DR2s chef Arne Notkin siger til Journalisten.dk, at Deadline snart får ny journalistisk linje. »Vi er ikke unikke længere,« siger han.
Da DR2's Deadline kom til verden for over 10 år siden, var det ikke almindeligt, at et dansk nyhedsprogram brugte så lang tid på live-interviews. Nu er det mere udbredt i mediebilledet, og det får Deadline til at tænke nyt.
»Vi er ikke unikke længere. Vores model har vundet indpas i TV 2 Nyhederne, TV-Avisen, TV 2 News, hvor de har masser af tid, og i ekstrem grad på P1, der næsten er ét langt aktualitetsprogram. Og derfor er det nødvendigt at se på, hvad vi kan gøre, for at vores program bliver nyt og anderledes,« siger han til Journalisten.dk
Arne Notkin nævner DR2 Udland som eksempel på, hvordan man kan relancere en udsendelse. DR 2 kiggede på, hvordan andre medier prioriterede nyhedsstof, og valgte så en anden vej.
»Der var krig, krise og jordskælv på de andre kanaler. Vi ville først og fremmest adskille os fra al anden udlandsdækning og have et andet fokus. I stedet for store katastrofer valgte vi for eksempel at have fokus på udviklingsøkonomierne,« siger han.
Præcis hvordan Deadline bliver anderledes, vil Arne Notkin dog ikke ud med, da det ikke er diskuteret helt på plads endnu. Ændringerne vil blive indført gradvist hen over efteråret, og ved årsskiftet skal det hele være på plads. Notkin lover dog, at programmet stadig vil holde fast i kerneseerne, det bliver bare en opdateret version, der kommer på skærmen.
»Der er masser af nyhedsudsendelser, så lige nu ser vi på, hvordan vi kan bryde ny grund og gå nye veje. Vi prøver at finde nogle metoder og tilgange, som ikke er brugt før. Men vi holder fast i den kerne, der gør det til et Deadline-program. Altså nyheder og aktualitet med baggrund og uddybende perspektiv,« siger Arne Notkin til Journalisten.dk
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
If it isn't broken, don't fix it.
Jeg håber virkelig at Notkin kan holde ved sit løfte om at holde fast i kerneseerne. Deadline er stadig milevidt foran tv-konkurrenterne, når man kigger på dybde og baggrund. Det skyldes efter min opfattelse i høj grad også de mange lange interviews. Det er muligt at andre platforme har forsøgt at kopiere det, men deadline gør det stadig så meget bedre end alle andre.
Det er fint at tænke på fornyelse, bare man husker at holde fast i dét, der fungerer.
Pas på. Deadline er et journalistisk åndehul. Hvor har jeg tit, når et aktuelt problem - undskyld, det hedder udfordring nu om dage - har været under debat, tænkt: "Nåh, det er sådan, det hænger sammen", når jeg har set Deadlinge. Ofte fordi, at den almindelige mailsteam-dækning ikke får vigtige nuancer med, som det lykkes Deadlinge at samle op. Når Arne Notkin henviser til DR2 Udland, bliver jeg en smule bekymret. DR2 Udland er et udmærket program, men ofte med en boulevardpresse-agtig tendens, hvor jeg så står lidt af. Forandring og udvikling er OK - ja, vel nærmest nødvendigt. Men pas på, at det ikke bliver for meget.........Held og lykke.