Hvis jeg skulle give én krone for hver gang, en journalist har spurgt mig om et emne, der udelukkende er knyttet til min etniske baggrund, så ville jeg være kommet i bundløs gæld.
Spørgsmål om tørklæder, tvangsægteskaber og madvaner har jeg mødt utallige gange fra journalister, der tilsyneladende er styret af dybtliggende forestillinger om, at det må være de emner, jeg er ekspert i.
Modsat har jeg ofte oplevet, at journalisterne nærmest bliver skuffede, når jeg fortæller, at jeg hellere vil tale om ligestilling, EU-forbeholdene eller kollektiv trafik.
Det skal ikke tolkes, som om jeg har et problem med min etniske baggrund. Tværtimod ser jeg det som et privilegium at være udrustet med to "briller" og dermed have indsigt i flere kulturelle adfærdsmønstre. Til gengæld kan det irritere mig, når jeg 'type-castes'. Eksempelvis når jeg inviteres til at deltage i en debat om tørklæder i et morgenprogram på tv, men efterfølgende fravælges, da det går op for journalisten, at jeg ikke bærer tørklæde. Derimod har min kollega Pia Kjærsgaard ingen problemer med at udtale sig trods manglende tørklæde.
Min opfordring er, at I dropper klichéerne og forholder jer til mennesket. Dette skal ikke tolkes som et surt opstød, men snarere en bøn. For via billeder og ord er I med til at skabe en slags "virkelighed" omkring vores nydanske medborgere.
Selv om der godt kan være en vis underholdningsværdi i klichéer, har det fatale konsekvenser, når virkeligheden konstrueres på klichéer, og en borger alene reduceres til sin religion eller etnicitet.
Et andet eksempel: En meget venlig journalist bad mig om min mening omkring tiltalemåderne i folketingssalen. Spørgsmålet var, om det var utidssvarende at anvende tiltaleformer som hr. og fru i salen.
Mit svar citerede journalisten ganske korrekt, men med bisætningen "…siger Yildiz Akdogan, der har muslimsk baggrund…"
Hvad min muslimske baggrund har at gøre med tiltaleformer i Folketingssalen, står stadig som en mindre gåde, især fordi der ikke stod kristen eller ateist på nogen af mine kolleger.
Mine oplevelser er desværre udtryk for en tendens, der ses bredt i medierne. Blot for at illustrere problemet: For nylig skrev en meget begavet skribent en interessant artikel med følgende overskrift: "Danske og muslimske forældre bremser integration".
Her kan man med rette spørge, hvad der gør, at den ene defineres ud fra nationalitet og den anden gruppe ud fra sin religion?
En anden konsekvens er, at journalisterne begrænser deres egne muligheder for en mere nuanceret tilgang til den politiske debat. For nylig viste en undersøgelse, at journalister primært anvender midaldrende mænd som kilder, hvilket i høj grad fører til en monoton nyhedsformidling.
Hvis journalisterne lod være med at lade sig styre af fordomme om, at kildeværdi er knyttet til køn, alder, religion eller etnicitet, så kunne en stærkere og mere mangfoldig formidling slå igennem til gavn og glæde for modtagerne.