte til at forstå lovgivningen og spillereglerne mellem journalister og kilder, fordi det øger lysten til at lade sig interviewe og derfor i sidste ende sikrer befolkningen viden og forståelse.

Vi bruger megen tid på at finde og formidle de gode historier. Både til befolkningen via pressen og til de andre medarbejdere i vores organisationer. Vi arbejder samtidig med at forebygge negativ presse ved at give konstruktiv feedback til vores ledere og organisationer, for eksempel med denne realitetstest: ”Kan vi tåle, at det her står på forsiden af en avis?”

Vi går samtidig i kødet på de få journalister, der ikke overholder ”Regler for god Presseskik”, fordi vi som journalister ved, hvor vigtig presseetikken er. 

Vi profilerer selvfølgelig projekter, resultater og dygtige folk i vores organisationer. Men vi gør det under en skærpet etik, der sikrer, at offentligheden hører både om plusser og minusser i sagerne på en fair og nuanceret måde. Vi går ikke ind for røgslør. Vi rådgiver ofte ledere i vores organisationer til at stå åbent frem, når der er sket en fejl, og fortælle befolkningen, hvordan de vil løse de problemer, som alle organisationer får indimellem. 

Alt det her er den gode historie om de mange offentligt ansatte kommunikationsfolk, der er myldret frem de seneste 10 år. Med kommunikationsfagets vækst har medierne fået et kvalificeret modspil. Og det er sundt for både medier, organisationer og befolkning. 

Karen Grønkjær Kjeldsen og Hanne Stetting Duvå, tillidsrepræsentant og stedfortræder, Region Hovedstaden, Gert Ellegaard, tillidsrepræsentant, Region Sjælland, Thomas Chemnitz, tillidsrepræsentant, Region Nordjylland, Lars Bøgh Vinther, tillidsrepræsentant, Forsvarskommandoen, Susan Vera Mortensen, tillidsrepræsentant, Københavns Kommune


Illustration Rasmus Bregnhøi

 

0 Kommentarer