Drop magtens sprog

Der er næppe brug for hverken gul pangfarve eller et vedhæftet "breaking news" for at konstatere: Sproget har magt.

Der er næppe brug for hverken gul pangfarve eller et vedhæftet "breaking news" for at konstatere: Sproget har magt.

Det er ikke ligefrem en nyhed for journalister at blive mindet om, at det betyder noget, det vi skriver.
Alligevel lader en del af mine kolleger til at have glemt det. Så her overbringer jeg en kollektiv røvfuld på vegne af min mor, Lis, og de tusinder andre danskere, der har mistet deres arbejde under krisen.

Alt for mange journalister har slugt magtens sprog, når de render i røven af politikerne og bruger deres vendinger om arbejdsløsheden. Vi skriver som det mest naturlige om, hvor mange "ledige der kommer i arbejde". Om hvorvidt det ene eller det andet politiske tiltag vil "få de ledige i arbejde".

Helt galt gik det for min morgenkaffe, da jeg læste en nyhed fra Ritzau 14. august, som flere andre medier havde bragt. Antallet af folk, der mister dagpengene efter nytår, "kan trækkes ned, hvis man tror på, at mange af de mennesker kan tage sig sammen på falderebet og finde et job".

Det er alt for udbredt, at journalister skriver om de arbejdsløse, som om der er noget i vejen med dem. De skal "i arbejde", de skal "tage sig sammen", de skal "komme i arbejde".
Der er ikke noget i vejen med at mene, at det er folks egen skyld, at de har mistet deres arbejde. Men det er en politisk holdning, der fordrer liberalistiske svar.

Ligesom det er en politisk holdning at mene, at det er de økonomiske problemer i landet, der gør, at mange har mistet deres arbejde. Folk med denne holdning bruger udtryk som at "skaffe arbejdspladser til de ledige". Det er et sprog, der fordrer socialdemokratiske/socialistiske svar.
Det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Det handler om værdier og interesser. Om politik. Den ene såvel som det andet kan vi citere vores kilder for at mene. Men vi som journalister skal have styr på vores eget sprog.

Problemet for os med netop arbejdsløsheden er, at der er enighed på Christiansborg om at bruge et sprog, der gør arbejdsløshed til den enkeltes ansvar. Jeg tror, jeg lagde mærke til det første gang, da daværende SF-formand Villy Søvndal efter partiets landsmøde i foråret i TV Avisen påpegede: Den vigtigste opgave for regeringen var at få "de ledige i arbejde". I debatterne om akutpakker, dagpenge og aktivering er der fælles fodslag hos regeringen og oppositionen i de store linjer.

Den politiske enighed smitter af på vores sprog. Og det er ikke lige meget. Sproget betyder noget. Det former vores virkelighed. Og det er vores opgave at gribe vores arbejde kritisk an. Vi skal kræve svar til vores læsere fra deres politikere.

Jeg ved ikke, om det skyldes, at vi sidder for meget på kontorstolen. At vi snakker for meget med politikere og ikke lytter til folk ude i virkeligheden. At cheferne presser os til at lave for mange historier for hurtigt. At kommunikationsrådgiverne er for stærke. At vi er for lidt akademiske. At vi er for meget.

Men jeg ved i hvert fald, at vi svigter vores læsere, seere og lyttere, når vi snakker politikerne efter munden, som var vi deres taleskrivere.

– Klaus Buster Jensen, journalist på Fagbladet 3F