Dokumentarfilm om en vismand, der boede på en øde ø i Tonga. Den ide indbragte Leif Møller en check på 60.000 kroner. Nu får andre freelancere mulighed for støtte til ideudvikling.
For at sætte fokus på ideudvikling, har Dansk Journalistforbund (DJ)igen udskrevet pitching-konkurrence. Her kan freelancere inden for den elektroniske medieverden få mulighed for at præsentere såkaldte pitches. Det vil sige korte præsentationer af programideer, til radio, tv eller internet.
For DJ er det vigtigt at sætte fokus på branchens vilkår. Freelancere i den elektroniske verden oplever ofte, at de må levere nærmest færdige programmer for at få dem godtaget af produktionsselskaberne.
"Vi ved, det er noget, der optager folk, og derfor vil vi gerne forsøge at påvirke en udvikling i retning af, at der bliver oprettet udviklingsafdelinger i DR, TV2, TV3, etc.," siger Lone Amtrup, faglig sekretær i DJ.
For sidste års vinder, freelance journalist Leif Møller, betød de 60.000 kroner, at han fik mulighed for at lave en dokumentarfilm om en eneboer på Tonga. Leif Møller har foreløbig været på Tonga i fire uger for at researche.
"Jeg fandt faktisk nogle kilder, efter at tv-Tonga havde fortalt om mit projekt," siger Leif Møller.
Han fandt frem til en mand, som kunne bekræfte myten om en vismand, der havde boet alene på en af de øde øer med udsigt til Stillehavet.
Leif Møller arbejder nu sammen med Deluga-film i Århus, men han mener selv, at uden de 60.000 kroner ville projektet ikke være kommet i gang.
"Jeg vidste godt, det var en god historie. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få den ud," fortæller Leif Møller.
"Det er min første film, og jeg har fundet ud af, at det tager tid. Uden de 60.000 kroner havde jeg nok ikke fået det gjort," fortæller Leif Møller.
Næste skridt i processen er et møde med Det Danske Filminstitut, som måske vil støtte projektet.
"Vi kan forhåbentlig få penge til at udvikle en speciel form, så det ikke bare bliver en traditionel dokumentarfilm," forklarer Leif Møller.
Hvis Leif Møller kan få skaffet pengene, skal han tilbage til Tonga til sommer med et filmhold. Men allerede nu har han fået mod på at lave flere film.
Konkurrencen
Sidste frist for deltagelse i pitching-konkurrencen er den 15. november. Den 19. november sætter juryen sig sammen og læser de indsendte forslag igennem for at vælge de fem bedste.
Det er så op til de fem udvalgte at fremlægge forslagene (pitchene) mundtligt for jury og publikum den 26. november i Dansk Design Center, hvor vinderen også vil blive kåret.
Juryen består af: Bjarne Bo Berthelsen, TvDanmark, Mette Davidsen-Nielsen, DR2, Troels Rasmussen, TV3 og Bente Troense, TV2.
IDE-GARANTI
DJ har gennem de seneste to år ydet en speciel service for freelancere, der forsøger at sælge programkoncepter. Ideen er, at freelanceren laver to kopier. En til fremlæggelse for produktionsselskabet og en forseglet version, som DJ opbevarer i en bankboks.
På den måde undgår freelanceren at komme i klemme, hvis produktionsselskabet lader sig friste til at lave et program, der minder om freelancerens forslag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.