Min tur i mediemøllen

Dragshow-shitstorm ramte Magnus for fuld kraft – én ting generede ham ved mediernes dækning

Magnus Lykke Johansson blev ret hurtigt klar over, at størstedelen af Danmark var med ham, da han og kollegaen blev ramt af en shitstorm

For en del af den danske befolkning var det grænseoverskridende langt ude, at Magnus Lykke Johansson skulle optræde på Frederiksberg Bibliotek til et arrangement for børn.

For Magnus Lykke Johansson er også kendt under kunsternavnet Diana Diamond, hvor han som drag-stjerne sammen med kollegaen Di Di Cancerella skulle stå for et dragshow i børnehøjde med prinsessetøj og Disney-sange.

Til at starte med blev Magnus Lykke Johansson og kollegaen advaret af biblioteket, som havde modtaget en række negative henvendelser.

Og det tog ikke lang tid, før Magnus Lykke Johansson selv blev opmærksom på flere Facebook-opslag, hvor han blev tagget i voldsomme opslag.

Det var en meget lille gruppe, der mente det var forkert. Og medierne fik det lidt til at se ud som om, at Danmark var splittet og at det var 50/50.
Magnus Lykke Johansson

Had i indbakken

Herfra tog sagen hurtigt fart, og Magnus Lykke Johansson var i den næste tid i stort set alle danske medier, der brugte historien som afsæt for en større debat.

Det førte også personligt til en masse trusler i mediernes kommentarspor og i Magnus Lykke Johanssons indbakke.

”Heldigvis var min opfattelse af journalister generelt rigtig god. Jeg følte, at størstedelen, hvis ikke alle, var på min side og ville bringe min historie og sætte fokus på, at der var begået forbrydelser mod mig i form af dødstrusler og anklager. Så på den måde var det en ret positiv oplevelse,” siger han.

Min tur i mediemøllen

Journalisten har spurgt en række personer, hvordan det føles at være på den anden side af mediernes spørgsmål og brugernes vrede kommentarer.

Men ifølge ham er der også en negativ side af mediernes måde at dække sådan en sag på:

”Hver gang jeg deltog i et eller andet i tv eller radio, skulle de også altid lige snakke med en modstander, som var imod det, jeg lavede,” siger han.

“Den anden side” fylder for meget

Han føler selv, at modstanderne fik lov til at fylde for meget:

”Det var en meget lille gruppe, der mente det var forkert. Og medierne fik det lidt til at se ud som om, at Danmark var splittet og at det var 50/50, hvor virkeligheden måske var mere 90/10,” siger han.

Arrangementet endte med at blive afholdt som planlagt med en meget lille moddemonstration udenfor lokalerne.

Ifølge tilstedeværende medier var blot ti mennesker mødt op til moddemonstration mod dragshowet på selve dagen.

Alligevel var det en grænseoverskridende oplevelse for Magnus Lykke Johansson at opleve så meget pres udefra i dagene op til:

”Jeg tror egentlig, at det her med at stå frem som hovedpersonen eller repræsentanten for et helt miljø lagde et pres, jeg ikke havde set mig selv skulle være i,” siger han.

”Men samtidig synes jeg også, at vi ikke skal behandles på den måde, vi blev i den periode – enough was enough, og det var en kamp, jeg gerne ville tage på mine skuldre. Jeg tror også rimelig hurtigt, at jeg blev meget klar over, at størstedelen af Danmark var med os.”

0 Kommentarer