Ny forening vil indsamle penge til journalist Jørgen Dragsdahl. Han er tæt på fallit, selv om han har vundet en halv million i injuriesag mod professor Bent Jensen. Principielt for alle journalister, siger formanden til Journalisten.dk. Biskop Keld Holm støtter.
I de seneste uger har meningsfæller samlet penge ind til historieprofessor og leder af Center for Koldkrigsforskning, Bent Jensen. Det er i skrivende stund blevet til over en halv million kroner i donationer til en hædersgave.
Pengene kan falde på et tørt sted, da Bent Jensen skal betale omkring 600.000 kroner til journalist Jørgen Dragsdahl. Dragsdahl har vundet en injuriesag ved Byretten i Svendborg, efter at Bent Jensen flere gange i offentligheden har hævdet, at Jørgen Dragsdahl har en fortid som KGB-agent.
[[nid:34281]]
Men selv om Dragsdahl har vundet sagen og et betragteligt beløb, kan sejren ende med at ruinere ham. Det hævder en ny forening, der vil indsamle penge til at dække Jørgen Dragsdahls omkostninger. Alene advokatregningen løber op i en million kroner, siger formanden for foreningen, Søren Møller Christensen.
»Der mangler 400.000 kroner, selv hvis Jørgen Dragsdahl skyder hele sin erstatning i at betale sin advokat,« siger han til Journalisten.dk.
Søren Møller Christensen er til daglig leder af Forlaget Vandkunsten.
Indsamlingen har allerede fået tilkendegivelser om støtte fra flere sider. Blandt andre har biskop Keld Holm meldt sin støtte til indsamlingen, samt den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister Keld Olesen, fortæller formanden.
Bent Jensen er blevet dømt til at betale 309.000 kroner i sagsomkostninger til Dragsdahl, 200.000 kroner i erstatning – samt en bøde til staten på 40.000 kroner, plus renter af det hele.
Kan du forstå, hvis man tænker, at det er Bent Jensen og ikke Dragsdahl, der har brug for økonomisk hjælp?
»Bent Jensen har jo ikke bare skrevet det her en gang, det er noget, der er foregået over en meget lang periode – helt op til retssagen. Han har gentaget sine fuldstændig udokumenterede påstande. Man kan ikke have medlidenhed med ham, medmindre man må sige, at han ikke ved bedre. Men nu er han altså direktør for et koldkrigscenter og professor i historie, så han må vide, hvad han gør, og selv tage ansvaret for det.«
Søren Møller Christensen mener, at sagen er meget vigtig for journalistikken i Danmark.
»Det er altid et problem for journalister, hvis der er en tendens til, at deres mulighed for at arbejde bliver indskrænket af staten. Det er det, der er tale om her. En journalist har skrevet nogle artikler, og nu bliver han angrebet for statspenge af en institution, hvis kildegrundlag er fuldstændig statskontrolleret. Man tror, det er Hviderusland, vi er i!« siger han.
Ifølge Søren Møller Christensen burde Jørgen Dragsdahl få dækket sine sagsomkostninger af staten og få såkaldt "fri proces". Men det har Procesbevillingsnævnet vurderet, at sagen ikke er principiel nok til.
Hvorfor er denne her injuriesag så principiel, at Dragsdahl skal have fri proces?
»For det første kan det ikke være rimeligt, at man bliver krænket på den måde og i det omfang i en kampagne som denne her. At Jørgen Dragsdahl kan vinde sagen 100 procent og alligevel ende som en ruineret mand, det er et principielt problem. For det andet, som Jørgen Dragsdahl selv har fremhævet, har Folketinget valgt at lave et koldkrigscenter med adgang til politiets hemmelige arkiver, og Bent Jensen har så brugt den adgang til at svine Jørgen Dragsdahl til. Vi andre kunne slet ikke vide, om det var sandt eller ej, og hvis sagen ikke blev ført, ville vi alle tro, at han havde været KGB-agent,« siger Søren Møller Christensen.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er både ret og rimeligt, at Jørgen Dragsdahl ikke skal ruineres af den retssag, han blev nødt til at anlægge for at få renset sit navn. En sag i Pressenævnet handler jo kun om Jyllandspostens ansvar for at have trykt Bent Jensens påstande, ikke om hvorvidt de eventuelt havde noget på sig eller ej. Samtidig er der en omkostning, som "Dragen" i årevis har betalt og som ingen erstatning vil dække. Nemlig at han har skullet leve med anklager om spionage, der har undermineret hans karriere og jobmuligheder uanset, at han er en af Danmarks mest vidende journalistiske analytikere inden for sikkerhedspolitiske anliggender. Det har først og fremmest Bent Jensen (og før det Ekstra Bladet) bidraget til, og det kan aldrig gøres godt igen.
Et af problemerne er, at Journalistforbundet ikke yder gratis advokathjælp, når det handler om injuriesager. Jeg er selv to gange blevet nægtet dette, hvor det kan diskuteres, om der overhovedet var tale om injurier.
Retshjælpsforsikringer dækker heller ikke i injuriesager.
Et andet problem er naturligvis, at Journalistforbundet vel næppe kan betale advokatsalærer i millionklassen, hver gang et medlem anklager nogen for noget, vedkommende ikke har gjort.
Men hvordan er jurister/advokater lønnet i Journalistforbundet? Er de på fast løn eller betales de særskilt?
Jeg kender kun sagen fra aviserne, men hvordan kan Dragsdahls advokatregning løbe op i 1 mio. kr.? Det lyder voldsomt.