search

Drømmen om en bog

 

 

Jørn Uz Ruby sætter en stor ære i at være journalist. Han har arbejdet et helt liv som reporter, redaktionssekretær, korrespondent og redaktionschef. Men bag den journalistiske skal er ønsket om at skrive en bog vokset. "Det handler om at kunne skabe sit eget univers. At kunne skrive alt det, man ved," siger Jørn Uz Ruby. For et par uger siden gik drømmen i opfyldelse.

Den ligger på det lille mørke sofabord. Helt alene. På forsiden er der en blodrød orkide og med høje bogstaver bogens titel: "Operation Phoenix". Allerøverst står der JØRN UZ RUBY med hvide versaler.

Måske er det tilfældigt, den ligger lige der. Måske ikke.

I løbet af interviewet de næste to timer kigger 56-årige Jørn Uz Ruby i retning af bogen, hver gang han taler om den. Som små øjekast eller vip med hovedet.

"Selvfølgelig er det en fantastisk fornemmelse at se mit navn stå på forsiden af en bog, som jeg har lavet. Ingen tvivl om det. Det er da noget af det største." Han tager et sug af piben, så gløderne lyser, og lader røgen sive op mod kippen af det stilfuldt moderniserede byhus i centrum af Helsingør.

Jørn Uz Ruby har i 20 år været reporter, redaktionssekretær, korrespondent og udenrigsredaktør på Politiken. I 1996 kom han til TV3 Nyhederne. Det job sagde han op i 1999, og siden har han været freelancer med undtagelse af en kort periode som informationschef i et it-firma. Manden, der sidder lænet tilbage i sin skrivebordsstol med piben i mundvigen, har jagtet nyheder det meste af sit arbejdsliv.

Men Jørn Ruby har, ligesom mange andre journalister, ført et dobbeltliv.

 

Et reservoir af viden
Allerede fra han var helt ung, har han ønsket at skrive en bog.

"Jeg skrev som alle mulige andre følsomme digte, noveller, altså skitser til noget, som man med jævne mellemrum har taget frem og krattet lidt i."

Ligesom for de fleste andre forblev skriverierne et anliggende mellem Jørn Ruby og skrivemaskinen. Men i 1992, mens Jørn Ruby var korrespondent i Bonn, begyndte drømmen om bogen at vokse.

Han var på ferie i Journalistforbundets hytte, Villa Vagn, da han opdagede, at der boede en britisk NATO-oberst i nærheden.

"Jeg kan ikke sige, hvordan det præcist startede. Det er meget svært. Men den der militærperson i Italien. Og landskabet … Jeg begyndte at tage noter. At beskrive landskabet i min notesbog."

Da han kom tilbage til Bonn, fortsatte han med at fylde den ene notesbog efter den anden. Detaljer om det tyske forbundspolitis hovedkvarter. Detaljer om militærpersoner, hvilken farve uniform har han på? Hvordan så kasketten ud? Og så videre.

Selve historien begyndte langsomt at tage form, og da Jørn Ruby tre år senere kom tilbage til Danmark, lavede han den første gennemskrivning af "Operation Phoenix". En politisk thriller om en dansk politimand og en dansk journalist, der fra hver sin tilværelse bliver kastet ind i en labyrint af kriminalitet, magtbegær og storpolitik. Handlingen udspiller sig i det meste af verden, først og fremmest Tyskland. Der er også en gammel Nato-oberst, som bor på et bjerg i Italien.

"Det var et naturligt tidspunkt for mig at skrive bogen. Som yngre har man travlt med at leve, føle og gøre ved. Jeg havde i hvert fald. Det, man så skriver, er ofte udtryk for nogle delfølelser, deloplevelser. Jeg har villet vente, til jeg havde et tilstrækkelig reservoir af viden og forståelse for denne verden. Det har taget lang tid at nå til den grad af viden."

Og det skulle tage næsten ligeså lang tid at få bogen helt færdig.

Han begyndte at arbejde på TV3, og det skulle lægge en mine i vejen for debutromanen.

"Jeg arbejdede i hvert fald ti timer om dagen. Nogle weekender kiggede jeg bare på manuskriptet. Dybt frustreret. Man kan ikke arbejde samtidig med, at man skriver en bog."

 

Et dokument
Der skulle gå fem år, en masse gennemskrivninger og et ukendt antal afslag fra forskellige forlag, før Jørn Ruby i starten af april i år stod med sin første bog i hånden. 447 sider skrevet af ham selv og udgivet i 1400 eksemplarer.
"En bog er som et dokument," starter Jørn Ruby og kigger rundt i arbejdsrummet, hvor væggene er fyldt med tyske og engelske bøger. John Le Carré, Graham Greene, Dickens.

"Når man har været i journalistik mange år, så kommer der en frustration over, at det man skriver … ja, selvfølgelig kommer det ud et eller andet sted … men man kan ikke rigtig bedømme, om det bliver læst, og den dybeste frustration er selvfølgelig, at dagen efter så er det glemt. Mere eller mindre glemt. Og for mig er det hjerteblod, hver gang jeg skriver en artikel. Jeg gør mig umage hver eneste dag."

Jørn Ruby opdager en tråd, der hænger ud fra ærmet i den grå striktrøje. Han putter den op i ærmet og fortsætter.

"Tænk tilbage på dine egne journalistiske kolleger, hvad var det, de skrev? Var det noget, du husker? Langt det meste journalistik forsvinder som dug for solen. Hvorimod når du har gjort dig umage og lavet en bog, så ligger den som et dokument. Den har længere hyldetid."

De seneste to år har Jørn Ruby klaret sig på blanding af freelancejournalistik, oversættervirksomhed og supplerende dagpenge. Den 56-årige journalist ryster på hovedet af, at "de gamle" ikke kan bruges.

Men han er på ingen måde ked af sin situation. Mens han pligtskyldig skriver ansøgninger og udfører småopgaver, får han nemlig tid til at lave det, han allerhelst vil: Skrive bøger.

Jørn Ruby er i fuld gang med sin næste roman, som bliver helt anderledes end den første. Den handler om en pige, som studerer hi-storie ved universitetet. I sit studie bliver hun grebet af en bestemt periode i den danske hi-storie.

Det drejer sig om 20 år i starten af 1800-tallet. 20 år, hvor Danmark bliver forvandlet fra en stormagt til et forholdsvist lille land. "Hvad gjorde det ved os danskere?" spørger Jørn Ruby ud i luften – ligesom bogens hovedperson.
"Det er ikke en historisk roman. Det er en samtidsroman," siger Jørn Ruby hemmelighedsfuldt. Øjnene gnistrer bag de store runde guldbriller.

Den gamle journalist er blevet bidt af at være forfatter. "Fuldstændig bidt," erkender han.

 

Et andet univers
"Det er dybest set ønsket om at kunne skabe sit eget univers. Skabe præmisserne for det, der skal ske. Som journalist går man ud og finder mønstre, fakta og lægger dem sammen. Inden for journalistikkens rammer kan du ikke bevæge dig ud i det, jeg vil kalde fiktionsrum. Hvor du går ind og ud af personer. Nogen har forsøgt. Men det ender uvægerligt med, at man ikke bliver taget alvorligt som journalist."

"Jeg er dybt fascineret af folk, der kan skabe de her universer. Dybt fascineret af de store brede fortællere," siger han og begynder at remse op: "Dickens, Graham Greene, John Le Carre, Dostojevski …"

-Hvad får du ud af at skrive en bog, som du ikke får ud af at lave journalistik?

"Jeg får en dyb tilfredsstillelse ved at kombinere mange af de ting, jeg kan. Min erfaring som journalist. Min erfaring, som efterhånden et rimelig bedaget menneske, og så min håndværksmæssige kunnen som skriverkarl. Det med at bruge meget tid på opbygningen og helt ned i det konkrete udtryk er en dyb tilfredsstillelse, som man selvfølgelig glimtvis kan få som journalist, når man har en heldig hånd. Men som regel så går det så stærkt, at du ved dagens slutning er nødt til at sige: Det var det, det blev til. Der var ikke tid til at pudse det af, som du gerne ville."

Jørn Ruby er begejstret for at kunne skabe sit eget univers, men det handler tilsyneladende ikke om at fjerne sig fra virkeligheden. Tværtimod.

"Som journalist skal du hele tiden holde dig til det dokumenterbare, de kolde facts. I en bog kan man komme dybere ind i et emne. Du kan skildre en persons tanker og følelser. Når det lykkes, så er det efter min mening en virkelighed, som er mindst ligeså relevant, som den du laver som journalist. Med dine fiktive greb kan du nå bagom nogle ting, du ikke kan som journalist. Du kan beskrive motiverne til, at han gør, som han gør."

 

Den største perfektion
"Operation Phoenix" er stopfyldt med faktuelle oplysninger om steder, personer, terrorgrupper, historiske begivenheder. Alt sammen autentiske oplysnin-ger, som Jørn Ruby har indsamlet i sin tid som journalist. Han gør en dyd ud af sin journalisti-ske platform. Problemet var bare, at platformen blev for lille.

"Som forfatter får jeg en større frihed til at tilrettelægge mit eget liv og vælge de temaer ud, som jeg synes er væsentlige at skrive om. Der er meget tvang i daglig journalistik. Det er jo ikke dig, der sætter dagsordenen, det er dagsordenen, der sætter dig. Du må nødvendigvis beskæftige dig med det, der er oppe i tiden. Som forfatter kan du træde ved siden af tiden og beskæftige dig med de ting, du synes er væsentlige. Det er en stor forskel.

-Blev arbejdet som journalist for rutinepræget?

"Det handler også om det. Der er grænser for, hvor spændende det er på tredje år eller på femte år at beskrive de politiske trakasserier i Forbundsdagen i Tyskland. Eller Christiansborg eller et andet sted. Mønstrene i storpolitik er mere eller mindre de samme. Jeg har været ansvarlig for dækningen af Mellemøsten en periode. Og det er én lang gentagelse at skrive om Mellemøsten."

Jørn Ruby taler længe og tænksomt. Tager sin pibe fra metalaskebægeret, fjerner omhyggeligt tobakken med den spidse dims fra schweizerkniven. Så åbner han langsomt pakken med Rød Orlik, ruller den sødligt duftende tobak mellem to fingre og stopper piben. Til sidst stikker han den i munden, og taler videre uden at tænde den.

"Det interesserer mig mere og mere, hvad det er, mennesker gør ved hinanden, og hvad det er for psykologiske og politiske mekanismer, der får folk til at handle, som de gør. Mit udgangspunkt er nok, at menne-skets stræben er uendelig. Vi ønsker at nå den største perfektion. Men skyggesiden af den udvikling er en uendelig ondskab, som ligger i mennesket. Det er kræfter som dem, der interesserer mig. At beskrive hvor vi er på vej hen, hvad der sker med os.

-Og det kan du ikke beskrive gennem almindelig journalistik?

"Det er svært. Det er svært."

Det flade B&O-anlæg i baggrunden har spillet violinjazz i et hæsblæsende tempo. Nu er CDen færdig, og der bliver pludselig helt stille.

"Du er altid så konkret i journalistik. Det er vigtigere for mig at forstå, hvad det er for mekanismer i samfundet, der enten fører til den totale destruktion eller en højere civilisation. Du må aldrig glemme, at civilisationen er et meget tyndt lag fernis hen over det, jeg vil kalde menneskets grundlæggende voldsinstinkt. Det er det, jeg forsøger at skrive om i bogen."

-Er det slut med at være journalist?

"Nej, jeg er ikke færdig med at være journalist. Af den simple grund, at man ikke kan leve af at være forfatter. I hvert fald ikke endnu," siger han og kigger over på bogen med de hvide versaler, JØRN UZ RUBY.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen