search

DR2-chef anklages for trusler

Arne Notkin anklages for at true Ekkos chefredaktør Claus Christensen med tæsk efter debat.

Arne Notkin anklages for at true Ekkos chefredaktør Claus Christensen med tæsk efter debat.

Chefredaktør for filmmagasinet Ekko anklager DR2-chef Arne Notkin for at true ham med tæsk. Det skriver Ekko i sit seneste nummer.

Truslen faldt angiveligt efter DR2-programmet Deadline, hvor de to havde debatteret dokumentarudsendelsen "Defamation". Udsendelsen er lavet af den israelske instruktør Yoav Shamir, der undersøger, hvordan jøder bruger anklager om antisemitisme som en paraply, når de bliver udsat for kritik.

DR støttede selv filmen, men Arne Notkin holdt filmen tilbage i lang tid. DR2 sendte først filmen her til foråret, næsten to år efter den blev produceret. Og da den endelig blev sendt, blev filmen fulgt op af en udsendelse, der fortalte, at antisemitisme er et stigende problem.

I Deadline påstod Claus Christensen at Arne Notkin holdt filmen tilbage, fordi han selv er jøde og ikke bryder sig om filmens konklusion. DR2-chefen blev vred, da han følte sin faglighed beklikket. Og ifølge Claus Christensen blev det værre efter udsendelsen. Ekkos chefredaktør påstår, at Arne Notkin prikkede ham i brystet med en pegefinger og ordene »Du skal passe på.« »Jeg kan banke dig,« fortsatte Notkin angiveligt, men endte dog med at sige »men det vil jeg ikke gøre.«

»Jeg var inviteret i studiet hos DR2 for at have en debat på lige fod med Arne Notkin om "Defamation", og derfor finder jeg det absurd, at kanalens chef efterfølgende truer mig, da vi forlader studiet. Han løftede sin knyttede næve, og det var helt sikkert ikke en joke,« siger Claus Christensen til Jyllands-Posten i dag.

Arne Notkin siger til Jyllands-Posten, at han ikke kan genkende hændelsesforløbet.

»Claus Christensen og Ekko står for en syg, løgnagtig og udokumenteret personhetz mod mig. Jeg har ingen yderligere kommentar,« siger han til avisen.

Kommentarer
1
Nels Sørensen
10.06.11 15:09
Re: DR2-chef anklages for trusler
Hæ-hæ, ærgerligt at kameraerne ikke var blevet ved med at "rulle". Man kunne jo bare have slukket for den lille røde lampe, som man gjorde, da Bertel Haarder gik amok. ;)

I øvrigt vil jeg tillade mig at stille spørgsmål ved, hvorvidt en "debat på lige fod" overhovedet er mulig, når studieværtens chef er den ene af kombattanterne? (Og dette på ingen måde ment som en beklikning af pågældende studieværts integritet!)
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen