Dagbog fra øjet af en tilsyneladende ret rolig medieorkan.

Mandag den 24. juli, aften:

Min hvide skjorte er brunspættet efter at have tabt et stykke sushi ned i en skål soja. David Trads, chefredaktør for Nyhedsavisen, har inviteret redaktionen på middag og ideudvikling i privaten. Det er fire mand. Redaktionscheferne Kristoffer Gravgaard, Kasper Haugaard og Simon Andersen. Og så mig – jeg er bare journalist. Vi sidder på Davids terrasse på Frederiksberg. Det er varmt.

»Kunne vi ikke køre det her logo lidt op og ned så? Ligesom The Guardian.« David Trads løfter og sænker øjenbrynene hurtigt en tre-fire gange. Vi er ved at gennemgå de seneste to måneders udviklingsarbejde af Nyhedsavisens design og den redaktionelle linje. Rundt omkring bordet er der ikke helt tilfredshed med forsidens udseende. Det ligner for meget metroXpress, lyder dommen.

»Nu har der været kritik af to ting på den her avis. Det ene er det fantastiske navn, og det andet er denne smukke forside.« Trads peger med en kuglepen på et A3-print af forsiden, der ligger foran os.

»Og det er præcis de ting, som jeg har haft størst indflydelse på. Jeg forstår det ikke rigtig.« Han griner og gør det med øjenbrynene igen.

Tirsdag den 25. juli:

Det har været den varmeste sommer i mands minde, men jeg er stadig bleg som en strandvasker. Hver dag fra morgen til aften har jeg tilbragt min tid i et lille mørkt kontor i indre by. Kontoret ligger isoleret på 3. sal i en bygning ejet af det islandske selskab Baugur Group. Kanter man sig gennem et par kontorer med velklædte herrer og dukker sig ned ad en lille trappe, træder man ind i vores midlertidige kontor, der består af en række IKEA-borde, vi samlede, da vi startede i slutningen af maj. Det flyder med aviser fra det meste af verden, kaffekopper og tomme kildevandsflasker. Luften er stillestående og hed. I et køleskab er der stablet kildevand op, vi kan forsyne os af. Bortset fra det islandske kildevand i køleskabet. Det er kun til islændingene, fik vi at vide den første dag.

Dagen går med at taste visitkort ind på samtlige af avisens ansatte. Nogle dage er bedre end andre.

Onsdag den 26. juli:

De fleste islændinge hedder noget med 'dur' til sidst. Haraldur, Hildur, Hjordur eller noget i den retning. De taler ikke dansk, men forstår mistænkeligt meget af det, vi siger til hinanden. Bortset fra det ligner de danskere, og i en bygning som Baugurs kan man ikke umiddelbart se på folk, hvor de hører hjemme. Det vil sige, nogle kan ikke rigtigt skjule det. Nogle er bare så islandske, at man uden nogensinde at have mødt en islænding kan se på 100 meters afstand, at de bor på den gale side af polarcirklen.

Jeg har computerproblemer, og når det sker, tilkalder man Hjordur – eller Mr. Hart, som han kalder sig selv. Mr. Hart er omkring de 50, 1,90 høj og har en kampvægt på den gode side af de 100. Han er skaldet og lys. Brummer, taler dybt og uendeligt langsomt. Engelsk med stærk islandsk accent. På højre arm har han en stor tatovering af et dyrekranium med et stort kors plantet oven i. På trods af sin langsommelige talestrøm er han aldeles snakkesalig, og han beretter gerne om sit sexliv for redaktionen eller om sin tid som musikmanager for Björk og en bluesguitarist, der hedder Hubbi. Og så holder han ferie præcis på det samme tidspunkt hvert forår og efterår. Det er der, hvor den islandske laks står bedst.

Mr. Hart brokker sig over varmen og dupper panden med et kridhvidt lommetørklæde. Han kigger på min computer. Bliver stående lidt foran den bare for at nedstirre den et par sekunder. Ved man bare det mindste om elektronik, kan det være svært at tro på Mr. Harts evner som computertroldmand, men når han går, virker den altid. I dag er det nettet, der ikke fungerer, men han åbner og lukker Word et par gange og læser et par mails. Så går han igen til tonerne af en afsindigt høj calypsomelodi fra sin lomme. Min computer virker igen.

Mandag den 31. juli:

Vi er rykket ud i et kontordomicil på Margretheholmen, og de IKEA-borde, vi samlede den første dag, er bragt med. Midt på gulvet står David Trads og ser uproportionalt lille ud under det 12 meter høje loft.

»Nå, hvad synes du?« siger han og trækker mig ned gennem lokalet. Han går væsentligt hurtigere, end han plejer, og smiler et smil, der af og til knækker over i små grin. Rundt omkring er et par tidligere lejere ved at pakke sammen, men bortset fra dem og en håndfuld hæve-sænke-borde er det kolossale lokale tomt. Vi småløber ned for enden af kontoret, der ender i en stor terrasse.

Bygningen er en gammel vandflyverhangar, der for få år siden blev totalrenoveret og re-
designet af et firma, der red på dot-com-bølgen. I dag er firmaet konkurs, og de fleste kvadratmeter er nu lejet af Nyhedsavisen. Det er et stort aflangt lokale formet som en halv cylinder. Kontorlokaler skyder op i niveauer rundt omkring. Hele endevæggen er af glas og kan skydes helt til side. Det er temmelig ekstravagant for en avis, men selv om det er forholdsvis nyrenoveret, fremstår det hele en anelse misligholdt og slidt. På terrassen står Kasper Haugaard med en cigaret. Han tager det en anelse mere roligt end Trads, der – inden jeg har fået sagt hej til Kasper – er væk igen.

»Det ser sgu meget godt ud,« konkluderer Kasper roligt. Vi morer os lidt over en basketballbane, der hører til stedet, og over, hvor it-agtigt det er, at der hører en thai-kantine med til stedet – og et bordfodboldspil. Kaspers telefon ringer. Det er David fra et sted inde i bygningen.

Han vil gerne lige have, at vi kommer ind.

David har placeret sig i en hængekøje på en ø helt oppe under taget. Hans smil er ikke aftaget, da vi kommer op til ham.

»Så kan man ligge her og tænke store avistanker,« griner han og tager i det samme en mere myndig maske på og begynder at forklare, hvordan han havde forestillet sig, at redaktionerne skal inddeles i hangaren.

Minuttet efter ser jeg ham sidde alene ved sin computer i et glasbur med en åben flyttekasse ved siden af.

Tirsdag den 1. august:

Det er startdag for de 15 første journalister, men det eneste, jeg ser, da jeg går ind gennem vandflyverhangaren, er 40-50 virkeligt velklædte unge mennesker. De står ude på terrassen i morgensolen og ligner gæster til en familiefest for afsindigt pæne mennesker. Jakkesæt, sommerkjoler og toptrimmet hår. Det er annonceafdelingen, der har første arbejdsdag i dag. De griner og taler hurtigt, og midt i det hele går avisens direktør, Morten Nissen Nielsen, rundt. Han piller energisk ved sine manchetknapper og speedsnakker på århusiansk. Alligevel virker han mere rolig, end de andre gange jeg har mødt ham.

Ovre i det ene hjørne af den store terrasse står en lille håndfuld mennesker, der ligner mig lidt mere. Det er journalisterne. Nuvel, det er skam også pæne unge mennesker, men her er ingen jakkesæt, og håret er lidt mindre glansfyldt. Musikredaktør Rune Skyum bærer en T-shirt med et reggaeorkester, og politisk rapporter Sune Bové har en ørering i øret og et sølvkors om halsen.

Journalisterne samles på én af de opskudte 'møde-øer' under loftet. David holder et mindre foredrag om avismediets fremtid og tegner et par uimodsigelige grafer på et whiteboard med en tusch, der ikke rigtig virker. Nedenunder sidder sælgerne og kigger på en PowerPoint- præsentation. De klapper begejstret med jævne mellemrum.

Vi kigger lidt på hinanden og præsenterer os én for én. Stemningen er 'shaky, men god'. Det bliver virkelig sjovt det her.

Lasse lavrsen

29 år. Fra en lille by nord for Skive. Uddannet fra DJH i 2004. Praktik på Information, siden fast for Informations kulturredaktion og freelancer for diverse magasiner. Startede magasinet 360-grader. Startede og lukkede Himmelblå Fondens Christiania-avis Fireogtyvetimer. Første mand ansat på Nyhedsavisen med start den 1. juni.