Det er den 12. februar. En gård i Mollerup på Viborgkanten har i flere dage nærmest været belejret af journalister. I flere døgn har mediedanmark overvåget gården. Der er mistanke om, at gårdens køer er ramt af kogalskab, BSE. Det er en stor historie, for hvis det er sandt, vil det koste landbruget og Danmark millioner. Klokken 14 den eftermiddag kommer det afgørende svar på anden blodprøve. Den er negativ. Køerne har ikke den frygtede sygdom. Alle kunne ånde lettet op – skulle man tro.

Men én af journalisterne bliver så skuffet og rasende, at hun banker skriveblokken i bordet, da hun hører opringningen fra Fødevareregion Viborg.

I samme øjeblik, mens landmandsfamilien hører på, ringer hun irriteret til sin redaktionschef – og meddeler, at der er ikke er BSE på gården, og at der hverken bliver billeder eller historie. Redaktionschefens udbrud: "Satans også" var ikke til at tage fejl af – det kunne høres ud i rummet.

Både journalisten og redaktionschefen havde tydeligvis håbet på et andet testresultat, håbet på at beskrive en tragedie hos en landmandsfamilie, som havde været åbne over for pressen om alle forhold, været samarbejdsvillig og endda havde trakteret med kaffe og hjemmebag.

Ovenstående eksempel danner grundlag for forargelse, fortørnelse og undren blandt landmændene og landbrugskonsulenter i det midtvestjyske. Og det har rystet folk på egnen, der har hørt om historien.

Jeg kan godt forstå deres forargelse. Hvordan kan man som professionel journalist tillade sig at glemme alt om tid og sted, når man sidder der ved kaffebordet hos nogle mennesker, der trods deres ulykkelige situation havde inviteret pressen indenfor.

Man kan ikke komme tættere på den menneskelige skæbne – trods det, er det ikke nok for pressen. Journalisten oplever at være med ved en skæbnetime, alligevel tillader journalisten sig at tilsidesætte al menneskelig respekt, da hun hører, at familiens besætning af kreaturer er frikendt for mistanken om kogalskab.

Hun har kun øje for sit eget jeg. Øje for at hun ikke bliver i stand til at levere varen – tophistorien.

Vi undrer os i særdeleshed inden for landbrugserhvervet og har diskuteret, om det virkelig kan passe, at man som journalist ikke beskæftiger sig med etik og moral inden for faget.

Vi er opmærksomme på, at en enkelt journalist ikke kan give et entydigt billede af, om journali-ster beskæftiger sig med etik og moral, men vi bliver alligevel bragt i tvivl.

Vi undrer os, fordi landmænd er meget opmærksomme på, at deres etik og moral er i overensstemmelse med deres praktiske gøremål. Specielt fordi nogle journalister er efter landmændene, hvis der køres gylle en søndag. Også inden for min faggren – som socialrådgiver – anvendes der mange ressourcer på at diskutere etik, moral og værdigrundlag. – Fordi det er meget vigtigt, at vi arbejder sagligt og seriøst og dermed ikke gør overgreb på vores råstof – klienterne.

Journalisten engagerer sig utvivlsomt så meget i sit faglige stof. Hun har sat 100% ind på at få sin historie – på trods af at prisen er overgreb på den families integritet. Den familie, som har vist hende tillid og inviteret hende til at overvære et skæbnens øjeblik.

Resultatet af en sådan adfærd får unægtelig konsekvenser for kollegerne til journalisten, og det er dybt beklageligt.

Behøver jeg at tilføje, at de landmænd, der oplever en sådan opførsel har meget lidt til overs for pressen og journalister?

Siden årsskiftet har jeg haft mange besøg af journalister på mit kontor.

Jeg er bindeleddet til "interes-sante landmænd". Fordi jeg tager vare på landmanden og hans familie, når de udsættes for ubehagelige omstændigheder, som både kan være erhvervsbetingede og af mere privat karakter. I den forbindelse synes jeg at have oplevet et utroligt godt samarbejde med journalister uanset, om det har været lokale eller journalister fra de landsdækkende medier. – De har respekteret mine krav for at medvirke og indgå i et samarbejde, de har været indforståede med, at "leverer" jeg en landmand af kød og blod – ja så har de altså også bare at behandle ham anstændigt, sagligt og sobert. Har det den mindste karakter af kynisme, nedværdigelse, udstilling og respektløshed, er der ikke noget fremtidigt samarbejde mellem den journalist og mig.

Det er en skam, at føromtalte episode nu fylder i landmændenes bevidsthed. Her var der en landmandsfamilie, som var åbne, tillidsfulde og gæstfrie – og trods det blev familien misbrugt. Journalisten ville for alt i verden have historien – koste hvad det ville.

* Lone Mortensen er socialkonsulent i Landbocenter midt i Viborg.