En journalist fra JydskeVestkysten gik i sidste uge om bord på den drabsdømte John Knudsens båd for at tage billeder til avisen. Men det skete uden tilladelse. Nu er Syddanske Medier meldt til politiet og risikerer at skulle betale erstatning til morderen, oplyser DR Syd.
Sagen drejer sig om en journalist fra JydskeVestkysten, der i sidste uge gik om bord på John Knudsens båd uden tilladelse og tog billeder der, hvor John Knudsen for et år siden voldtog og dræbte Kirsten Bay Andersen.
Journalisten tog billeder af bådens interiør, lige fra kaffemaskiner, over madrasser i bådens soveværelse, til John Knudsens efterladte badetøfler, skriver DR Syd, der påpeger, at Journalisten ikke havde søgt tilladelse forinden ved hverken John Knudsens advokat eller ved John Knudsen selv.
Efterfølgende blev billederne bragt i avisen, på Jv.dk og solgt videre til andre medier.
Nogle af de andre medier, som har bragt billederne, risikerer også at blive inddraget i sagen. Det drejer sig blandt andet om Nyhederne.tv2.dk og Bt.dk.
Lektor ved Danmarks Journalisthøjskole Roger Buch mener, det er paradoksalt, at mediernes store interesse for drabssagen fra Haderslev nu kan ende med, at medierne selv skal for en dommer:
"Jagten på solohistorier og på at sætte dagsorden gør, at medierne hele tiden søger at tilfredsstille et behov, der er ved borgerne for at snage i den her slags sager. Men det er vigtigt, at journalister og redaktører trækker grænser. Man kan ikke forvente, at borgerne gør det," udtaler Roger Buch til DR Syd.
Han tilføjer, at der er stor risiko for, at mediehusene kan tabe sagerne i retten.
"Og så bliver konsekvensen i sidste ende, at medierne skal betale erstatning til en morder," siger Roger Buch til DR Syd.
Syddanske Mediers ansvarshavende chefredaktør, Peter Orry, siger i øvrigt i et radiointerview, at han forholder sig ret afslappet til anmeldelsen:
"Hvis jeg endelig skal føre sag mod nogen i denne verden, så er der jo ikke nogen, jeg hellere vil føre sag mod end et monster som John Knudsen, der har begået en så bestialsk forbrydelse."
Hør hele interviewet her.
(opdateret 09:31)
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Roger Buch har fuldstændig ret. Og efter at have læst Peter Orrys kommentar adskillige gange, har jeg svært ved at tolke den på anden måde, end at han mener, det er i orden at trænge ind på privat ejendom og tage billeder. Så længe den ejendom tilhører en kriminel, altså. Man kan så undre sig over, at billederne, der er taget på selve båden, nu er fjernet fra jv.dk.