Drop de opslåede stillinger

Lad være med at søge opslåede stillinger. Vejen til job går gennem dit netværk, lyder rådet fra Julie Asmussen. Hun søgte op imod 50 stillinger og fik afslag på afslag. En god veninde, en udlejer og en gammel kollega blev opskriften på Julies nye arbejdslykke

Juni 2011

Efter mange og svære overvejelser har jeg taget beslutning om at sige mit job som layouter på fagbladet Journalisten op. Jeg er bekymret for, at en begyndende musearm skal blive kronisk. »Du skal nok ikke regne med at få job lige med det samme,« siger en nyuddannet juniorjournalist til mig. "Watch me, din grønskolling!"

Lad os først se, hvad lovgivningen siger.

 

 

Fra 2011 søger jeg uden held op imod 50 jobs på klassisk vis. De få steder, hvor jeg får succes, skyldes det en håndsrækning fra mit netværk – de er markeret med gult i teksten:

Atelier-medarbejder, Piraten, Gladsaxe

Aktivitetsmedarbejder, Musikhøjskolens Aftenskole

Koordinator, M/S Museet for Søfart 

Pr- og kommunikation­smedarbejder, Frederiksholm Kirke i Sydhavn Sogn (barselsvikariat) 

Tovholder til strategi ­og udvikling, Alka

Jeg har netop færdiggjort Media Management, en etårig 'mini-mba' i medieledelse ved DMJX. Jeg bruger to dage på at skrive en formfuldendt ansøgning i pdf-form blot for at opdage, at ansøgningen skulle udfyldes via et elektronisk ansøgningsskema.

 

August 2011

Kreativ pædagog, Miniklubben 

Jeg er kaldt til samtale på en fritidsklub på Amager. Jeg skal starte et kreativt værksted for børn op fra bunden. Samtalen går superfint. Jeg bliver vist rundt i hele huset. De ringer og siger, at jobbet er gået til en kollega, de kender. Fremmødestabil, kalder de hende. Et udtryk, jeg skriver mig bag øret.

Kirke- og kulturmedarbejder, Studentermenigheden, København, Trinitatis Kirkes Menighedsråd

Grafisk designer, Nationalmuseets publikations- og formidlingsvirksomhed

Vikar, Øster Farimags­gades Skole

Madmor, Fogedgården

 

 

September 2011 

Marketingkoordinator, Statens Museum for Kunst

Jeg står med en malerrulle i hånden … Jeg er ved at falde ned af stigen, da de ringer fra Statens Museum for Kunst og vil kalde mig til samtale. Ansøgningen har jeg klapret sammen på en time – "den er virkelig god", siger de. Samtalen bliver en katastrofe. De spørger, om jeg godt er klar over, at der ikke er nogen til at løse opgaverne for mig. Jeg har taget alt for fint tøj på.

Kursusudvikler, koordinator og underviser, Efter- og Videreuddannelsen ved DMJX, Campus Øst i København

Ildsjæl og igangsætter, Ungehuset Valby

 

April 2012

Anmelder, Journalisten

Min eks-redaktionssekretær-kollega fra Journalisten får den idé, at jeg skal anmelde Lau Aaens bog ’Dagpengeland’. Bogen er fantastisk, og jeg kommer først i tanke om anmeldelsen søndag aften klokken 23.00. Anmeldelsen er færdig 23.20. Det bliver den første af en lang række anmeldelser. En skrivetjans, som jeg aldrig selv har overvejet.

Klubmedarbejder, Hvidovregades fritidsklub/Byggeren

Grafisk designer, Røde Kors (halvtids)

 

September 2012 

Projektleder, Essensen

Min moster har tippet mig om, at tegnestuen Essensen søger en projektleder. Jeg bliver kaldt til samtale. Jeg fortæller, at jeg har gået ledig et stykke tid. De siger, at det er endnu bedre for dem, for så kan jeg jo komme i løntilskud. Jeg spørger dem, om de så kan garantere mig fastansættelse bagefter, men det vil de ikke love. De ringer og siger, at de søger en ”knap så visionær profil”. Jeg har samtidig besluttet med mig selv, at jeg ikke vil tage et løntilskudsjob på de præmisser.

Projektkoordinator, Byens Netværk

 

December 2012

Debat- og aktivitetsmedarbejder, Musikhøjskolens Aftenskole

Jeg drikker snaps og spiser smørrebrød med min bedste veninde. 'Du skal sgu da ikke skrive ansøgninger i ramme alvor', er hendes råd. Telefonen ringer, og i snapsetågerne kan min kommende chef ønske mig tillykke med deltidsjobbet som debat- og aktivitetsmedarbejder ved Musikhøjskolens Aftenskole. Min husejer, som er oboist og lærer på skolen, har tippet mig om stillingen. Jeg kender fem af lærerne fra min musikalske fortid og får dem til at lægge et godt ord ind for mig.

Grafiker, Djøf, projektansættelse

Marketingkoordinator, Experimentarium

Sekretariatsleder, Enhedslistens Landsorganisation 

[Afslag] ”Kære ansøger til stillingen som sekretariatsleder på Enhedslistens landskontor. Tak for din ansøgning. Stillingen er nu besat til anden side. Vi modtog 58 ansøgninger til stillingen, og der var rigtigt mange kvalificerede iblandt. Ansættelsesudvalget lagde vægt på et bredt kendskab til Enhedslisten som organisation, samt en solid erfaring med personaleledelse. Vi takker for din interesse.”

 

 

Forår 2013

Underviser, Akademiuddannelsen, DMJX

Min gode veninde, som jeg kender fra Media Management-uddannelsen, har fået et job som kursuskoordinator på DMJX. Nu har hun fået den gode idé, at jeg skal ud og undervise i layout på deres akademiuddannelse. Hun bliver heldigvis ved med at presse på, og jeg lader mig overtale. Jeg skynder mig at hoppe på et seks ugers selvvalgt kursus for ledige i Didaktik og Voksenundervisning. På kurset går det op for mig, at jeg jo først og fremmest skal være en dygtig underviser. Jeg behøver ikke at være den bedste AD’er i verden.

Kirkesanger, Kregme Sogn

Kreativ pædagog, Dansborg og Fritidshjemmet Festningen

Pædagog, Lindevang Børnehave

Underviser, MBK A/S

Kommunikationsmedarbejder, Merkur

 

Januar 2014

Projektleder, publikumsafdelingen, Esrum Kloster og Møllegård

Trods to deltidsjob er jeg stadig på jagt efter et fuldtidsjob. I Esrum Kloster er drømmejobbet som projektleder og eventkoordinator slået op. Jeg går all in på at lave en ansøgning, der skiller sig ud, og bliver kaldt til samtale. Jeg kontakter endda DJ og får præ-samtale-coaching af en dygtig medarbejder. Sidst i samtalen spørger publikumschefen mig, hvad jeg vil sige til at arbejde sammen med kolleger, der er langt yngre end mig. Det bliver det sidste opslåede job, jeg for alvor lægger kræfterne i.

Grafisk designer, Nationalbanken

Ansvarlig for kulturhusets skoletjeneste, Nordatlantens Brygges skoletjeneste (deltid)

Korrekturlæser og producent, PerformDesign

Vikar, Ryparken Lilleskole (uopfordret)

Projektkoordinator, Trommen

Faglig leder/souschef, Projekt Udenfor

Selvstændig underviser, UngeFocus

Tekstforfatter, Unicef

Journalist, Zoo

Lærer, Heldagsskolen i Valby

Kommunikationsmedarbejder, Red Barnet

Projektleder med kommunikations­baggrund, Rigspolitiet

Kulturmedarbejder – souschef, Børnekulturhus Ama’r

Undervisnings- og udvikling­s­ansvarlig, Skoletjenesten og KØS – Museum for kunst i det offentlige rum

Teamleder, Det kongelige Danske Musikkonservatorium

 

Sommer 2015

Layouter, Tandlægebladet

Jeg bliver til min store overraskelse kontaktet af Tandlægebladet. De leder efter en layouter, der kan tage sig af deres redaktionelle sider på månedsbasis. 20 sider om måneden passer fint med, at jeg stadig kan passe mine andre jobs og også nå at løse freelanceopgaver. Omsider kan jeg vinke endegyldigt farvel til dagpengesystemet. Igen viser det sig, at det er en i netværket, der har anbefalet mig, efter at bladet havde fundet mig og mit arbejde via Google.

 

Mit arbejdsliv i dag 

Jeg er super taknemmelig for, hvad mit netværk har gjort for mig. Jeg har været så sindssygt heldig, at de forskellige tjanser, jeg har, fint kan kombineres: 

Layout af Tandlægebladet er sat til fire dage om måneden. Jeg skal kun lave de ”sjove” sider, et bureau tager sig af resten.

Musikhøjskolens Aftenskole er 10 timer om ugen, som jeg selv placerer. Her arrangerer jeg koncerter, debataftener og prøver at lære WordPress.

Jeg underviser på DMJX i Emdrup tre fredag-lørdage med en måneds tid imellem modulerne, hvor jeg vejleder kursister, giver dem opgavefeedback og fører dem op til eksamen.

Jeg anmelder for Journalisten, og er for nylig begyndt at blogge samme sted.

Indimellem løser jeg illustrations- og layoutopgaver på freelancebasis.

Hvis jeg ikke har noget at lave, laver jeg ting af mere kunstnerisk art for min egen fornøjelses skyld. Hvis jeg har lyst til at gå en tur midt på dagen, gør jeg det. Hvis jeg har lyst til at tage computeren med i sommerhus og arbejde derfra, gør jeg det.

Min månedsløn er, som da jeg arbejdede på Journalisten, hvor jeg var på nedsat tid, 20 timer om ugen. Jeg føler mig ekstremt privilegeret.

Jeg har det som blommen i et æg. Som arbejdsmarkedet er skruet sammen nu, føler jeg mig næsten forpligtet til ikke at optage pladsen for en, der virkelig gerne vil have fast arbejde, kolleger og frokostordning. 

 

Illustration: Kamilla Wichmann 

 

 

0 Kommentarer