Dronningen stiller op til sit første live-interview

Dronningen giver for første gang nogensinde et interview på direkte tv. Det er TV 2, der har fået interviewet, som gives i anledning af Margrethes 40 års jubilæum.

Dronningen giver for første gang nogensinde et interview på direkte tv. Det er TV 2, der har fået interviewet, som gives i anledning af Margrethes 40 års jubilæum.

Onsdag den 11. januar bliver en slags royal mærkedag for den royale tv-journalistik. Her skrives nemlig mediehistorie, da Dronning Margrethe for første gang nogensinde har indvilget i at lade sig interviewe på live-tv.

Chancen er tilfaldet TV 2, og interviewet sendes fra klokken 20 i anledning af dronningens 40 års jubilæum som regent.

Intervieweren bliver TV 2's erfarne korrespondent Ulla Terkelsen.

»Det bliver spændende at møde dronningen i et direkte interview, og man kan vel godt sige, at vi begge i kraft af vores jobs de sidste fire årtier har oplevet en verden i konstant forandring med de glæder og udfordringer, det giver,« udtaler Ulla Terkelsen i en pressemeddelelse.

Interviewet kommer til at foregå på Amalienborg, og det vil blive livetekstet, oplyser TV 2.

(Rettet 9.00: Vi havde ved en fejl et sted i artiklen skrevet 'fødselsdag' i stedet for 'jubilæum'.)

0 Kommentarer