Der er næppe brug for hverken gul pangfarve eller et vedhæftet "breaking news" for at konstatere: Sproget har magt.
Det er ikke ligefrem en nyhed for journalister at blive mindet om, at det betyder noget, det vi skriver.
Alligevel lader en del af mine kolleger til at have glemt det. Så her overbringer jeg en kollektiv røvfuld på vegne af min mor, Lis, og de tusinder andre danskere, der har mistet deres arbejde under krisen.
Alt for mange journalister har slugt magtens sprog, når de render i røven af politikerne og bruger deres vendinger om arbejdsløsheden. Vi skriver som det mest naturlige om, hvor mange "ledige der kommer i arbejde". Om hvorvidt det ene eller det andet politiske tiltag vil "få de ledige i arbejde".
Helt galt gik det for min morgenkaffe, da jeg læste en nyhed fra Ritzau 14. august, som flere andre medier havde bragt. Antallet af folk, der mister dagpengene efter nytår, "kan trækkes ned, hvis man tror på, at mange af de mennesker kan tage sig sammen på falderebet og finde et job".
Det er alt for udbredt, at journalister skriver om de arbejdsløse, som om der er noget i vejen med dem. De skal "i arbejde", de skal "tage sig sammen", de skal "komme i arbejde".
Der er ikke noget i vejen med at mene, at det er folks egen skyld, at de har mistet deres arbejde. Men det er en politisk holdning, der fordrer liberalistiske svar.
Ligesom det er en politisk holdning at mene, at det er de økonomiske problemer i landet, der gør, at mange har mistet deres arbejde. Folk med denne holdning bruger udtryk som at "skaffe arbejdspladser til de ledige". Det er et sprog, der fordrer socialdemokratiske/socialistiske svar.
Det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Det handler om værdier og interesser. Om politik. Den ene såvel som det andet kan vi citere vores kilder for at mene. Men vi som journalister skal have styr på vores eget sprog.
Problemet for os med netop arbejdsløsheden er, at der er enighed på Christiansborg om at bruge et sprog, der gør arbejdsløshed til den enkeltes ansvar. Jeg tror, jeg lagde mærke til det første gang, da daværende SF-formand Villy Søvndal efter partiets landsmøde i foråret i TV Avisen påpegede: Den vigtigste opgave for regeringen var at få "de ledige i arbejde". I debatterne om akutpakker, dagpenge og aktivering er der fælles fodslag hos regeringen og oppositionen i de store linjer.
Den politiske enighed smitter af på vores sprog. Og det er ikke lige meget. Sproget betyder noget. Det former vores virkelighed. Og det er vores opgave at gribe vores arbejde kritisk an. Vi skal kræve svar til vores læsere fra deres politikere.
Jeg ved ikke, om det skyldes, at vi sidder for meget på kontorstolen. At vi snakker for meget med politikere og ikke lytter til folk ude i virkeligheden. At cheferne presser os til at lave for mange historier for hurtigt. At kommunikationsrådgiverne er for stærke. At vi er for lidt akademiske. At vi er for meget.
Men jeg ved i hvert fald, at vi svigter vores læsere, seere og lyttere, når vi snakker politikerne efter munden, som var vi deres taleskrivere.
– Klaus Buster Jensen, journalist på Fagbladet 3F
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Dette prunkløse indlæg er et af de værsentligste i 'Journalisten', jeg kan mindes at have læst. Klaus Buster Jensen peger på et af journalisternes helt fundamentale problemer nemlig en rystende mangel på forståelse af, hvordan magten udøves gennem sproget. Hvordan kan man kontrollere magten, hvis man ikke forstår, hvordan den udøves?
I samme nummer af Journalisten kan vi under titlen 'Frem med omeletten' i et indlæg, der præsenteres som en 'analyse' læse en skamløs jobansøgning til Metroselskabet forfattet af Jeppe Veddinge fra Geelmuyden.Kiese. Her slås Klaus Jensens pointe fast med en damphammer. Magten i det senmoderne samfund udøves i høj grad i sproget Hvordan denne 'analyse' er sluppet gennem det redaktionelle filter i et fagblad for journalister er en gåde, men om ikke andet så illustrerer det som sagt Jensens pointe, og journalistikkens krise udstilles nådesløst.
Som om det var et led i en større plan om i praksis at vise os, hvor dyb krisen er (show it, don't tell it), så forsøgerfagbladets redaktørpå lederplads under titlen 'Hurra for utroværdigheden' at spinne os en historie på ærmet om, at utroværdighed er en journalistisk dyd Oplagstal og troværdighed styrtdykker, men det er alt sammen et bevis på journaliststandens faglige integritet. Man hører allerede for sig de politiske partier overtage argumentationen og fortælle os, at faldende medlemstal og stemmeprocenter bare er en bevis på de samme partiers evner til at gennemføre 'de nødvendige reformer'.
Klaus Buster Jensens indlæg er supervæsentligt - desværre tror jeg også, at han vil blive møde med larmende tavshed, for sådan kan magten også udøves.