Alle mennesker har et indre ønske om at fortælle deres historie. Også når de har gjort noget forkert. Svensk kriminalinspektør bruger humane afhøringsmetoder til at få flere kriminelle til at erkende deres forbrydelser. Journalister kan også bruge teknikken, hvis de tør.

Bertil blev anholdt af politiet mistænkt for at have dræbt sin kompagnon. Da han skulle afhøres af en ældre betjent på politistationen, ville han ikke sige et ord. Betjenten havde ellers forberedt sig grundigt. Han havde på forhånd skrevet 74 spørgsmål ned, som han ville have svar på. Hver gang Bertil nægtede at svare, stillede betjenten det samme spørgsmål en gang til. Lige lidt hjalp det. Afhøringen rykkede sig ikke ud af stedet.

Da en yngre kollega overtog afhøringen for at tale med Bertil om nogle andre mindre sigtelser, fik Bertil lov til at fortælle i sit eget tempo. Når der opstod uklarheder i forklarin-gen, bad betjenten Bertil om at uddybe.

Da Bertil fik lov til at genfortælle hele sagen med sine egne ord, tilstod han drabet.

Eksemplet om Bertil stammer fra den tidligere svenske kriminalinspektør Ulf Holmbergs bog om avancerede interview- og afhøringsmetoder. Eksemplet viser ifølge Ulf Holmberg, at politiet får de bedste resultater af afhøringer ved at være venlige, åbne og medfølende. Men journalister kan også bruge metoden, når de interviewer personer, som har noget i klemme eller er bange for at udtale sig – for eksempel politikere eller erhvervsfolk, der har gjort noget forkert.

 

Aggressive spørgsmål blokerer
Den 55-årige Ulf Holmberg er i dag adjunkt i adfærdsvidenskab ved Højskolen i Kristianstad i Skåne, hvor han forsker i, hvordan ofre og gerningsmænd oplever politiafhøringer. Hans forskning og egne erfaringer peger i samme retning. Forsøg på at tvinge sigtede til at tilstå ved hjælp af aggressive spørgsmål fører ganske enkelt til færre tilståelser.

"Det er statistisk sikkert, at en dominerende afhøringsstil betyder, at de afhørte ikke beretter alt. Hvis man derimod er menneskelig, empatisk og giver sig tid, er folk mere tilbøjelige til at fortælle. De mistænkte bliver samarbejdsvillige, og flere erkender deres forbrydelser," siger Ulf Holmberg og pointerer, at det både gælder ofre og gerningsmænd.

Når ofre aflægger forklaring til politiet, udelader de normalt omkring halvdelen, fordi det er for smertefuldt at tale om, eller fordi de føler et medansvar for forbrydelsen.

Selv om Ulf Holmberg har bemærket, at journalister i dag stiller flere åbne spørgsmål, er målet fortsat at få interviewpersonen – især skurken i en historie – til at sige noget bestemt. Det, mener han, er helt forkert. Man skal ikke tvinge folk til at udtale sig. Ønsker man at finde sandheden i en historie, skal kilderne fortælle af egen fri vilje. Det gælder også for grove forbrydelser som vold, voldtægt og drab.

"Det er jo ikke mig som politimand, der har den egentlige viden i sagen. Det er personen, jeg taler med. Derfor skal jeg være åben og lytte til hans forklaring. Hvis jeg er styret af mine forudfattede meninger, får jeg måske en falsk tilståelse, fordi jeg forsøger at påvirke svarene, så de tilfredsstiller mig," siger Ulf Holmberg.

"Set fra et journalistisk perspektiv er der en risiko for, at interviewpersonen under et dominant interview ønsker at slippe væk så hurtigt som muligt, fordi det opleves som en ubehagelig situation. Og dermed er der en risiko for, at de giver et forkert eller ikke udtømmende svar."

 

Samme teknik som psykologer
Vi sidder over for hinanden på Ulf Holmbergs lille kontor på Højskolen i Kristianstad, en nedlagt kaserne i den østlige del af Skåne. Den tidligere kriminalinspektør har siden 1998 haft orlov fra politiet for at fordybe sig i afhøringsmetoder. Han taler i et roligt toneleje. Det er ikke svært at forestille sig, at han med sin faderlige facon kan skabe en atmos-fære, så en afhøring kommer til at minde om et besøg hos en psykolog.

Hans anbefalinger minder i høj grad også om de teknikker, psykologer bruger til at få mennesker til at åbne sig. Man skal undgå at virke anklagende eller dominerende, for så risikerer man, at skammen over at have begået en forbrydelse overskygger trangen til at bekende den.

Derfor er målet med en afhøring aldrig at få en mistænkt til at tilstå. Målet er at finde den sande historie. Hvis det viser sig, at man sidder over for en kriminel, kommer tilståelse næsten af sig selv, efterhånden som handlingsforløbet falder på plads.

Ulf Holmberg forklarer, at kriminelle, som tilstår af egen fri vilje, er mindre bitre på politiet, fordi de føler ejerskab til deres tilståelse. Det betyder, at politiet lettere kan genskabe tilliden, hvis de støder på den samme person igen.

 

Find ind til menesket
Ulf Holmberg mener, at journalister kan få stort udbytte af metoden ved interviews med personer inden for politik og erhvervsliv.

"Hvis man for eksempel beder en politiker eller erhvervsmand om at fortælle om sit alkoholproblem, nytter det ikke noget at gå til konflikten med det samme. Man skal møde ham som menneske og give ham plads til at berette om sit arbejde, presset, politikerrollen med alt, hvad det indebærer. Jeg tror, journalister får en bedre historie, hvis en politiker fortæller om sit drikkeri – som menneske. Der er jo en grund til, at Jeppe drikker."

Ulf Holmberg påpeger, at professionelle kilder er trænet i at svare på spørgsmål fra journalister og trænet i at svare udenom. Derfor handler det om at komme bag den professionelle facade og finde ind til mennesket. På samme måde, som man kommer bag om det forsvar, en mistænkt har forberedt før et forhør.

Ulf Holmberg erkender, at metoden er lidt mere tidskrævende, og at der er en noget større risiko for, at afhøringerne indimellem løber af sporet. Men hvis man i begyndelsen af interviewet definerer rammerne, kan man lettere tillade afstikkere, som kan være vigtige for interviewpersonen.

Ønsker man at afprøve metoden i direkte tv- eller radioudsendelser, hvor tiden er begrænset, må man skabe tillid og finde ind til personen under briefingen, før man går på live.

Hans bedste råd mod kilder, der forsøger at tale udenom, er at spørge, hvorfor de pludselig skifter emne. Når det sker, siger han:

"Før talte vi om A,B og C. Nu taler du om 1, 2 og 3. Hvordan hænger det sammen?"

"Det plejer at virke. Nogle gange beskriver de ting, som kan forklare, hvorfor det er rimeligt at tale om 1, 2 og 3," forklarer Ulf Holmberg.

 

Gentag ikke spørgsmål
Det var i forbindelse med afhøringer af børn i slutningen af 1980erne, at Ulf Holmberg opdagede, at hans afhøringsteknik var for dårlig. Når han stillede spørgsmål, fik han ikke nogen udtømmende svar. Han begyndte at læse psykologi og sætte sig ind i kommunikationsteorier. I en kort periode forsøgte Ulf Holmberg sig med en afhøringsmetode, hvor det handlede om at forvirre den ene hjernehalvdel, så han kunne udnytte den anden.

"Folk, jeg afhørte dengang, må have tænkt "hvad har han dog gang i"," griner Ulf Holmberg.

Efterhånden som han dykkede ned i psykologien, begyndte hans afhøringer at give bedre resultater.

En af Ulf Holmbergs vigtigste pointer er, at man aldrig skal stille det samme spørgsmål to gange i træk – medmindre man ønsker at kontrollere eller bekræfte, at man har forstået svaret.

Hvis en person svarer undvigende, nytter det ikke at spørge igen. Det øger konfrontationen og stopper flowet i kommunikationen.

Han kalder konfronterende interviews for hammermodellen, fordi man forsøger at komme bag interviewpersonens panser ved at hamre løs med de samme spørgsmål. I stedet for at banke videre, siger Ulf Holmberg, at man skal skifte abstraktionsniveau og kommentere sin egen måde at spørge på:

"Er der noget i min måde at spørge på, der gør det svært for dig at svare?"

Metoden virker også, hvis interviewpersonen viser vrede på grund af bestemte spørgsmål. Så siger Ulf Holmberg:

"Jeg kan mærke, at du er vred. Er der noget i min måde at spørge på, der gør dig vred?"

Ulf Holmberg mener, det er en vigtig forudsætning for et åbent interview at kunne nulstille sig selv. Man skal kunne lægge alle formodninger om skyld og ansvar væk og lytte til den anden person uden at virke anklagende – også når han begynder at berette om sine ugerninger. Ifølge Ulf Holmberg er det ikke hans rolle at dømme forbryderne. Hans ene-ste opgave er at finde frem til sagens rette sammenhæng.

"Det er ikke mig, der skal dømme personen. Det skal domstolene. Jeg er en historiefortæller," siger han.

Hvad vil du sige til de journalister, der synes, dine forslag lyder lidt for bløde?

"Jeg vil henvise til min egen forskning. Den humanitære stil er klart overlegen. Det handler om at få folk til at føle, at der er rum til at berette. Hvis forhørslederen påstår, at en mistænkt har gjort noget bestemt, er der ikke plads til, at han selv kan udtrykke det."

 

Kriminalinspektørens fem gode råd
– Vær medfølende og åben over for interviewpersoner, uanset hvem de er.

– Forsøg ikke på at få interviewpersoner til at opfylde dine egne forudfattede meninger.

– Gentag aldrig det samme spørgsmål.

– Lad være med at snyde, lyve eller bruge tricks. Det skaber mistillid.

– Lad ikke folk i stikken, hvis de erkender et ansvar.

 

ULF HOLMBERG
– 55 år og uddannet politibetjent.

– Han var ansat som kriminalinspektør ved Politimyndigheden i Skåne fra 1983 til 1998.

– Siden 1998 har han været universitetsadjunkt ved Højskolen i Kristianstad. Her forsker han i _afhøringsmetoder og underviser i retspsykologi set ud fra ofre og gerningsmænds perspektiv.

– I midten af marts fortalte han om afhøringspsykologi ved den svenske foreningen for undersøgende journalistiks seminar i Norrkøping.

– Ulf Holmberg er medforfatter til bogen Avancerad Förhörs- och Intervjumetodik fra 1998.